Siri Hustvedt til Authors in Aarhus

Seancen blev ledet af professor, Andreas Roepstorff som, i tråd med Hustvedts videnskabelige passioner, har forsket tværvidenskabeligt i menneskelig kultur og biologi.

 

Uden omsvøb fik Roepstorff åbnet for ballet med spørgsmålet: “Hvordan kan litteratur hjælpe os med at forstå verden?” –Værsgo at svare Hustvedt. Og det gjorde hun, godt endda. Svarene var mange, men de to formåede at fastholde det indledende spørgsmålet som aftenens overordnede tema.

 

I følgende indlæg vil jeg forsøge at gengive nogle af de mest interessante udsagn, jeg tog med mig fra aftenen, og jeg kan ærligt sige, at jeg ramte Odense ved 23-tiden i en tilstand af ren eufori. Euforien udsprang naturligvis først og fremmest af mødet med en stor rollemodel, men også af, at jeg savner at studere. Og med udgangspunkt i en akademisk forfatter som bliver interviewet af en professor på et universitet, kan det ikke undgås, at aftenen får en sød duft af forelæsning og universitetsliv.

 

Hustvedt lagde ud med at fortælle, at alle mennesker har en indre fortæller. Det er ikke nødvendigvis store fortællinger, der udspilles i vores indre, men bare den lille stemme, der hjælper os med at forstå verden, for eksempel ved at sortere folk i kasser. Når vi læser, åbnes en verden, som ikke nødvendigvis ligner vores, og når det sker, erstattes læserens egen indre fortæller med bogens fortæller. Af samme årsag argumenterede Hustvedt for, at det er vigtigt, at læseren indimellem vælger den litteratur som ligger langt fra dennes egen hverdag, fordi det kan udfordre et ofte fastgroet livs- og verdenssyn. Hun tilføjede yderligere, at det kan være interessant tyve år efter at genlæse en bog, man for eksempel stiftede bekendtskab med som 18-årig, fordi det så ofte vil være en helt anden historie, man læser. Om det sagde hun:

 

“When I read, what do I bring to the text?”

 

Hendes interesse for perception blev således mulig at identificere allerede i den indledningsvise samtale.

 

En anden måde litteratur kan hjælpe os med at forstå verden på er, ifølge Hustvedt, at litteratur, en specifik bog eller et særligt citat, kan være vejen til erkendelse. Forfatteren oplever selv, at en bog kan være åbningen til en erkendelse, som hun ikke mener havde været mulig uden. Sådan har jeg det også, og når det lykkes, kan jeg næsten ikke undgå at elske bogen, og så er det egentlig mindre væsentligt, om selve historien var altopslugende eller karaktererne identificerbare.

En anden erkendelse, som Hustvedts dobbelte rolle som både forfatter og læser har medført er, når hun indimellem genlæser en bog og opdager, at hun ubevidst er blevet inspireret af den, om hvilket hun sagde:

 

“Did I steal it? –No, but I definitely found the source.”

 

Hun tilføjede yderligere, at kunst, uanset om vi taler litteratur, malerier, skulpturer eller noget fjerde, er som collager. Vi er ikke renvaskede, blanke tavler og verden er ikke ny og uberørt, så alt, hvad vi beskæftiger os med er en overbygning eller tilføjelse til det, der allerede er – et lag af collager.

 

Det kunne selvfølgelig ikke undgås at ordet autobiografi (selvbiografi) kom op. Hustvedt problematiserede det velkendte faktum, at hver gang en kvindelig forfatter bruger bidder af sig selv eller egne erfaringer i sine tekster, bliver hun beskyldt for at være en selvcentreret navlepiller, hvilket sjældent bliver sagt om mandlige forfatteres tekster. Hun er bevidst om, at den kritik eller de spørgsmål, der har været rejst om, hvorvidt lige netop hendes værker er selvbiografiske, opstår fordi hun som oftest skriver i første person ental, et sprogligt greb, som hun nægter at gå på kompromis med, fordi hun gennem jeg’et føler, at hun kommunikerer med sin læser. Hun tilføjede endvidere, at hun altid har undret sig over, at der aldrig er plads til jeg’et i akademiske tekster. Hun forstår ikke behovet for distance mellem forfatter og tekst – heller ikke i den akademiske verden.

Samtidig understregede hun, at ingen (god) forfatter kan skrive et værk uden at bruge sig selv, for så ville værket være dødt, det ville ikke røre nogen. Hun tilføjer dog, at selv i en bog som Kvinden der rystede eller historien om mine nerver, som rent faktisk tager udgangspunkt i Hustvedt selv som jeg’et, kun rummer ti procent Hustvedt og derfor består de resterende 90 procent af alt muligt andet (Freud, Kierkegaard, neurovidenskab mm.). I relation hertil fortalte hun, at hun er træt af at blive fremhævet som kvindelig forfatter, fremfor blot forfatter, om det sagde hun:

 

“I feel like I’ve earned my stripes”

 

Det kan der selvfølgelig ikke være tvivl om, at hun har, og jeg måtte selv sidde og gemme mig lidt, fordi jeg netop gør ekstra ud af at fremhæve, når de kraftfulde passager og geniale værker er skrevet af en kvinde. Hvis jeg havde haft mulighed for det, skulle jeg da også gerne forklare, at jeg (desværre) finder det nødvendigt at tydeliggøre, når store værker er skrevet af en kvinde, fordi kvindelige forfattere netop stadig ikke får den anerkendelse, de fortjener, som for eksempel bare det, at blive læst af mænd. Hustvedt selv påpeger faktisk også det triste faktum, at kun et fåtal af mænd har læst Sommerenuden mænd (jeg kan stolt afsløre, at min bror er på listen!), hvilket hun forklarer med, at mænd ikke er interesseret i at læse en bog uden en mandlig karakter, de kan identificere sig med, og så selvfølgelig også, at de kun sjældent læser bøger af kvindelige forfattere (der findes utallige interessante artikler om køn i litteratur, tjek eksempelvis den og den og den).  At mænd ikke læser kvindelige forfattere er naturligvis en grov generalisering, men ikke desto mindre kan undersøgelser bekræfte, at det altså er det, der oftest er tilfældet. Kvinder læser derimod bøger skrevet af begge køn og også med begge køn som hovedpersoner.

 

Hustvedt undrer sig over mænd, der har modstand over for at læse bøger af kvindelige forfattere. Hun beskriver, at en god forfatter må være som en skuespiller, der i sine værker formår at spille alle roller, både mandlige og kvindelige. Hun beskriver tilblivelsen af en karakter som en proces, hvor hun bliver ét med sin karakter. Om det siger hun:

 

“I embody the character”

 

[…]

 

“I like becoming others. I like that play, I like that dance.”

 

Hun beskriver endvidere, hvordan hun kan mærke karakteren i sit inderste også selvom dennes livssyn eller forståelse af verden ligger langt fra hendes eget. Som læser af mange af hendes bøger, kan jeg bekræfte, at hun lykkes med sit skuespil, og jeg har ligefrem udviklet had til visse karakterer i hendes bøger – bl.a. en kunstkritiker i Den flammende verden. Jeg tror heller ikke, at nogen vil være uenig med mig i, at hun mestrede den mandlige hovedrolle i Det jeg elskede.

 

Hun påtager sig sit ansvar som forfatter, som efter hendes mening kræver, at hun legemliggør sine karakterer, men hun stiller også krav til læseren. Hun fortæller, at hun år tilbage blev citeret for – og tilføjer at dette citat er hendes mand, Paul Austers, favoritcitat – at sige:

 

“Art is like sex. If you don’t relax, you won’t enjoy it.”

 

På det tidspunkt blev det sagt lidt i sjov, men efterfølgende har hun spekuleret meget over den sandhed, hun finder i det. Læseren er nødt til at gå til litteraturen med et åbent sind, der er klar til at modtage. Hvis læseren allerede forinden læsningen har besluttet, hvilken bog hun har med at gøre, så vil hun ikke være modtagelig over for det, den har at byde på, som ligger ud over det, hun forventede.

 

Der kan næppe være tvivl om Hustvedts holdning til USA’s nye præsident, men spørgsmålet om hendes ståsted og tanker om valget kom alligevel op, og hun var rimelig klar i mælet, da hun både erklærede, at:

 

“I’d like to fly him out of the world”

 

[…]

 

“With Trump, the revenge fantasy is really strong”

 

Hun beskrev, at for hende var det ikke så meget overraskelsen over, at sådanne mennesker (som Trump) eksisterer, men snarere var overraskelsen, at så mange mennesker kunne sympatisere med hans holdninger. Om det sagde hun:

 

 

“We’ve all seen these horrible men in bars, we know they exist. What’s horrible is that millions of people voted for him.”

 

Hun tilføjede dog, at det væsentlige nu er, at rejse spørgsmålet om, hvilke tilstande, der medførte, at man lader et sådant menneske få titlen som verdens mest magtfulde mand, og sagde:

 

“We have to ask ourselves; ‘what is this about?’ and not turn the Trump voter into evil human beings.”

 

Hun har været meget vred og beskriver vrede som en produktiv og kraftfuld følelse, men afslutter alligevel med at erklære, at der selvfølgelig er håb. Der kan læses mere om forfatterens holdning til præsidentvalget her.

 

-----------------

Efter den spændende snak mellem Hustvedt og Roepstorff var det tid til signering, og jeg spænede ud i kø. Jeg havde medbragt otte bøger, og sagde til Hustvedt, at jeg altså sagtens kunne prioritere (jeg havde naturligvis lavet en prioriteret rækkefølge hjemmefra), hvis det var for meget. Det skulle dog vise sig at være en smart beslutning fra min side, for med otte bøger til signering, blev der en god rum tid til snak. Hun sagde, at når jeg havde slæbt så mange med, skulle de da også signeres, og så tilføjede hun i øvrigt, at hun var smigret over de mange post-its, de var fyldt med. Jeg fortalte, at hendes bøger vrimlede med kraftfulde citater, som jeg ofte noterede til efterrefleksion, og at et af dem faktisk indgik i mit speciale. Så spurgte hun, om jeg havde læst litteraturvidenskab. Det har jeg jo ikke, og da jeg fortalte, at mit speciale overhovedet ikke havde et litterært afsæt, men var en kulturanalytisk undersøgelse af moderrollen, fik vi en (meget kort) snak om, hvordan moderrollen opfattes og repræsenteres offentligt. 

Som det lange indlæg formentlig afslører, var det en fantastisk aften fyldt med guldkorn til den Hustvedt-elskende læser.

Tak til Authors in Aarhus for at have sponsoreret billetter til mig og min bedre halvdel, som nød en hyggelig aften i Aarhus (og fortsatte debatten om mænd der ikke læser kvindelige forfattere hele vejen hjem til Odense).