Læs interviewet med Anne Linnet, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 med 'Testamentet'. Interviewet har været bragt i Berlingske.
I »Testamentet«, der er indstillet til Læsernes bogpris, fortæller Anne Linnet åbenhjertigt om tab, seksualitetens energi og koblingen mellem det levede liv og det kunstneriske udtryk.
Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske onsdag d. 27. 2. 2013
Anne Linnet udgav sin første erindringsbog, »Hvor kommer drømmene fra?« om barndommen og ungdommen, da hun var 46. I efteråret fulgte den i dag 59-årige sanger og sangskriver så op med »Testamentet«.
»Hvis jeg skrev helt almindelige erindringer, hvor man begynder ét sted og fortæller kronologisk frem mod et andet, så var det måske lidt tidligt, jeg er gået i gang. Så havde det måske været godt at være længere henne i livet,« siger Anne Linnet, da vi mødes på en restaurant på Christianshavn, ikke langt fra hendes hjem i en restaureret flådebygning på Holmen.
Men »Testamentet« er netop ikke helt almindelig. Den begynder i fremtiden, nærmere bestemt i år 2033. Alene det er bemærkelsesværdigt for en erindringsbog. Men den fiktive ramme, hvor hendes barnebarn på sin 18 års fødselsdag arver tre dagbøger fra sin farmor, er ikke det eneste, der får Anne Linnets erindringer til at skille sig ud fra mængden. Også selve historien, hendes minder fra årene 1972 til 1985, har vakt opsigt. Der er nemlig temmelig meget fokus på det, Anne Linnet kalder det seksuelle aspekt: Affærer, forhold og fantasier med navngivne, ofte kendte kvinder og mænd som medspillere.
»Det skal man ikke vente med at skrive om, til man er 70 eller 80 år,« konstaterer Anne Linnet:
»Det er vigtigt, at man har den nerve tæt inde på livet. Seksualiteten er et altoverskygende brændstof for de fleste kunstnere i den periode af deres liv. Det er det i øvrigt også for andre mennesker. Det fylder meget, og er med til at forme os; hvilke mennesker, vi synes, er interessante, hvem vi bliver tiltrukket af, og hvad vi har lyst til. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan skrive en bog om et menneskes liv fra 20-års alderen, til man er 35, hvor man let og elegant springer over det element. Så skal man hellere lade være at skrive noget, synes jeg.«
De åbenhjertige beskrivelser førte til en heftig debat i begyndelsen af november, da bogen udkom.
»Jeg havde måske ikke ventet, at det blev så voldsomt. Det fyldte nærmest så meget, at det lille valg, man havde i USA måtte vente nogle dage. Set i det lys synes jeg nok, det var en lidt voldsom eksponering af min bog. På den anden side er det jo fint nok. Men for mig handler den bog også om noget helt andet.«
For under de mange kuriøse eskapader ligger en større fortælling om tab.
»Bogen handler om, hvad der sker, når man mister nogen, man elsker og holder af, så meget at de virkelig har været en del af en selv, så meget, at en del af en selv dør, når de er væk. For mig er det dels tabet af min far, men også tabet af ægteskabet med Holger Laumann, som jeg elskede højt. Og så er der tabet af min barndommens gade,« siger Anne Linnet og forklarer, at hun flyttede fra Aarhus til København med sine dengang to børn, da hun blev skilt.
»Jeg måtte forlade venner og en tryg og dejlig hverdag og starte op som enlig forsørger, starte et nyt liv simpelthen.«
»Det betød også, at lydbilledet i mit hoved ændrede sig radikalt,« siger hun om tiden, hvor bandet Marquis de Sade opstod, og hvor den pæne lyd blev skiftet ud med en mere hård og upoleret. »Det har også været en vigtig grund for mig til at skrive den her bog. Jeg oplever, hvor tæt forbundet det levede liv er med det, jeg som kunstner formår at skabe. De indtryk, jeg får, bearbejder jeg, og så kommer det ud i musikken.«
Derfor er en del sangtekster med i »Testamentet«. Det at skrive bogen har bragt Anne Linnet tilbage til nogle af de følelser, hun havde, da hun skrev sangene.
»Min musik er jo den rene kunstart, og folk forstår ikke nødvendigvis koblingen til mit eget liv. Det, synes jeg, er vidunderligt, for det betyder, at sangene får deres eget liv. Men når man skriver en bog af denne her type, sætter man sig ned og finder fokus i nogle bestemte perioder i sit liv. Alle skabende kunstnere er følelsesmennesker, og det er i høj grad den følelse, jeg har været i stand til at sætte mig i, der gør at jeg kan huske en masse ting. Når jeg har ro til at tænke en bestemt dag igennem, får jeg ligesom den følelse i kroppen, og så trigger det rigtig mange ting; samtaler og alt muligt, det er utroligt hvad der ligger gemt.«
»Jeg tror, det er det samme, som musikken er i stand til,« konkluderer hun.
Det at forklare om baggrunden for sangene, reducerer ikke kunsten, mener Anne Linnet.
»Slet ikke. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det er sådan, at en sang altid kan tolkes frit. Lytteren relaterer altid til sig selv. Sådan skal det være. Men jeg kan mærke nu, at der er rigtig mange, der er glade for at vide, hvad sangene udsprang af. Selv om de har deres helt egen oplevelse af en sang, kan det være rart at vide, hvordan den hang sammen med mit liv.«
Faktisk skrev Anne Linnet »Testamentet« for en del år siden, men har ventet med at udgive den.
»Jeg adopterede mine børn Maria og Peter og hentede dem hjem i 2001, og dengang begyndte jeg at skrive på bogen. Jeg skrev på den i nogle år, da jeg var meget hjemme og ikke kunne tage ud at spille, fordi jeg skulle have det med familien op at køre. Når børnene sov, enten malede jeg eller skrev på bogen. Derefter lod jeg den ligge nogle år. Jeg tænkte: Det er ikke nu. Børnene er små og den slags, men jeg vidste, at jeg måske en dag ville sætte noget tid af til at redigere det.«
Men hvorfor så udgive den nu?
»Jeg synes, at mine børn nu har alderen til, at man kan snakke med dem om det, så der ikke er noget, der bliver for ubehageligt. Der er jo hensyn at tage. Der er også hensyn til andre mennesker. Der synes jeg virkelig, at jeg har gjort mig umage for, at der ikke er nogen, der bliver kede af det på den måde, jeg skriver om dem på.«
Hvordan har du gjort det?
»Jeg har nok en meget positiv tilgang til livet, og de mennesker, der bliver nævnt i bogen, er alle sammen nogen, der følelsesmæssigt har betydet noget for mig. Det er mennesker, jeg har været glad for, jeg har mødt på min vej. Derfor har jeg naturligvis skrevet ordentligt om dem.«
Anne Linnets nære har da også, ifølge hende selv, taget godt imod bogen.
»Nogle har sagt: Jamen, det er din version, det er det, du har oplevet. Det er helt fint. De har måske selv siddet med en anden oplevelse af det. Men sådan er det jo – vi mennesker oplever forskelligt. En del har fået lov at læse noget af det inden og haft det okay med det. Skal man dokumentere sin samtid, skal man dokumentere sit liv, så kan det ikke nytte noget, at man skøjter let og elegant hen over de ting, der virkelig har betydet noget for en.«
Der er da også en eller flere erindringsbøger på vej fra Anne Linnet.
»I mit hoved er den næste bog ved at tage form, men jeg skal nok lige have et år eller tre til at skrive og bearbejde den.
Kommentarer