Bag det lidt kryptiske navn, DR Testklubben, gemmer der sig et forum, der i løbet af årets første seks måneder diskuterer en perlerække af nyere og aktuelle bøger.
Her er plads til lidt af hvert. Vi satser gerne og elsker debutanterne, de lidt oversete, de skæve og de eksperimenterende. Men også de rigtig, rigtig gode, som vi synes fortjener lidt mere opmærksomhed. Og i forhold til det, rummer denne sæson (som vi er meget glade for) det hele.
I januar kom vi således rigtig godt fra start med debutanten Teju Coles storbyblues ”Åben by”. New York Times er gået så langt som at kalde ham en ”ny stjerne på forfatterhimlen”, og jeg var ikke sen til at følge trop og lade roserne strømme ned over bogen. Selvom bogen var til debat i januar, kan du sagtens nå at give dit besyv med, jeg vil nyde at fortsætte dialogen omkring denne bog. Beth Høst, der har anmeldt bogen her på litteratursiden, kalder den ”Fortryllende og fascinerende”. Læs hele anmeldelsen af bogen her: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/aaben-by-af-teju-cole
Netop nu kan du også deltage i februars debat om svenske Sara Stridsbergs mesterlige og fuldstændig uafrystelige ”Beckomberga”, der er en lang, uigengældt kærlighedserklæring til hendes far, der i lange perioder var indlagt på det psykiatriske hospital Beckomberga. Stridsberg fik i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for ”Drømmefakultetet”. En utroligt spændende forfatter, der har sin helt egen og meget unikke stemme i nordisk litteratur.
I marts tager vi fat på en Kjell Westös ”Luftspejling 38”, for hvilken han modtog Nordisk Råds Litteraturpris sidste år. Indtil da har han levet et relativt stille liv som forfatter, på trods af at hans to andre oversatte bøger ”Lang” og ”Faren ved at være en Skrake” er nogle umanerligt fine læseoplevelser. Han er en fremragende forfatter, og fortjener i den grad at komme frem i lyset. En god fjerdedel inde i ”Luftspejling 38” kan jeg også kun konstatere, at han er i topform, det er indtil videre en fængslende og utrolig velskrevet bog, der giver mindelser om Oksanens ”Renselse”. Pernille Lisbo, der har anmeldt bogen for litteratursiden er også begejstret, læs anmeldelsen her: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/luftspejling-38-af-kjell-westoe
Glæd dig til bogen og debatten.
I april måned tager vi fat på James McBrides ”Skaberfuglen”. I USA er James McBride bestsellerforfatter, og flere af hans bøger er filmatiserede. ”Skaberfuglen” er også undervejs som film. Alligevel er han så godt som ukendt i Danmark, og kun et par af hans bøger er oversat til dansk. Lur mig om vi ikke kommer til at se meget mere til ham herhjemme i løbet af de næste par år… Læs litteratursidens anmeldelse af bogen her: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/charmerende-gakket-historisk-roman
Maj måned byder på endnu en amerikansk bestsellerforfatter, nemlig George Saunders, der med ”Tiende december” udkommer på dansk for første gang. ”Tiende december” er en novellesamling af de mere eksperimenterende af slagsen, den blander humor, horror, science fiction og almindelig hverdagsrealisme – jeg kan næsten ikke vente med at læse den! Læs også hvad Thomas Behrmann, der har anmeldt novellesamlingen her på litteratursiden, synes om bogen: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/tiende-december-af-george-saunders
Vi lukker og slukker for i år med en dansk debutant, Emma Elisabeth Nielsen, hvis første roman ”Den med Richard Lange” udkommer i marts måned. Det er en barndomsskildring om drengen Eigil, der bor i verdens mindste by sammen med sin mor og storebror. På søndag vil hun være at finde på Vallekilde litt.talk, hvor hun læser op af sin bog.
Vi er rigtig glade for de titler, der er kommet med i denne sæson. Jeg glæder mig meget til at høre jeres mening om de bøger, vi har valgt, så vi kan få nogle spændende og berigende debatter om disse fantastiske bøger.
Ditte Krogh, vært for DR Testklubben
Kommentarer