Gennem novellerne møder vi indbyggerne i København. Af bibliotekar Helle Laursen.
Turisten
Katrine Marie Guldagers novellesamling København indeholder 11 korte noveller, hvor handlingen udspiller sig med København som kulisse. Vi bliver i novellerne inviteret til at kigge ind og kigge på. Ganske som turisten der kommer til en fremmed storby, og i glimt får fornemmelsen af hvordan, livet leves der.
Gennem novellerne møder vi indbyggerne i byen. Det er som at sidde på en café i en fremmed by, eller bare et fremmed kvarter i den by, man bor i. Her kan vi overfladisk følge med i livet på gaden og smuglytte til de andre gæster. Hver med deres historie og skæbne som måske har krydset hinanden i usynlige spor. Novellerne kan give én oplevelsen af at være turist. Det pirrende kig ind i en anden verden og i andres liv.
Storbyen København
Gennem Katrine Marie Guldagers noveller føres vi rundt i Københavns meget forskellige kvarterer. Når man bor eller har besøgt København, oplever man genkendelsen ved at Katrine Marie Guldager bruger specifikke gadenavne i de små noveller. Man har straks et visuelt billede af hvordan, der ser ud, dér hvor historierne udspiller sig.
Men novellerne åbner også op til den usete virkelighed bag facaderne og til de velkendte stednavne. Vi bevæger os fra den travle midte, Rådhuspladsen, til det trafikale knudepunkt Nørreport station, videre ud til Frederiksberg og helt ud i de københavnske forstæder.
I novellen ”Sammenstødet” bevæger vi os til fods på H.C. Ørstedsvej, i bil på Danasvej, over Vesterfælledvej og med ambulancen fra et pizzeria på Gl. Kongevej tilbage til H.C. Ørstedsvej og Danasvej.
Drama og hverdagen
De 11 små rejser i byen er punktnedslag på udvalgte locations, men det er også 11 punktnedslag i den moderne tilværelse. Katrine Marie Guldager stiller spørgsmål til det moderne storbyliv i novellerne. Lever vi lykkeligt i byens uforpligtende fællesskaber?
Her i en travl storby lever vi side om side ofte uden rigtig at se hinanden. Vi passerer hinanden i hverdagen, og vores skæbner krydses uden, at vi egentlig mødes. Er det bare en præmis, når man lever i en storby? Her kan vi leve ganske uforpligtende med masser af valgmulighed og frihed. Du kan leve anonymt uden, at naboen blander sig i dit liv. Men lever storby-mennesket med en ubevidst frygt for ensomheden?
Novellerne er bygget op sådan, at historierne krydser hinanden. En hovedperson i en novelle kan optræde som en biperson i en anden. Tilfældige sammentræf og forbindelser påvirker personernes liv og færden rundt i byen. Novellesamlingens opbygning kan lede tankerne hen på Robert Altmans film ”Short cuts” fra 1993.
På ferie hjemme
Så tag Katrine Marie Guldagers noveller med på sommerferie. Læs den i sommerhuset og kom på en litterær visit i hovedstaden, eller tag den med på en af Københavns mange caféer og kig op en gang imellem og se livet haste forbi, og forestil dig med inspiration fra Katrine Marie Guldager hvilke liv der krydser hinanden, og hvordan der leves bag byens mure.
Du behøver altså ikke at være i en by under eksotiske himmelstrøg langt hjemmefra for at opleve noget anderledes. Få et kig ind gennem hverdagens sprækker. Oplevelsen kan du sagtens få, hvis du tager tiden og holder et par dage fri i din egen by.
Forfatterinformation:
Katrine Marie Guldager er født den 29. december 1966 i Nordsjælland. Hun blev færdiguddannet cand.phil i dansk i 1994 og gik på forfatterskolen 1992 til 1994. Hun har i sin barndom, fra hun var tre til seks år boet i Afrika sammen med sine forældre, hvilket måske kan være inspirationen for hendes novellesamling Kilimanjaro fra 2005.
Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen Dagene skifter hænder og har siden bidraget til den danske samtidslitteratur inden for næsten alle genrer. Både med digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. I 1996 udkom hendes første roman Bank. Gennem årene har hun modtaget flere legater og priser for sit forfatterskab, blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Holger Drachmann-legatet samt Kritikerprisen.
Katrine Marie Guldager: København, Noveller, Gyldendal 2004, 114 sider.
Kommentarer