Litteraturen er ved at gøre det, som billedkunsten gjorde for 100 år siden. Sådan siger Mathias Kokholm, kunstnerisk leder ved det kommende Videnscenter for Art Writing.
Af Kåre Wangel
Videnscenter for Art Writing har sat sig for at undersøge de områder, hvor litteraturen i dag går ud over sine egne grænser og prøver nye udtryk af. Netop som billedkunsten i det tyvende århundrede gjorde op med det hvide lærreds grænser. Bogen er i dag presset af de nye digitale distributionsplatforme, som gør det muligt for en forfatter at følge sin bog, helt til den møder læseren, enten som print-on-demand, som e-bog eller noget helt tredje. Det giver forfatteren en magt og en valgfrihed over sit værk, som han ikke før har haft.
I takt med denne udvikling vinder flere tværæstetiske litterære eksperimenter frem med nye bud på, hvordan litteraturen kan formidles fra forfatter til modtager. Litteratur sættes sammen med blandt andet billedkunst, musik og teater og præsenterer sig selv som performance, street art, spil og meget andet. Således bevæger litteraturen sig i dag i mange forskellige retninger på én gang, og det er ikke nødvendigvis let at se, hvor den er på vej hen. Det er her Art Writing tilbyder sig som en samlebetegnelse for hele den grænseoverskridende litteratur.
D. 13. – 15. marts 2013 afholdt Projekt Art Writing og Aarhus Litteraturcenter et internationalt seminar om Art Writing på Godsbanen og i Kunsthal Aarhus. Over tre dage præsenteredes feltet gennem oplæg, debatter, performances, udstillinger, koncerter og publikationer. Vi snakkede med Mathias Kokholm efter seminaret for at høre, hvad fænomenet Art Writing er for noget.
SP: Hvor stammer Art Writing fra?
MK: Art Writing er sådan set indtil videre kun en arbejdstitel. Men begrebet stammer fra den engelske kunstverden, hvor man har brugt det som en konsekvent betegnelse i mange år for hele den grænseoverskridende litteratur. Navnet udspringer af den amerikanske tradition for Creative Writing, som i USA er en akademisk disciplin.
Vi har dog en anden kobling på Art Writing og lægger os ikke op af den engelsksprogede tradition. For den første del af projektet har vi forsøgt at skabe et æstetisk broderskab mellem billedkunsten og litteraturen, men på sigt kan vi sådan set tage fat i alle kunstarter.
SP: Hvorfor et videnscenter for netop Art Writing?
MK: Det primære for projektet er at etablere et uddannelsesprogram for tekstlig kunst. Det vil vi gøre, fordi vi synes, der er et behov for at forene de nuancer, der ligger i det tekstmæssige og billedmæssige. Vi vil gerne tale for en anden tekstmæssig kompleksitet, end vi synes, der er i den skønlitterære tradition.
SP: Er Art Writing ikke blot et smart ord for de grænseoverskridende litterære former, som mere eller mindre altid har eksisteret?
MK: Der er helt klart mange i de kunstneriske discipliner, som altid har arbejdet med tekst, og mange forfattere, som har inddraget billedkunst. Det er også vigtigt for os at fortælle, at vi ikke prøver at opfinde en historieløs dyb tallerken. Der er en masse udgangspunkter, som Art Writing udspringer fra, og vi samler blot det hele op og sætter det sammen. Per Kirkeby og andre billedkunstnere har jo arbejdet med et, efter min mening, meget spændende tekstformat, selvom anmelderne sjældent har villet læse det som god litteratur.
SP: Mangler de populære danske lyrikere i dag mod eller evne til at arbejde i flere medier?
MK: Det er meget vigtigt for mig at sige, at vi ikke er ude på at pege fingre af nogen, der arbejder mere konventionelt. Litteraturen har blot haft nogle produktionsvilkår, som har givet den så gode vilkår, at man ikke har gjort særlig meget andet end litteratur. Derfor har den ikke den samme udviklingshistorie, som billedkunsten har haft op igennem det tyvende århundrede. Der har ikke været de samme behov for at udvinde andre metoder end den skønlitterære tradition, blandt andet på grund af de her produktionsvilkår og et litterært kredsløb, der fungerede.
Men nu er det på mange måder ved at vise sig som et dysfunktionelt kredsløb, hvor forfatteren har brug for at tage magten. Der kan man tage et eksempel: Hvor kunsten ofte har haft en materialitet med et mere direkte forhold mellem kunstner, værk og beskuer, er der derimod langt fra bogens tekst til læseren. Fra man har sat det sidste punktum i bogen, giver man så at sige slip og venter på, at andre tager imod, hvorimod kunstneren i kunstverdenen har meget mere styring med præsentationen og distributionen af kunsten.
Men forfattere kan i dag med digitaliseringen tage meget større kontrol med deres kunsts vej ud til læseren. Og vi har desuden en tradition for at gøre den slags i Danmark, blandt andet i After Hand, Arena og Basilisk, som er ved at få mere plads i og med denne udvikling.
SP: Har forlagene og anmelderne et ansvar for at anerkende og værdsætte formeksperimenter som Art Writing?
MK: Jeg mener, at litteraturkritikeren har et ansvar. Der er et behov for, at de institutioner, som bruger litteratur, at de beskæftiger sig med dette her. Når vi tænker over, at det er et tekstbegreb, som i højere grad beskæftiger sig med de medier, som vi bruger mere i vores samtid, så har de et ansvar for at beskæftige sig med det her.
De har dog også deres eget virkefelt. Men man må forvente, at de tager udfordringen alvorligt. Men indtil videre forholder man sig udelukkende til et litterært begreb. Og der er et behov for, at forlagene og anmelderne indstiller sig på et mere tværæstetisk fokus.
SP: I hvilken retning peger Art Writing for litteraturen?
MK: Det er jo netop sådan, at Art Writing peger i forskellige retninger afhængigt af, hvorfra man kommer. Men i det hele taget imod en flerdimensionel praksis, som er mere end den trykte bog. Det er jo ikke noget, vi har fundet på. Litteraturen er ved at gøre det, som billedkunsten gjorde for 100 år siden, den er ved at bryde ud af bogens ramme.
Men der skal jo også følge en faglighed med. Og der mangler først og fremmest metoder og værktøjer, og ikke mindst den kunsteriske kritik, som absolut er væsentligt at få skærpet. Bare det helt fundamentale spørgsmål: "Hvorfor gøre hvad hvordan?" – Her har personen med skønlitterær baggrund måske meget at lære endnu.
I den mere polemiske ende kan man måske sige, at når man som forfatter bare rykker en lille smule ud af formatet, så får man hurtigt nogle store point af formidlerne for at være nyskabende og spændende. Selvom man i mine øjne slet ikke går langt nok i litteraturens verden.
SP: Giver det overhovedet mening at indføre endnu en genre, når I netop prøver at få de forskellige kunstgenrer til at arbejde sammen?
MK: Den eneste grund til, at vi har titlen Art Writing, er at vi bliver nødt til at opfinde et navn for, hvad vi går og laver. Egentlig burde man finde på et ord, som ingen vidste hvad betød, og så sige, at det er det, vi arbejder med.
Men det handler for os om at gøre tingene mere komplekse ved at synliggøre nogle strukturer på tværs af kunstarterne, som allerede eksisterer. Situationen er ofte, at man forsøger at gøre tingene enklere og derved får en fællesnævner, som er utilstrækkelig. Vi prøver så at sige at lave en omvendt Bonderøven. Det handler om at få et mere komplekst tekstbegreb. Hvis du er dramatiker, læser du med én forudsætning, hvis du er billedkunstner, læser og skriver du med en anden forudsætning. Det handler om at have et rum, hvor man får belyst disse forskellige sammenhænge.
SP: Er der en folkelig appel i Art Writing ligesom i performancelitteratur?
MK: Der ligger en folkelig appel i, at oplæsningsarrangementer er gjort til et folkeligt format, og der kunne man godt forestille sig, at folk også vænner sig til at opleve litteratur som udstillet kunst. Men performancelitteraturen kan i høj grad opfattes som en del af Art Writing, i og med at den arbejder med tekst i et udvidet felt.
Videnscenter for Art Writing etableres på Godsbanen i Aarhus i efteråret 2013 og skal, ud over et seminarforløb i tekstbaseret kunst, indeholde et arkiv, en festivalrække og et internationalt netværk samt arbejde intensivt med vidensdeling og formidling. Og målet er med Projekt Art Writings ord "...at understøtte og kvalificere den tværæstetiske praksis – ikke alene på tværs af kunstarterne men også på tværs af de respektive discipliner i det kunstneriske kredsløb; produktion, undervisning, kuratering, formidling og kritik."
Mathias Kokholm er desuden redaktør for Forlaget After Hand.
Kommentarer