Mens verdenen isolerede sig fra corona, udkom Annette Bjergfeldts slægtsroman Højsangen fra Palermovej. Nu er hun tilbage med en ny bog: Mr. Saitos Rejsebiograf.
Fortæl lidt om dig selv:
- Jeg har været mange forskellige ting; jeg har både maler og musiker, sanger og sangskriver. Og nu så er jeg forfatter. Så jeg har ligesom altid beskæftiget mig med billeder. På den måde handler bogen [ Mr. Saitos Rejsebiograf, red.] egentlig også om film. For en film består af består af ord og den består af musik. Så det er ikke helt tilfældigt, at den har fået det fokus. Der var noget omkring det med film. Jeg er ligesom et menneske, der altid har skabt noget, lige fra jeg var helt lille. Jeg har altid været optaget af det.
Og hvad fik dig til at skrive skønlitteratur?
- Jeg tror, at det pludselig blev lidt begrænsende, at man skulle skrive 16 linjer eller 8 linjer med et omkvæd og gentagelse. Der var noget, jeg ville mere. Der var mange flere ord, der kravlede ud af mig. Det var den ene ting. Og så den anden ting er, at jeg altid har været et ordmenneske. Lige fra, at jeg var barn. Da jeg var barn udkom en bog, der hed 'Koen har fire hjørner'. Den handlede om alle de her mærkelige fejlhøringer. Du ved, folk som tror, 'noget er lidelykkelig til dagens dato .'
- Jeg kan godt lide, når jeg møder andre mennesker, der formulerer sig på en overraskende måde. Og så tror jeg, at jeg samler. Folk skriver nogle gange til mig kl. 3 om natten. Så folk fortæller mig historier. Og jeg vil gerne høre, hvad det er for nogle historier, folk har. Og det passer ikke altid så godt til at være sangskriver.
Hvordan fik du idéen til Mr. Saitos rejsebiograf?
- Jeg fik den fordi, det i virkeligheden, startede med en skotøjsæske og et jernkorset. Det var min venindes oldemor, som blev født alt for tidligt og blev lagt i en skotøjsæske. Hun overlevede ved at blive sat hen ved kakkelovnen. Så dét med skotøjsæsken, funderede jeg lidt på; Man så må blev meget glad for sko? Og så begyndte jeg at finde på en figur, som blev meget levende og som hed Fabiola og var født i Buenos Aires. Og som var en person, som jeg godt kunne koble mig op på.
- Og samtidig er de [personer, red.] helt andre individer. De er jo også nogle væsener i sig selv. Der er helt sikkert 15% mig og min mor i dem.
- Og så det med rejsebiografen kom sig af, at min veninde fortalte, at hun som barn i Nordjylland, boede et 'ret remote sted'. Der var alt for langt til en biograf. Så kom der en rejsebiograf. Så begyndte jeg at tænke over, hvad en rejsebiograf var og at studere det lidt.
Hvilke tanker gjorde du dig om dine karakterer?
- De tanker, jeg gjorde mig mere, er at lade dem leve. Det er ligesom, at jeg så dem i et eller andet karsebed på en eller anden skør måde. Og hvis jeg kan se det der kommer op, personen, karsen, og gør de noget selv, og så følger jeg med. Så kan jeg jo godt se nogle gange, 'at nu ryger vi lidt ud af sidespor, vi skal lige lidt ind igen ', men jeg lader dem faktisk gøre rigtig meget selv, og selv finde ud af, hvad vil den person gøre.
Ord forbinder os
Hvad betyder ord for dig?
- Jeg kan godt lide ord, der svinger. Ord, der er musik i, og så ord, som får os til at græde. Ord kan bevæge os. 'Det begyndte med ordet ', og det bliver ikke større, end hvad vi kan sige til hinanden. Og hvad vi kan sige om verden. Det kan heller ikke blive mindre, end når nogen bruger et meget lille ordforråd. Hvor man nogle gange bliver så lille af det. Som forfatter elsker jeg at bruge så mange ord, som jeg kan. Også at få musik i sproget. Det er rigtig vigtigt. Det er noget, jeg har lavet hele mit liv.
Og hvad skaber de?
- Det kan skabe en magisk verden. Hvis man nyder kærligheden. Og kærligheden kan være ten romantisk kærlighed, men det kan også være kærligheden til Kalle på seks år, der banker på, og spørger, om jeg vil have noget ekstra spaghetti, som han har lavet. Han har egentlig ikke talt til mig i seks år. Så jeg bliver meget ydmyg. Det er jo nogle ordkræfter, der er på spil. Så når nogen, når én med ord, så føler man sig set, tror jeg. Jeg tror, det har noget med det at gøre. At hvis nogen siger nogle af disse ord til mig, så føler jeg mig set og hørt. Og der er nogen, der har lagt mærke til mig i verden. Ligesom, jeg skal gøre det med andre også. Man kaster lys på hinanden ved at forbinde hinanden med ord, og fortæller, hvad det er, man ser.
Af Louise Willingsøe, Ordkraft
Kommentarer