Hvad mener du selv er det vigtigste tema i din nye roman, "Spin"?
For mig er bogens vigtigste tema virkeligheden - eller sandheden, om man vil.
Det, jeg gerne har villet skildre, er den frakobling fra virkeligheden, som jeg ser som en generel tendens overalt i det moderne samfund:
- når mennesker tager stilling til deres liv ud fra reklamebureauernes fantasiverden fremfor deres egne følelser indeni.
- når ministeriet vurderer politiske initiativer ud fra hvilke smarte buzzwords, de kan lanceres under, fremfor hvilken indvirkning (om nogen), de vil få på borgernes dagligdag.
- når journalister "vinkler historier", så der opstår de konflikter, der er nødvendige for at skabe en sensation
- når interesseorganisationer brandes som gummisko og tilrettelægger deres indsats ud fra det, som appellerer til befolkningens følelser snarere end de områder, hvor en indsats rent faktisk er påkrævet.
- når virksomheder begynder at vurdere deres ansatte på, om de lever op til virksomhedens "etiske værdisæt", snarere end om de passer deres arbejde.
Det, jeg ønsker med historien, er at vise, hvilke konsekvenser det kan få for demokratiet - og for den enkelte borger - hvis man giver totalt køb på virkeligheden/sandheden og tilrettelægger samfundsudviklingen ud fra, hvordan initiativer "tager sig ud", og hvilke følelser, de vækker i folk.
Du tager meget nutidige emner op i dine romaner - internettets, mediernes og reklamens magt. Hvad skyldes det?
Det skyldes nok især, at jeg skriver ud fra en personlig indignation - særligt omkring politiske emner. Jeg er ikke i så høj grad drevet af en trang til at lege - eller eksperimentere med sproget, men snarere ud fra en trang til at udtrykke min mening om de ting, der sker i samfundet. Det, jeg ønsker, er at vise læseren, hvad der faktisk foregår bag kulissen og via den gode historie at få læserne til at tage stilling til problemstillinger, som de ikke ville have orket at sætte sig ind i, hvis de havde mødt dem i et læserbrev eller en dagbladskronik.
Dermed kommer mine romaner også automatisk til at handle om de ting, der er centrale for samfundsdebatten netop nu. Og medierne og reklamebureauernes rolle i den offentlige debat er for mig et af de centrale temaer i øjeblikket. Et tema, som kan få mig op af stolen - og som dermed virker som drivkraft for min skriveproces.
Er der selvoplevede begivenheder bag dine bøger?
Både i min første roman, Mailstorm, og i Spin er selve plottet ren fiktion. Men flere af romanernes enkeltscener baseres på mine egne oplevelser - selvfølgelig i tilrettet form, så de passer ind i plottet.
F.eks. er stort set alle scener med journalistpraktikanten i Spin baseret på mine egne oplevelser med journalister og med de metoder, der anvendes, til at "skære virkeligheden til", så den passer ind i den vinkel, som journalisten på forhånd har lagt sig fast på.
Også den store tv-scene i slutningen af Spin er baseret på mine oplevelser med at deltage i debatprogrammer m.v. i dansk tv. Og så er mange af scenerne i romanens Vidensministerium naturligvis baseret på mine egne oplevelser som embedsmand i det daværende Forskningsministerium.
Din romandebut, "Mailstorm", var en thriller, mens du med "Spin" bevæger dig over i den samfundskritiske genre. Hvorfor har du skiftet genre? Og hvad kan "Spin", som en debatbog om samme emne ikke kan?
Problemet med krimi og thriller genren er, at de ofte "kalder på klichéerne".
Det sker f.eks., hvis du slår nogen ihjel - som man jo ofte gør i den type bøger for at skabe spænding og sætte handlingen i gang. For lige så snart du som forfatter står med liget i hånden (eller på gulvet eller hvor det nu end befinder sig), melder der sig en række problemer.
For det første bliver du ofte nødt til at sende en række "professionelle" på banen: kriminalassistenter, retsmedicinere osv. Personer, som man har mødt i så mange bøger og film, at det er meget vanskeligt at undgå stereotyperne: den hårdkogte kriminalassistent, den kyniske retsmediciner osv. Selvfølgelig kan det gøres godt - men det er faktisk svært. Klichekløften er dyb, og kanten er fedtet...
Derudover opstår det problem, at du ikke kan tillade at lade din hovedperson reagere naturligt på situationen. Hvis man som rigtigt menneske bliver vidne til et mord, bliver man jo voldsomt chokeret og skal have krisehjælp og bliver alt andet end handlekraftig. Den går jo ikke i en thriller. Vi kan ikke vente 5 kapitler, mens hovedpersonen går til psykolog. Hovedpersonen er nødt til at kridte skoene og gå i gang med at opklare mysteriet. Og dermed støder vi igen ind i en kliche: hverdagsmennesket, der pludselig bliver hårdkogt superhelt. En kliche, som jeg måske selv synes jeg var lige lovlig tæt ved at lande i med hovedpersonen i Mailstorm, som er forbavsende handlekraftig og snarrådig, når skurkene er i hælene på ham.
Dette var en af grundende til, at jeg i Spin gerne ville af med liget. Min tanke var, at bruge hverdagen og arbejdslivet som spændingsgenerator i stedet. Livet på arbejdspladsen kan jo være meget nervepirrende - særligt, hvis du som Herman i Spin er ved at blive fanget i noget forkert, der kan få dig fyret. Og i forhold til arbejdslivets udfordringer er det meget nemmere at lade personerne reagere realistisk. Hvad gør man, hvis man har begået en fejl, og chefen er ved at opdage det? Her er der ingen krisehjælp at hente - og ingen brug for retsmedicinere. Her er det moderne menneske på hjemmebane - og det kan sagtens blive spændende.
Derudover synes jeg, at satiren var det rigtige valg til at beskrive det tab af virkelighed og den manipulation med sandheden, som romanen skulle handle om. Meget af det, der foregår i ministerier og omegn er jo absurd teater på et meget højt niveau. Derfor havde jeg en klar fornemmelse af, at det kunne blive morsomt at beskrive livet i den verden.
Samtidig er den bedste måde form for kritik jo ofte humoren. Den alvorlige kritik kan være svær at acceptere for den, der bliver kritiseret - og reaktionen bliver ofte modstand og afvisning. Grinet er sværere at feje af banen - og kritik er måske også lettere at tage ind, hvis du kan grine lidt af dig selv.
Og dermed er vi også lidt inde på det, romanen kan, som debatbogen ikke kan. Nemlig at få problemstillingerne ind under huden på læseren. Dels fordi du med romanen har den gode historie som drivkraft. Og dels fordi du overlader det til læseren at formulere problemstillingerne og drage konklusionerne. I stedet for at læse en kronik om, hvordan "mediemanipulation sætter demokratiet ud af kraft og gøre den enkelte borger til forsvarsløs syndebuk", ser læseren Herman komme længere og længere ud i sumpen og konkluderer på egen hånd, at "det er de onde mediemanipulatorers skyld".
Hvilken bog ligger på dit natbord netop nu?
"Halvbroderen" af Lars Saabye Christensen. En helt fabelagtig god roman, som heldigvis kan nydes over 700 tætskrevne sider. Han fik Nordisk Råds litteraturpris for den i 2002, og det er absolut fortjent. Det er længe siden, jeg har læst noget, der i alle henseender er "så stort".
Samtidig er det en af den slags romaner, som kan få mig til at smide alle mine notater til den næste bog i skraldespanden og starte helt forfra. For det er jo sådan her, at det skal gøres. Alt under den standard er bare ligegyldige skriblerier.
Artikel
Spørgsmål til en 'Spindoktor'
Hvad mener du selv er det vigtigste tema i din nye roman, "Spin"?
For mig er bogens vigtigste tema virkeligheden - eller sandheden, om man vil.
Det, jeg gerne har villet skildre, er den frakobling fra virkeligheden, som jeg ser som en generel tendens overalt i det moderne samfund:
- når mennesker tager stilling til deres liv ud fra reklamebureauernes fantasiverden fremfor deres egne følelser indeni.
- når ministeriet vurderer politiske initiativer ud fra hvilke smarte buzzwords, de kan lanceres under, fremfor hvilken indvirkning (om nogen), de vil få på borgernes dagligdag.
- når journalister "vinkler historier", så der opstår de konflikter, der er nødvendige for at skabe en sensation
- når interesseorganisationer brandes som gummisko og tilrettelægger deres indsats ud fra det, som appellerer til befolkningens følelser snarere end de områder, hvor en indsats rent faktisk er påkrævet.
- når virksomheder begynder at vurdere deres ansatte på, om de lever op til virksomhedens "etiske værdisæt", snarere end om de passer deres arbejde.
Det, jeg ønsker med historien, er at vise, hvilke konsekvenser det kan få for demokratiet - og for den enkelte borger - hvis man giver totalt køb på virkeligheden/sandheden og tilrettelægger samfundsudviklingen ud fra, hvordan initiativer "tager sig ud", og hvilke følelser, de vækker i folk.
Du tager meget nutidige emner op i dine romaner - internettets, mediernes og reklamens magt. Hvad skyldes det?
Det skyldes nok især, at jeg skriver ud fra en personlig indignation - særligt omkring politiske emner. Jeg er ikke i så høj grad drevet af en trang til at lege - eller eksperimentere med sproget, men snarere ud fra en trang til at udtrykke min mening om de ting, der sker i samfundet. Det, jeg ønsker, er at vise læseren, hvad der faktisk foregår bag kulissen og via den gode historie at få læserne til at tage stilling til problemstillinger, som de ikke ville have orket at sætte sig ind i, hvis de havde mødt dem i et læserbrev eller en dagbladskronik.
Dermed kommer mine romaner også automatisk til at handle om de ting, der er centrale for samfundsdebatten netop nu. Og medierne og reklamebureauernes rolle i den offentlige debat er for mig et af de centrale temaer i øjeblikket. Et tema, som kan få mig op af stolen - og som dermed virker som drivkraft for min skriveproces.
Er der selvoplevede begivenheder bag dine bøger?
Både i min første roman, Mailstorm, og i Spin er selve plottet ren fiktion. Men flere af romanernes enkeltscener baseres på mine egne oplevelser - selvfølgelig i tilrettet form, så de passer ind i plottet.
F.eks. er stort set alle scener med journalistpraktikanten i Spin baseret på mine egne oplevelser med journalister og med de metoder, der anvendes, til at "skære virkeligheden til", så den passer ind i den vinkel, som journalisten på forhånd har lagt sig fast på.
Også den store tv-scene i slutningen af Spin er baseret på mine oplevelser med at deltage i debatprogrammer m.v. i dansk tv. Og så er mange af scenerne i romanens Vidensministerium naturligvis baseret på mine egne oplevelser som embedsmand i det daværende Forskningsministerium.
Din romandebut, "Mailstorm", var en thriller, mens du med "Spin" bevæger dig over i den samfundskritiske genre. Hvorfor har du skiftet genre? Og hvad kan "Spin", som en debatbog om samme emne ikke kan?
Problemet med krimi og thriller genren er, at de ofte "kalder på klichéerne".
Det sker f.eks., hvis du slår nogen ihjel - som man jo ofte gør i den type bøger for at skabe spænding og sætte handlingen i gang. For lige så snart du som forfatter står med liget i hånden (eller på gulvet eller hvor det nu end befinder sig), melder der sig en række problemer.
For det første bliver du ofte nødt til at sende en række "professionelle" på banen: kriminalassistenter, retsmedicinere osv. Personer, som man har mødt i så mange bøger og film, at det er meget vanskeligt at undgå stereotyperne: den hårdkogte kriminalassistent, den kyniske retsmediciner osv. Selvfølgelig kan det gøres godt - men det er faktisk svært. Klichekløften er dyb, og kanten er fedtet...
Derudover opstår det problem, at du ikke kan tillade at lade din hovedperson reagere naturligt på situationen. Hvis man som rigtigt menneske bliver vidne til et mord, bliver man jo voldsomt chokeret og skal have krisehjælp og bliver alt andet end handlekraftig. Den går jo ikke i en thriller. Vi kan ikke vente 5 kapitler, mens hovedpersonen går til psykolog. Hovedpersonen er nødt til at kridte skoene og gå i gang med at opklare mysteriet. Og dermed støder vi igen ind i en kliche: hverdagsmennesket, der pludselig bliver hårdkogt superhelt. En kliche, som jeg måske selv synes jeg var lige lovlig tæt ved at lande i med hovedpersonen i Mailstorm, som er forbavsende handlekraftig og snarrådig, når skurkene er i hælene på ham.
Dette var en af grundende til, at jeg i Spin gerne ville af med liget. Min tanke var, at bruge hverdagen og arbejdslivet som spændingsgenerator i stedet. Livet på arbejdspladsen kan jo være meget nervepirrende - særligt, hvis du som Herman i Spin er ved at blive fanget i noget forkert, der kan få dig fyret. Og i forhold til arbejdslivets udfordringer er det meget nemmere at lade personerne reagere realistisk. Hvad gør man, hvis man har begået en fejl, og chefen er ved at opdage det? Her er der ingen krisehjælp at hente - og ingen brug for retsmedicinere. Her er det moderne menneske på hjemmebane - og det kan sagtens blive spændende.
Derudover synes jeg, at satiren var det rigtige valg til at beskrive det tab af virkelighed og den manipulation med sandheden, som romanen skulle handle om. Meget af det, der foregår i ministerier og omegn er jo absurd teater på et meget højt niveau. Derfor havde jeg en klar fornemmelse af, at det kunne blive morsomt at beskrive livet i den verden.
Samtidig er den bedste måde form for kritik jo ofte humoren. Den alvorlige kritik kan være svær at acceptere for den, der bliver kritiseret - og reaktionen bliver ofte modstand og afvisning. Grinet er sværere at feje af banen - og kritik er måske også lettere at tage ind, hvis du kan grine lidt af dig selv.
Og dermed er vi også lidt inde på det, romanen kan, som debatbogen ikke kan. Nemlig at få problemstillingerne ind under huden på læseren. Dels fordi du med romanen har den gode historie som drivkraft. Og dels fordi du overlader det til læseren at formulere problemstillingerne og drage konklusionerne. I stedet for at læse en kronik om, hvordan "mediemanipulation sætter demokratiet ud af kraft og gøre den enkelte borger til forsvarsløs syndebuk", ser læseren Herman komme længere og længere ud i sumpen og konkluderer på egen hånd, at "det er de onde mediemanipulatorers skyld".
Hvilken bog ligger på dit natbord netop nu?
"Halvbroderen" af Lars Saabye Christensen. En helt fabelagtig god roman, som heldigvis kan nydes over 700 tætskrevne sider. Han fik Nordisk Råds litteraturpris for den i 2002, og det er absolut fortjent. Det er længe siden, jeg har læst noget, der i alle henseender er "så stort".
Samtidig er det en af den slags romaner, som kan få mig til at smide alle mine notater til den næste bog i skraldespanden og starte helt forfra. For det er jo sådan her, at det skal gøres. Alt under den standard er bare ligegyldige skriblerier.
Kommentarer