Hvem der bliver årets prismodtager af DR Romanprisen afsløres først den 3. juni, men fire romaner ud af de oprindelige seks kandidater er nu kommet et skridt tættere på.
De fire bøger, der stadig er med i opløbet om at blive årets vinder, er Jonas T. Bengtsson 'Et eventyr', Erik Valeur 'Det syvende barn', Henrik Andersen 'Beskyttelseszonen' og Lisbeth Brun 'Det du mister'.
De to bøger, som ikke gik videre, er Lone Hørslev 'Sorg og Camping' og Trisse Gejl 'Siden blev det for pænt'.
De fire semifinalister er valgt af knap 50 læseklubber, der siden december har mødtes en gang om måneden på biblioteker landet over og debatteret de nominerede bøger.
I Litteratursidens online læseklubber har der desuden været livlige debatter af alle bøgerne oftest med deltagelse af forfatterne, så det har været muligt at gå i dialog og måske få svar på nogle af sine spørgsmål.
Den endelige vinder af prisen afgøres af en jury bestående af fem medlemmer fra læseklubberne. På baggrund af de fire semifinale-bøger diskuterer juryen sig frem til de to bøger, der skal dyste i finalen, og herefter står den endelige debat om de to finalebøger.
Vinderen af DR Romanprisen afsløres i Café Hack på P4 den 3. juni.
Kommentarer