Læs interviewet med Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2014 for 'Dig og mig ved daggry'. Interviewet har været bragt i Berlingske.
Der skal smæk på hver eneste sætning, fortæller Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, der har skrevet en ungdomsroman om et svært emne.
Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske fredag d. 17. 1. 2014
Et halvt år tog det Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen at skrive Dig og mig ved daggry, deres ungdomsroman, som er nomineret til Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes litteraturpris, Læsernes Bogpris.
Havde de to drevne ungdomsbogsforfattere skullet gøre det hver for sig, havde det taget flere år. Og så var den ikke blevet nær så god.
Så enkelt kan deres samarbejde gøres op.
»Vi droppede hurtigt al stolthed og egotrip,« udbryder Glenn Ringtved som forklaring på det effektive forløb.
Og Sanne Munk Jensen stemmer i: »Ja, hvis der var noget, der larmede eller forstyrrede, så var det bare ud med det.«
»Alle de tvivlsspørgsmål, der opstår, og døde punkter, man rammer undervejs, forsvinder. Så snart man er i tvivl, spørger man bare den anden. Vi er begge rimeligt gode læsere, og nogle gange er det lettere at se den andens fejl end sine egne,« tilføjer Glenn Ringtved og griner.
Rent praktisk sad de i hver deres ende af landet, mens de skrev. Glenn Ringtved i Hjørring, Sanne Munk Jensen i København, så korrespondancen foregik over mail og videomøder.
Hver for sig har de skrevet en række børne- og ungdomsbøger, men det er første gang, de har arbejdet sammen om en. Før Dig og mig ved daggry kendte de kun hinanden perifert, fordi deres bøger udkom på samme forlag.
Begge forfattere er fra Nordjylland. Dig og mig ved daggry foregår da også på den egn. Nærmere bestemt i Aalborg. Omdrejningspunktet er et selvmord. En kærlighedshistorie, der ender tragisk, da et ungt par kaster sig ud fra Limfjordsbroen, lænket til hinanden. Eller faktisk er det der, det begynder. Historien er fortalt af den 17-årige Louise, efter hun er død. Hun beretter om sit forelskelse i den 19-årige Liam, hvordan han begynder at sælge stoffer, hvorfor de to til slut må leve skjult i en campingvogn.
»Vi fortæller den historie, som en, der begår selvmord, aldrig ville kunne komme til at fortælle,« siger Sanne Munk Jensen.
»Jeg tror, udgangspunktet var, at vi talte om unge og selvmord. At det nærmest var blevet trendy visse steder. Sanne havde læst om en landsby i Wales, hvor en del unge havde begået selvmord,« supplerer Glenn Ringtved og forklarer, at de også fandt inspiration i en virkelig hændelse.
»For nogle år siden hoppede to unge mænd i Limfjorden, lænket til hinanden. At ét menneske tager en så drastisk beslutning er én ting, men at to kan nå frem til, at det er en fornuftig ide, er rystende. Vi har ikke undersøgt, hvad den historie drejede sig om, men var blot fascineret af tanken.«
Når man skriver om et så alvorligt emne for unge, skal der så være et opdragende element?
»Vi vil selvfølgelig gerne vise, at vi synes, det er en dårlig beslutning at begå selvmord. Vi piller det ned fra martyrpiedestalen og prøver at vise, at der måske havde været nogle andre muligheder. Det er det eneste moraliserende element,« siger Sanne Munk Jensen.
»Hvis man sætter sig for at skrive en ungdomsroman om et emne og er meget bevidst om den målgruppe, tror jeg, det stivner lidt. Det bliver forkrampet, så egentlig har vi bare haft fokus på at fortælle en god historie.«
Men formen og sproget skal i den grad være umiddelbart appellerende, når man skriver til unge, mener de to forfattere.
»Vi havde en aftale om, at der skulle være høj energi i alt, hvad vi skrev,« forklarer Glenn Ringtved, og Sanne Munk Jensen tilføjer:
»Der skulle være smæk på hver eneste sætning. Vi havde faktisk et dogme om, at hver eneste afsnit skulle kunne læses som en novelle i sig selv. Faktisk er unge et taknemmeligt publikum at skrive til, for enten kan de lide det, eller også kan de ikke.«
»Unge er ikke snobbede når de læser,« lægger Glenn Ringtved til.
»Man skal ind til benet af historien, ellers lægger de bogen fra sig. Det er ikke sådan, at de har læst anmeldelser og tænker: Vi må hellere give den en chance. Det er enten eller.«
Det er noget af det fascinerende ved at skrive til unge:
»Jeg tror, det ligger i vores begges natur, at vi godt kan lide den energi. Når jeg prøver at skrive for voksne, kommer jeg lynhurtigt til at kede mig. Jeg har svært ved at finde den energi der,« siger Glenn Ringtved.
»Ja, jeg synes også, jeg bliver meget selvbevidst, hvis jeg skriver for voksne. Det bliver let lidt fortænkt, « siger Sanne Munk Jensen.
Efter Dig og mig ved daggry skal de to forfattere videre hver for sig. Men de kommer til at savne samarbejdet.
»Det har været meget intenst. Det var fra morgen til aften, og nogle gange også om natten. Hvis jeg har haft et eller andet problem, har jeg ligget halvvejs søvnløs over det. Historien har været latent i ens bevidsthed. Så det er faktisk et underligt savn at være færdig med bogen,« siger Sanne Munk Jensen.
Kommentarer