Der var fuldt hus i den gamle skovpavillon, som ligger idyllisk i Fanefjord Skov på Vestmøn, da Judith Hermann gæstede Verdenslitteratur på Møn.
Af Thomas G. Bagge, projektkoordinator ved Verdenslitteratur på Møn
Særligt for festivalen, som i år fandt sted for 18. gang, er at der er fokus på én forfatter, som over to dage er centrum for samtaler om sit forfatterskab og sin skriveproces. Med tre timers samtale og oplæsning hver dag, er der tid til fordybelse - og mulighed for publikum til at stille spørgsmål til forfatteren.
Judith Hermann, der er en af Tysklands mest markante litterære stemmer, lagde ydmygt ud med at konstatere, at det var stort for hende at være årets forfatter ved Verdenslitteratur på Møn og dermed følge efter navne som Günter Grass, David Grossman, Haruki Murakami, Fay Weldon, Ben Okri og andre.
Dramaturg og kulturformidler Steen Bille var moderator ved samtalen om lørdagen, som kredsede om Judith Hermanns tre første novellesamlinger, Sommerhus, senere (1998), Spøgelser, overalt (2003) og 'Alice' (2009).
Samtalen foregik på tysk, som Steen Bille løbende oversatte til dansk.
Sommerhus, senere blev ved udgivelsen en stor succes i Tyskland. Novellerne i bogen beskriver livet for en flok mennesker i tyverne i det nye, samlede Berlin efter Murens fald. Et liv præget af tragikomiske tilfældigheder, musik, løse kærlighedsaffærer, ensomhed, ubeslutsomhed og melankoli. Forfatteren blev med eet udråbt til at være sin generations stemme. 'Sommerhus, senere' blev udgivet på dansk i 2000 i Niels Brunses fine oversættelse og er netop genudgivet på Batzer & Co.
Judith Hermann gav fra den lille scene i Skovpavillonen selv udtryk for noget af den melankoli som hendes karakterer bærer. Selv er hun opvokset i Neukölln i det daværende Vestberlin. Efter Murens fald rykkede hun mod øst, men ser ikke længere Berlin som så fascinerende og åbent et sted som det var engang. "Hvad kunne du lide ved Østberlin ved Murens fald", lød et spørgsmål fra salen. Og svaret faldt prompte: "At husene var tomme og dørene stod åbne!"
De 5 intense og fascinerende noveller i 'Alice' tager alle udgangspunkt i et dødsfald. Men de handler om livet, betonede Judith Hermann, som har opkaldt hovedpersonen efter det store litterære forbillede Alice Munro.
"Jeg er først og fremmest læser. Jeg skriver, fordi jeg læser", sagde Hermann, som udover Munro nævnte Hemingway, Katherine Mansfield, Dostojevskij, Truman Capote og Inger Christensen som nogle af sine forbilleder. Og Raymond Carver, som også har lagt navn til en af figurerne i 'Alice'. "Men jeg kan ikke læse Alice Munro, mens jeg skriver. Så ville det ikke blive til noget," udtalte hun.
Ved søndagens samtale var det forfatter Kristina Stoltz som stod for interviewet, mens Steen Bille oversatte samtalen. Her lå fokus på de to nyeste bøger, romanen Al kærligheds begyndelse (2014) og Lettipark (2016). Vi kom rundt om personerne i stalker-dramaet 'Al kærligheds begyndelse', hvor ubeslutsomheden igen bliver et tema via hovedpersonen Stella.
Og de korte, præcise noveller i den nyeste samling 'Lettipark' blev vendt. Kristina Stoltz spurgte blandt andet ind til brugen af fotografiet i noveller som 'Øer' og 'Hjerne'.
"Jeg ville i virkeligheden gerne have været fotograf", sagde Judith Hermann. "Jeg vil gerne skrive, som om jeg fotograferer – jeg ønsker at kunne skrive, som dét et billede kan udtrykke", sagde hun og nævnte endnu et forbillede, fotografen Willam Eggleston, hvis dokumentariske fotos i stærke farver rummer så mange historier.
Man fik i løbet af weekenden et fint indblik i Judith Hermanns skriveproces, som hun selv rammende beskrev: "For mig er det at skrive, som at bygge et korthus. Derefter fjerner jeg kortene, et ad gangen, så huset akkurat kan stå. Der skal være så lidt tilbage som muligt."
Teksterne bygges op og brydes ned. Det er for Judith Hermann en langsommelig proces. Adspurgt direkte hvornår hendes næste bog kommer, kunne forfatteren kun sige at det er ganske uvist, men det varer sikkert 3 år.
Judith Hermann læste korte stykker op, med sin smukke berlinske accent - mens Jannie Faurschou fortsatte med den danske oversættelse i kortere eller længere stykker. Til lejligheden med musikalsk ledsagelse i form af pianette, percussion, stemme og glas(!) ved musikeren Hanne Raffnsøe, som smukt understøttede teksterne med klange og toner. Det var et nyt koncept ved Verdenslitteratur på Møn, som blev godt modtaget af publikum.
Judith Hermann fremstod som en imødekommende, veloplagt og eftertænksom forfatter, der gerne vil fortælle om sit litterære værk. Men hun lader også fortolkningen af novellerne være åben. "Det er op til læseren, hvordan det skal forståes", sagde hun, når ønsket om en forklaring gik for langt.
Der var mulighed for at bestille spisning ved arrangementet, hvilket mange benyttede sig af - og der blev begge dage afsluttet med bogsignering. Tydeligvis var mange blandt publikum allerede fans af Judith Hermans særegne univers om relationer mellem mennesker - og hendes sproglige præcision og elegance. Men også for nye læsere var der rigtigt meget at hente. Og med et køb i den lille pop-up-boghandel, mulighed for at starte læsningen af den tyske forfatter med en grundig og berigende introduktion ved Verdenslitteratur på Møn.
Kommentarer