Det farligste våben, Sverige nogen sinde har haft: Carl Gustaf Gilbert Hamilton, greve, millionær og hemmelig agent. Så kort kan man beskrive den svenske forfatter og journalist Jan Guillous mest kendte romankarakter. En hovedperson, der næsten er for meget af det gode.
Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Jan Guillou er en kendt og kontroversiel skikkelse i Sverige. Han blev landskendt i 1973, da han var med til at afsløre den såkaldte IB-affære. Informationsbyrån var en efterretningsorganisation, som ikke engang den svenske Rigsdag kendte til – bureauet havde registreret venstreorienterede, samarbejdet med CIA og den israelske efterretningstjeneste, havde begået indbrud og ulovlig aflytning og sendt spioner til udlandet. Mange af aktiviteterne var ulovlige eller i bedste fald på kant med loven, men forsvarsministeriet benægtede oplysningernes rigtighed, og de involverede journalister blev anklaget og dømt for spionage.
Guillou blev idømt først ét års fængsel, senere blev straffen nedsat til 10 måneder, og han endte med at afsone 5 måneder – i isolation. Guillou har lige siden ufortrødent fortsat sin deltagelse i den daglige debat, ofte med særdeles kontroversielle synspunkter. Først og fremmest er det hans forsvar for palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt, der har bragt sindene i kog.
Den uvillige millionær
Forfatterens politiske synspunkter afspejler sig i serien om Hamilton, der som romanfigur er et barn af den kolde krig. Den første roman i serien udkom i 1986, en tid hvor balancen mellem stormagterne endnu var usikker.
Romanens titel var Coq Rouge, den røde hane, et øgenavn, agenten ganske hurtigt erhverver sig på grund af sine røde synspunkter. Trods sine mange penge og sin adelige baggrund er han venstreorienteret – hans millionformue stammer fra heldig spekulation i aktier, foretaget af dygtige folk, mens han selv er i udlandet.
Den idealistiske greves økonomiske rådgivere fatter ikke en lyd af, at han ikke er interesseret i at skjule så mange indtægter som muligt for skattevæsenet, men at betale skat og give penge til udvalgte mærkesager – mere herom senere – er Hamiltons måde at holde fast sine idealer på.
Det hemmelige våben
Hamilton er et forsøgsobjekt, prototypen på et nyt våben. På en træningslejr i USA er han oplært til at blive en mesterlig hemmelig agent med sort bælte i det hele: nærkamp, skydning, dykning, klatring – og ikke mindst drab. Samtidig er han selvfølgelig en flot fyr, hvis udseende dog får en del skrammer i løbet af serien.
Det er imidlertid ikke kun fysiske ar, der efterhånden præger Hamilton; også mentalt bliver han mere og mere skrammet, som serien skrider frem. Når han fungerer som romankarakter på trods af de (lidt for) mange supermand-kvaliteter, er det, fordi han er en dræber med samvittighed. Hver sag lægger lidt til det åg af skyldfølelse og onde minder, der hviler tungt på hans brede skuldre; og det lettes ikke af de mange medaljer og hædersbevisninger, der regner ned over ham fra diverse regeringer.
Meget usædvanligt for en hemmelig agent bliver Hamilton en nationalhelt, hvis ansigt kan ses på såvel avisforsider som chokoladeæsker. For ham selv er det både en lettelse og en forbandelse: en lettelse, fordi det tvinger ham til at lægge den blodige side af sit arbejde til side (sådan går det selvfølgelig ikke, men for en tid lever han i håbet), en forbandelse, fordi han ikke bryder sig om at være i offentlighedens nyfigne søgelys.
Hamiltons død og genopstandelse
Det er højt spil, det svenske forsvar spiller med agenter som Hamilton og hans yngre kolleger. I den roman, der var tænkt som den sidste i serien, En borger hævet over enhver mistanke (1995), går det da også endelig galt for den efterhånden noget blakkede helt. Han får en livstidsdom, der ikke kan forældes, men med hjælp fra FBI kan han flygte og bosætte sig i Californien – med den betingelse, at han ikke kan forlade staten og ikke kan betræde europæisk territorium.
Guillou ønskede at lave en exit uden at være nødt til at slå sin hovedperson ihjel, for ikke at ende som Arthur Conan Doyle, der slog Sherlock Holmes ihjel og senere måtte genoplive ham med en forklaring om, at han slet ikke var død alligevel. Imidlertid genopstår Hamilton i romanen Madame Terror (2006), hvor han befinder sig på verdenshavene.
Hamilton og politikken
Hamilton er som sin forfatter kontroversiel, når det kommer til det politiske. En del af Hamiltons anseelige formue går til at støtte Palæstina i kampen mod Israel, også de væbnede bevægelser. Han har en voldsom mistro til politikere og systemer, som han paradoksalt nok via sit arbejde er med til at opretholde. Det er her, Hamilton er interessant som romanfigur. Han kan som den almindelige soldat ikke selv vælge hvilken side, han står på, statens fjende er hans fjende.
Han har måske nok et aldeles usædvanligt job, men han deler alligevel det almindelige menneskes pligtfølelse og loyalitet over for den institution og det samfund, han er en del af. Hans evne til at se hulheden i de politikere, han kommer i kontakt med, forhindrer ham ikke i at udføre sine ordrer, og det gør ham naturligvis til et splittet menneske. Selvom Hamilton i udpræget grad er gjort af heltemateriale, gør forfatteren opmærksom på, at man ikke uden omkostninger kan gøre et menneske til en dræbermaskine.
Kommentarer