Af cand.mag. Nanna Rørdam Knudsen
Da Karin Alvtegen (f. 1965) læste i den svenske nationalencyklopædi, at hun var en forfatter, der mest skrev om kvinder, besluttede hun sig til at skrive en bog med en mandlig hovedperson.
Hendes teori var, at mænd og kvinder har den samme drivkraft og lider under de samme rædsler. Den overbevisning blev til romanen Skygge, der er det foreløbige højdepunkt i Alvtegens forfatterskab. Hun debuterede i 1998 med romanen Skyld, som hun skrev efter at have været alvorligt syg med depression og panikangst efter sin brors død.
Den næste roman, Savnet, fik den nordiske krimipris, Glasnøglen i 2000, selv om Alvtegen ikke selv mente at skrive kriminalromaner. Det er ikke kun i Norden, Alvtegens psykologiske romaner har ramt plet. Hun er oversat til 25 sprog, og Savnet er filmatiseret af det engelske tv-selskab, der bl.a. er kendt for krimiserien Taggart.
Senest er Alvtegen blevet tildelt Det Danske Kriminalakademis store pris, Palle Rosenkrantz-prisen for Skygge. Den store appel, romanerne har over store dele af verden, kommer sandsynligvis af, at Alvtegens temaer ikke nødvendigvis er bundet op på nationalitet, men er drejer sig omkring universelle følelser og hændelser, der kan ramme alle, uanset baggrund, social status og nationalitet.
Det udsatte barn
Titlerne på Alvtegens bøger er kendetegnende for hendes temaer: Skam og Skyld er følelser, der ikke tales meget om i et moderne menneskes liv, men hos Alvtegen er det følelser, der flyder lige under overfladen hos de fleste. Benægtelsen af disse følelser gør Alvtegens romaner til det, Politikens anmelder Bo Tao Michaëlis har kaldt ”protestantiske kriminalromaner med en eksistentiel tematik”.
I romanen Skam var det selve følelsen skam, hun ønskede at udforske, fordi det er en følelse eller tilstand, der findes i alle kulturer til alle tider. Men hvor kommer skammen fra? Hvad udløser den? Og er der én bestemt ting, der er forbundet med skam for alle mennesker?
Ensomhed og angst
Som skildrer af det moderne menneskes ensomhed og angst er Alvtegen uovertruffet. Hendes indtil videre fem romaner er alle psykologiske thrillers, som beskriver mennesker, der pludselig finder sig selv i situationer, der er uden for deres kontrol.
Det gælder f.eks. i romanen Bedrag (der på svensk hedder Svek og dermed starter med ”s”, ligesom Alvtegens andre romaner), hvor en relativt banal sag om utroskab bliver til livsfarligt bedrag og endda mord.
Selv siger forfatteren, at hun skriver om udsatte børn, der er blevet voksne. Hendes personer er ofte psykologisk skadede, men trods alt relativt velfungerende – indtil en hændelse eller en tilfældighed sætter gang i en katastrofe. I den prisbelønnede Savnet er det den hjemløse Sibylla, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Hun er blevet set i selskab med en mand, der kort efter deres møde bliver myrdet, og inden længe er hun Sveriges mest jagede person, udråbt på alle forsider som psykopat og morder. Den skrøbelige balance, hun har opnået i sit liv, destrueres totalt – ved et bittert tilfælde.
Skygge
Skygge er delvist inspireret af Alvtegens grandtante, Astrid Lindgren. ”Astrid var en unik forfatter, men også et unikt menneske. Hun er og bliver et stort menneskeligt forbillede for mig,” fortæller Alvtegen på sin hjemmeside, www.karinalvtegen.com.”
Det er netop ideen i romanen: familien til en nobelpristagende forfatter lever af den nu gamle, affældige mand og ikke mindst af historierne om ham. Hans søn holder foredrag om sin far og hans forfatterskab, lever højt på sine succeser, alt imens hans privatliv ligger i ruiner. Hans ægteskab er dødt, hans forhold til datteren er nærmest ikke-eksisterende, og han føler sig fanget i sin fars skygge. Tilmed er hans far ikke det menneske, han altid har været fremstillet som, og inden længe er Jan-Erik Ragnerfeldt, som sønnen hedder, fanget i en nedadgående spiral, der truer med at lægge hans liv øde.
”Vi som havde det held at kende hende ved, at hun var præcis så fantastisk, som rygtet siger. Tanken slog mig pludselig, at tænk hvis det var
modsat ".
I en kultur, hvor det at være kendt værdsættes af stort set alle i ekstrem grad, og hvor medierne sætter dagsordenen for, hvem der er elsket og hvem der er hadet, er det en kamp for Ragnerfeldt at opretholde det glansbillede af faderen, som han og hans familie er afhængige af. Hans fars liv – og ikke mindst hans status som nationalhelt – æder hans eget liv fuldstændig op. De destruktive hemmeligheder går i arv, og ødelægger på den måde flere generationer af familien.
Sammenligninger
Romanen er bl.a. blevet sammenlignet med bøger af den engelske forfatter Barbara Vine (pseudonym for Ruth Rendell), og hvis Alvtegen fortsat bliver stærkere og stærkere i sit forfatterskab, som det har været tilfældet hidtil, er det ikke umuligt, at hun vil nå en position, der er ligeså stor som Vines. Så må man bare håbe for Alvtegens familie, at hun ikke har grumme hemmeligheder fejet ind under gulvtæppet….
PS. Mød Karin Alvtegen på Krimimessen i Horsens i april.
Karin Alvtegen, hvis psykothrillere har en stor fanskare i Danmark får akademiets store pris, Palle Rosenkrantz-prisen, for romanen Skygge. Den gives til den bedste spændingsroman udgivet på dansk i 2007 og er på 7.500 kr.
Kommentarer