Litteratursiden har mødt Annette Bjergfeldt til et interview om hendes aktuelle debutroman ’Højsangen fra Palermovej'. Hun har tidligere udgivet børnebøger, været maler, fået Grammy-nomineringer og taget P4-Prisen med sig hjem for sin musik. Nu har hun komponeret et kunststykke af en roman, der får alle farver på paletten til at synge i takt med hendes passion for kunst og kærlighed.
Højsangen fra Palermovej er opbygget som tre satser og slår bogstavelig talt sin unikke tone an i C-dur, og det virker derfor naturligt at begynde med at spørge Annette Bjergfeldt, hvordan det har været at skifte instrument og skabe en hel roman af en højsang på skrivemaskinens tangenter.
For Bjergfeldt er det ikke forskellene på de forskellige kunstarter, hun ser på, men hun lægger derimod mærke til, hvordan de spiller sammen, og hun har da også skrevet før:
”Som sangerinde og sangskriver har jeg skrevet tekster i mange år, hvor der selvfølgelig har været en anden begrænsning i forhold til omkvæd, der skal afsluttes og rim, der skal passe. Men jeg tænder på, hvordan vi kan spille med sproget, og jeg har altid været lidt en ”sprog-spion” - Jeg leder altid efter dialoger, der swinger, som i Wes Andersons film. Egentlig er der ikke nogen forskel, heller ikke på at male og spille musik: Det er klange.”
Der er ingen tvivl om, at Bjergfeldt har en stor kærlighed til kunst og henter inspiration mange steder fra. Udover at blive særligt inspireret af Andersons magiske universer og spejde efter sprogblomster i hverdagslivet, fortæller hun, at hun også har skrevet på bogen ved bare at tale og tage sprogets nuancer i brug. På den måde har romanen været undervejs i mange år med Bjergfeldts blik rettet mod den virkelige verden:
”Virkeligheden er bare fantastisk. Den kan jeg godt lide at befinde mig i. Folk er fantastiske: Man åbner en julekalender i folk, og så er der de der sider, man slet ikke vidste eksisterede. Der ligger hemmeligheder. Det gør der også i romanen. Man tror, man er familiens historiefortæller, og så viser det sig, at der godt nok er mange ting, man ikke ved. Folk er fulde af overraskelser. Livet er fuldt af overraskelser.”
’Huset på Palermovej’ er disse livsbekræftende afspejlinger af hændelser fra virkeligheden. Stort set alt i romanen har rod i Bjergfeldts egen familie eller er lånt fra venners familier, og kan derfor kobles op på hendes egne oplevelser og livserfaringer.
I ’Huset på Palermovej’ møder man kort fortalt Esther, som fortæller om sin familie gennem tre generationer, som lever under samme tag i et hus på Amager, som hendes morfar har købt med drømmen om ”et svævende hus” med kunst, kærlighed og børnelatter. Bjergfeldt har ønsket at skabe en original slægtssaga, fordi der kan være noget barokt og humoristisk i den måde man er bikset sammen på som familie. Hun vil samtidig gerne, at den vedrører voksne mennesker med barndommen som reference til hvem, de er, for at give læseren mulighed for at forstå og identificere sig med dem, ligesom Bjergfeldt ser sig selv i fortællingens forskellige kvinder og karaktertræk. Dette gælder også, når det kommer til romanens altoverskyggende tema om vores forestillinger om, hvad kærlighed er.
En stor kæmpe flodhest i Højsangen
Bogens perspektiver på kærlighed tager afsæt i begyndelsen af 1900-tallet med to modsatrettede syn på kærlighed: Esthers mormors og hendes morfars. Morfarens hjerte banker for Tjajkovskij, og han ønsker at flytte ind imellem linjerne i Bibelens Højsang og leve beruset af kærlighed som kong Salomon for 3000 år siden. Mormoren har derimod som tidligere russisk cirkusprinsesse oplevet at have ventet på en elefant og fået en flodhest i stedet, som ovenikøbet ender med at sluge hendes første kærlighed, som slår saltomortaler og en dag under et nummer i en forestilling springer fra sin trampolin lige ned i flodhestens svælg fremfor at lande på dens ryg.
For Bjergfeldt har det været essentielt at begynde romanen med disse bundforskellige tilgange til den store kærlighed, ”århundredets kærlighed”, fordi vores længsler og forståelser af, hvordan kærligheden og livet skal være, ikke kun bliver præget af idealer i kunsten, men ifølge Bjergfeldt på sin vis også nedarves. Selv kan hun godt genkende de grundkomponenter, hun består af:
”Vi vil alle sammen elskes, men ikke på samme måde. Nogen vil have benene slået væk under sig og sættes op på en piedestal, mens andre vil blive stående. Jeg vil høre en højsang. Selvom jeg aldrig har mødt min morfar, er nogle af de drømme, han havde, sprunget et led over - og er på en eller anden måde suset i en lille å udenom min mor og svømmet videre ind i mig. Jeg er et meget følelsesmæssigt og romantisk anlagt menneske. Jeg er total højsangspige og har vidst det helt fra barn af, hvor jeg fik læst højsangen op af mine fastre, og der blev åbnet et vindue. Og det bliver bare ikke større, når brystet svulmer og kærligheden er stor og tåler alt. Og det gør den jo så alligevel heller ikke helt.”
Det ligger nærmest til højrebenet at anvende udtrykket ”højt at flyve, dybt at falde”, for det har haft sin pris at have skyhøje forventninger til kærligheden. Til tider har det omvendt været svært for Bjergfeldt at befinde sig i virkeligheden, for livet kan være hårdt med tab, sorg og bristede drømme. Bjergfeldt fortæller, at det derfor ikke er uden grund, at hun har placeret en flodhest i sin højsang og lægger vægt på, at man må være tålmodig og se på kærlighedens mange afskygninger:
”Jeg håber sådan, at bogen finder nogle læsere, som har brug for trøstens ord, der hvor man kan føle, at det bare går ned for én. Der mangler et vers i Højsangen om, at du er dejlig nok og elsket, selvom du lugter en dag og føler dig som et flodsvin.
Bogen er til trøst for alle, der har købt en elefant og fået en flodhest. Livet er nogle gange hårdt og fuld af flodheste. Der hænger en stor kæmpe flodhest i højsangen, fordi den altid kommer i vejen, og pludselig har den slugt den, man elskede. Der kan være en kæmpe sorg forbundet med kærligheden, og der går jeg altså på Svend Brinkmann-manér og siger, at man gerne må gå den langsomme vej. Man kan bestemme sig for meget, men man kan ikke bare holde op med at elske nogen. Og når det er sagt, så kan jeg bagefter se, at jeg selv personligt havde brug for at se verden i et mere nådigt lys: At der er mulighed for en lille lysning i enhver mystisk muldvarpegang. Kærlighed opstår alle steder, og det er med at se det. I kunsten har jeg fundet fred og trøst. Der er århundredets kærlighed også.”
’Højsangen fra Palermovej’ udkom i sidste uge, den 19. maj. Som det bliver udtrykt flere gange i romanen ”er miraklernes tid ikke ovre endnu” og i skrivende stund er romanen samtidig med dens udgivelse ved at blive oversat til engelsk på et forlag i Sverige, som pudsigt nok hedder Salomonssons Agency. Dette er usædvanligt for en debutantroman og derfor en cadeau til Bjergfeldt, som glædeligvis ikke afviser idéen om, at vi kan komme til at høre mere til det sprudlende liv og kærligheden på Palermovej.
Kommentarer