Der var stor glæde på Biblioteket Sønderborg, da Kulturminister Marianne Jelved offentliggjorde planerne for Danmark Læser-kampagnen: Endelig var der igen fokus på skønlitteratur.
Af Hanne Merete Sørensen, voksenbiblioteksleder og souschef, Biblioteket Sønderborg
Allerede inden Sønderborg vælges som læse-kommune, iværksættes et samarbejde med den lokale Radio Als om at tilbyde mulighed for aflytning af lydbogen Stemte s’er på radioens hjemmeside.
Når netop lokalradioen vælges som den første samarbejdspartner skyldes det, at en betragtelig andel af dens lyttere er ufaglærte arbejdere ansat på to store produktionsvirksomheder på Als. Og ufaglærte arbejdere er blandt det segment, der aldrig eller næsten aldrig læser skønlitteratur, viser tidligere undersøgelser…
Da vi bliver udvalgt som læse-kommune, fortsætter vi samarbejdet – nu om seks lydbøger samt litteraturprogrammer og interviews.
De seks lydbøger frikøber vi hos forlaget, der også producerer 1.000 ex. af hver lydbog i fast form samt 10.000 læseprøver med afsnit fra de seks romaner, vi vælger.
Produktionsvirksomhederne kontaktes med henblik på at måtte afspille lydbøgerne i miljøradioerne, men dette er ikke teknisk muligt – derimod må vi gerne stille fysiske lydbøger samt læseprøver til rådighed i personalerum og kantiner.
Men vi skal naturligvis nå længere ud end Radio Als lytterskare og de ansatte på de to produktionsvirksomheder. Vi kontakter yderligere 8 virksomheder, hvoraf syv er interesserede i vores tilbud.
Endvidere kontakter vi Sønderborg Produktionshøjskole, der laver syv Mega-bogskulpturer, der opstilles forskellige befærdede steder i bybilledet for at skabe opmærksomhed på kampagnen. Ligeledes beklædes en lang butiksfacade, der gennem længere tid har stået tom med information om Danmark Læser.
Og så går vi på gaden – til Markedsdage, Kulturnat, Høstmarked og på almindelige lørdage.
Synlige i postkasserøde jakker med tydelige Danmark Læser-rygmærker. Vi spørger folk om deres læsevaner – og især mangel på samme – og høster megen erfaring gennem spændende dialoger med læsere og ikke læsere.
Som tak for at måtte tage deres tid, forærer vi lydbøger og læseprøver væk til alle, der måtte være interesserede.
Den 2. marts modtager Danish Crown i Blans, som er en af de lokale virksomheder, vi samarbejder med, fint besøg, idet Kulturminister Marianne Jelved er nået til Sønderborg under sin Danmark Læser-turné.
Under frokosten opstår der en spændende dialog mellem ministeren og én af slagteriets ansatte. Han kan berette om en dårlig skolegang med mange nederlag pga. ordblindhed. MEN han kan også fortælle, at han er begyndt at lytte til lydbøger i bilen, da tilbuddet nu var der – og ganske gratis.
Til at dokumentere kampagnens effekt, har Biblioteket Sønderborg allieret sig med et professionelt analysefirma.
Ved start af kampagnen blev der ved hjælp af telefoninterviews og spørgeskamundersøgelser lavet en analyse af specielt Nordals’ beboeres læsevaner.
Samme undersøgelse er her ved kampagnens slutning gentaget – og resultatet er ganske opløftende: Godt og vel 50 % mener at Danmark Læser-kampagnen har tilført området positive resultater, når det gælder glæden ved skønlitteratur.
Kommentarer