En yderst veltilrettelagt, underholdende, overraskende, til tider brutal, makaber, eventyrlig rejse og en fortælling om religion, Gud og satan. Af Andreas Toft, studerende på IVA
Handling
Året er 1348, da romanens hovedperson Giuseppe Emanuele Pagamino, som er herborist, ligrøver og kvaksalver, i sin vogn ruller ind i det pestramte Firenze, for at se hvad der er at stjæle af kostbarheder dér. I et hus fyldt med døde møder han drengen Arturo, som bliver hans tro elev og følgesvend gennem størstedelen af romanen. Giuseppe og Arturo kommer sammen ud for mange brutale, unaturlige, usandsynlige og glædelige hændelser i Giuseppes jagt på en fingernegl fra et djævlebarn – den eneste ingrediens han mangler for at kunne fuldende sin hemmelige udødelighedsdrik.
Giuseppes liv balancerer på afgrundens rand og under jagten på det evige liv, redder Giuseppe sit liv gang på gang på fantastisk vis; hvilket indikerer, at der er noget eller nogen, som holder hånden over ham, og som har en stor plan med Løgnhalsen fra Umbrien.
Giuseppe kommer i sin jagt på det evige liv på kant med den katolske kirke, fordi det viser sig, at bispen af Lucca, ved navn Agostino, selv er ude efter udødelighedseliksiren. Giuseppe formår på den måde på trods af, at han blot er en simpel kætter og plattenslager, at få den katolske kirkes mure til at skælve. Agostinos bødler jagter således Giuseppe gennem hele romanen. Giuseppe lægger derfor også sine planer, om at opnå evigt liv, på hylden på et tidspunkt for mere at koncentrere sig om at redde sit skind og flygte fra den katolske kirke og Agostino.
Gud eller Satan
Giuseppe er en antihelt, fordi han er egoistisk, løgner, ligrøver, hverken ejer god moral eller ordentlig pli og behandler sine medmennesker dårligt. Men det er dog samtidig ham, der i dette middelalderlige religiøse eventyr, repræsenterer det gode i mennesket, mens kirken og dens håndlangere repræsenterer det onde; for kirken og dens bødler er tydeligvis langt tættere på Satan end Giuseppe er.
Kirken slår uskyldige ihjel og torturerer i guds navn, mens Giuseppe derimod har en meget veludviklet samvittighed. Han redder både et spædbarn fra druknedøden og kommer sin egen elev, Arturo, til undsætning, da han holdes fanget i en krypt under en kirke i Gadolfo.
Giuseppe gør desuden mange andre gode gerninger og indrømmer sågar på et tidspunkt, at han elsker sin elev, og udviser derved evnen til at elske. Man kommer faktisk, som læser til at holde gevaldig meget af denne meget uperfekte og meget menneskelige Giuseppe.
Spørgsmålet er hvem, der holder hånden over Giuseppe; Satan eller Gud? Man får som læser aldrig besvaret dette spørgsmål, men efterlades med en uvished, for visse elementer af fortællingen forbliver et mysterium, hvilket dog ikke forringer historiens kvalitet og underholdningsværdi.
Bogens bøger
Romanen består af fire bøger og 38 kapitler. De første tre bøger er fortællingens hoveddel og foregår i Italien i 1348 og cirka to år frem, mens fjerde bog fungerer som epilog. Den består kun af et enkelt kapitel, som foregår på Cuba, og som man uden at afsløre for meget roligt kan sige overrasker og skiller sig ud fra resten af fortællingen.
Veltilrettelagt fortælling
Løgnhalsen fra Umbrien er imponerende flot tilrettelagt og struktureret. Personernes skæbner i romanen filtrer mesterligt sammen. For eksempel viser det sig, at det barn som Giuseppe ved et tilfælde redder fra druknedøden tilfældigvis er Agostinos underordnedes søn. Denne underordnede, som bærer navnet Tizian, bliver på et tidspunkt bøddel for Agostino, og er med til at jage Giuseppe og Arturo og spiller i det hele taget gennem hele romanen en meget væsentlig rolle. Hvordan Tizian, Arturo og Giuseppes skæbner videre sammenvæves, skal imidlertid ikke afsløres her.
Det er med andre ord en ren fryd at gå på opdagelse i dette eventyr og sammenvævede persongalleri. Langsomt, men stødt afdækkes det, hvordan ingen skæbner i denne fortælling er uvæsentlige i forhold til de andre og alt går stille og roligt op i en højere enhed. Gang på gang bliver man overrasket over, hvor godt gennemtænkt romanen er; Bjarne Reuter (født 1950) har uden tvivl tilrettelagt og skitseret denne meget krævende sammenvævning af persongalleriet i forvejen og før han begyndte at skrive, i og med, at romanens personers tilknytning til hinanden er så gennemført og avanceret som den er.
Seppe og Rinaldo
Ud over at fortællingens form er ligefrem og består af replikker, stemningsmalende beskrivelser og beskrivelser af personernes tankegang, er der formmæssigt også en afstikker, som består af en indre dialog, som Giuseppe fra tid til anden har med sig selv. Denne dialog er en dialog mellem to stemmer, som altid taler i Giuseppes øre: den forsvarende, klynkende røst kaldet Seppe og den anklagende dommedagsbasun ved navn Rinaldo.
Seppe er blot en forkortelse for Giuseppe, mens Rinaldo er en tidligere ungdomsven eller bekendt, som i Giuseppes ungdomsår svigtede ham. Rinaldos svigt gjorde blandt andet, at Giuseppe blev adskilt fra sin familie, da Rinaldo var skyld i, at Giuseppe blev afsløret som gravskænder.
Rinaldostemmen er konstant kritiserende og en slags hjemsøgende dæmon. Uden at afsløre for meget af fortællingens indhold må man sige, at denne Rinaldo er og bliver Giuseppes dødsfjende nummer et, både i tanken og i virkeligheden. For det viser sig nemlig, at personen Rinaldo på ny bliver en del af Giuseppes virkelighed, og bliver vigtig for fortællingen hen mod slutningen og får omsiggribende konsekvenser for Giuseppes skæbne.
Man kan sige, at fortællingens form og indhold blender sammen på blændende vis, i og med at Giuseppes indre hjemsøgende stemme, på en uhyggelig måde manifesterer sig for ham i det virkelige liv. Dette gøres ved, at Giuseppe på ny møder denne Rinaldo hen mod fortællingens slutning. Rinaldo er på dette tidspunkt i Agostinos tjeneste, og ude efter at fange Giuseppe og hans elev Arturo.
Arturo
Giuseppes elev og tro følgesvend, Arturo, er romanens største mysterium. På mange måder er Arturo en tossegod idiot og meget enfoldig, men han overrasker gang på gang med den viden, han fremviser og de gerninger, han gør. Og så har han med sit gode hjerte en særdeles positiv indvirkning på romanens hovedperson Giuseppe.
Kirken jagter ham, fordi de mener, at han er et djævlebarn, da han efter sigende har helbredt en af Agostinos bødler, ved navn del Sarto, for pest. Det skal ikke afsløres her hvad, romanen ender med, men blot siges, at noget tyder på, at Arturo rummer mere end som så, og måske har overnaturlige kræfter. Det afdækkes ikke i romanen, om Arturo har overnaturlige kræfter og ej heller om Arturo er et djævlebarn eller om han i virkeligheden er en engel, en eller anden form for udsendt af gud eller noget helt fjerde. Men en ting er sikkert; i Løgnhalsen fra Umbrien er der mere mellem himmel og jord end som så.
Kommentarer