Science fiction er en vildtvoksende genre i konstant forandring, også på dansk. Få en gennemgang af genrens historie, udvikling og mest markante værker.
Skrevet af Janus Bjarke Andersen, bibliotekar og redaktør af både blogs og fanmagasiner om science fiction.
Hvad er science fiction? ”Triviallitteratur om rumskibe og robotter,” vil mange sige, når man spørger, hvad science fiction egentlig er. ”Og sikkert også ting, der springer i luften.”
Det svar vil til gengæld få en science fiction-læser til at sukke dybt – og eventuelt lire en række kendte og værdsatte forfattere af, såsom: George Orwell, Margaret Atwood, Michael Chabon og Philip Roth, som netop modbeviser ovenstående fordomme. Men hvad har de tilfælles med de navne, folk som regel associerer med science fiction, som Isaac Asimov, Arthur C. Clarke og Frank Herbert? De første bliver betragtet som seriøse forfattere, mens de sidste navne ofte placeres lidt længere nede ad den litterære rangstige.
For at finde ud af, hvad der binder dem sammen, må vi først forsøge at afgrænse, hvad der egentlig er science fiction.
Science fiction er en del af den fantastiske litteratur. Fantastisk betyder i denne sammenhæng ikke, at det nødvendigvis er god litteratur, men blot, at det bryder med den virkelighed, vi kan se udenfor vore vinduer. Det kendetegnende for lige præcis denne genre er måden, den bryder med virkeligheden på - den forsøger nemlig at overholde reglerne.
Det betyder ikke, at vi kan forvente en invasion fra rummet, hvornår det skal være, men blot at science fiction i sin reneste form siger: Det er teoretisk muligt, at der findes liv et andet sted i universet (eller at det bliver teknisk muligt at teleportere eller skabe kunstig ingelligens, for nu blot at nævne et par muligheder) og hvilke historier kan vi fortælle med det?
Den science/videnskab, der er i science fiction, er altså snarere rationalitet, end det er videnskab. Selvfølgelig er der megen science fiction, som gerne forfalder til videnskabsdiskussioner, men i grunden er det tanken, at man holder sig til de regler (videnskab), vi kender - og så leger man med, hvad der kan lade sig gøre inden for de afgrænsninger.
Tidlig science fiction
Det er besnærende, når man kigger på en genre som science fiction, at lede efter en stamfader, som Darwin ledte efter en fælles oprindelse for livet på jorden, en art litterær kernepunkt, hvorfra al science fiction udspringer. Det er selvsagt også meget svært at blive enige om, hvad det i så fald skal være.
Nogle vil pege helt tilbage på Platon og samtidens utopier og argumentere for, at de ekstrapolerer en art samfundsvidenskab, mens andre placerer hædersposten hos Mary Shelley, der med ”Frankenstein” for første gang decideret involverede videnskab i sin fiktion – og foreslog, at den måske ville kunne skabe liv. Det ville i al fald være en imponerende forfader, for de fleste har nok stiftet bekendtskab med Shelleys monster på et eller andet tidspunkt – og det viser også, hvordan genren ofte og gerne kan flyde sammen med andre genrer, såsom horror.
Lidt længere fremme i tiden – og lige så udsatte for mærkaten ”science fictions fader” – finder vi folk som Jules Verne og H.G. Wells. Her bliver det i al fald tydeligt, at der er tale om en form for science fiction, for begge forfattere skriver med en bevidsthed om, at de beskæftiger sig med noget andet end den almindelige litteratur, også selv om de for så vidt skriver to forskellige typer science fiction. Verne, der er kendt for bøger som Rejsen til Jordens indre og En verdensomsejling under havet, foregreb den mere eventyrprægede del af genren, hvor fokus er på rejsen og det uopdagede, mens Wells – med titler som Tidsmaskinen og Klodernes kamp for nu blot at nævne to – lagde grunden til den mere ekstrapolerende type, den form for science fiction, som spørger: ”Hvad nu hvis… dette kunne lade sig gøre?”.
Moderne science fiction
Men uanset hvor man ønsker at placere genrens fader, var det dog først i 1926, at den fik sit navn – eller rettere, at den blev døbt: scientifiction.
Det skete i det første nummer af Amazing Stories af redaktøren Hugo Gernsback, der i høj grad var med til at gøre genrens udøvere selvbevidste om, hvad de skrev og gøre det til en type litteratur, som den dag i dag ofte udøves i novelleformen. Senere lagde han navn til en af de ypperste priser, der uddeles inden for genren, men navnet scientifiction måtte han dog opgive.
Gernsback genbrugte mange af de gamle forfattere og definerede mange af genrens grænser, men gjorde den samtidig meget amerikansk. Mellemkrigstidens publikum krævede lettilgængelig og opløftende læsning, og siden har science fiction måttet kæmpe med mærkaten triviallitteratur. Den ghetto, Gernsback på sin vis opbyggede, dannede et godt vækstgrundlag, men afgrænsede naturligvis også genrens potentiale og forsøgene på at skrive en særegen litteratur, men stadig blive anerkendt som netop litteratur er stadig gældende i dag. Det beskrives bedst med litteraten Kingsley Amis’ ord fra 50erne:
SF's NO GOOD!
They bellow 'til we're deaf
But =this= is good
Well, then, it's not SF!
Men alt andet lige var gernsbacks tid en gylden tid for science fiction. Den næste af slagsen blev indvarslet med en anden redaktør, nemlig John W. Campbell, som stod for en stor del af tidsskriftsmarkedet under og efter anden verdenskrig.
Campbell gjorde ikke meget for genrens behov for at blive opfattet som litteratur, men han bragte dog fokus lidt væk fra det tjubang, der tidligere havde været så allestedsnærværende. I stedet skulle der fokuseres på menneskene og på realismen – forstået på den måde, at når forfatterne brød med den virkelighed, de kunne se udenfor vinduerne, skulle det gøres med basis i, hvad der kunne lade sig gøre.
Det betød bl.a., at Campbell i 1944 fik besøg af FBI, som gerne ville vide, hvordan han kunne udgive en historie, der så grundigt fremlagde princippet bag den endnu ikke eksisterende atombombe. Var Campbell eller forfatteren Cleve Cartmill monstro spion? Nej, bare i stand til at læse den eksisterende litteratur og ekstrapolere fra den.
I årene med Gernsback og Campbell ved roret knopskød science fiction med utallige undergenrer og temaer, såsom 'space opera' (historier skrevet med den helt store pensel, som gerne omhandlede galaktiske imperier og sprang hele kloder i luften uden at blinke – en klassisk space opera er Isaac Asimovs Stiftelsen-serie), 'alternate history' (som også kaldes kontrafaktisk historieskrivning og kendes fra titler som Michael Chabons Det jiddische politiforbund og Philip Roths Komplottet mod Amerika) og især det, der nok er blevet genrens ideologiske kerne: den hårde science fiction, hvor kravet om videnskabelig redelighed holdes meget højt (genren kan man på dansk bl.a. møde hos forfattere som Arthur C. Clarke, førnævnte Asimov og Larry Niven).
Samtidig begyndte science fiction i højere grad at skæve til mainstream-litteraturen og aflægge sig nogle af sine dårligdomme, såsom tendensen til lange, forklarende passager om teknik eller videnskab (dermed ikke være sagt, at man ikke stadig kan støde på det), men det var dog først i 60erne, at der virkelig skete noget på den front, da nye forfattere kastede sig over genren og udsatte det for et hav af litterære eksperimenter. 'New wave' kaldes perioden, og en stadig meget læseværdig forfatter er J.G. Ballards bøger.
'New wave' og forsøget på at højne genrens potentiale tiltrak også flere kvindelige forfattere, såsom Margaret Atwood og Ursula K. LeGuin, og siden er genren fortsat med at vokse i mange og nogle gange modstridende retninger.
Vi har haft cyberpunk, hvor folk som William Gibson og Bruce Sterling forestillede sig, hvad der ville ske, når den nye teknologi nåede ned på gadeniveau (og affødte en lang række punk-afarter, hvor folk leger med særlige typer af teknologi), 'new space opera', hvor tidligere tiders galakseomspændende eventyr ny forlenes med hård videnskabelig baggrund og kosmologi (med folk som Alastair Reynolds og Iain Banks repræsenteret på dansk) og mundane science fiction, hvor forfatterne forsøger at undgå de klassiske og letgenkendelige science fiction-klicheer og i stedet holde sig lidt nede på jorden (et par ”uofficielle”, men gode eksempler kunne være Søren Tofts Den elektriske nattergal og Chris Cleaves Brevet til Osama).
Og man kunne fortsætte i et spændende, men nok også umuligt forsøg på at afpatruljere samtlige genrens grænser, for den er i dag sprudlende og omfattende – og spænder uden problemer over et spektrum fra det litterære til rene underholdningsbøger.
Science fiction i Danmark
Science fiction udgivet på dansk er desværre et nicheområde. Oftest opfattes genren som værende henvendt til børn og unge, og lige for tiden betyder det, at vi ser en masse historier om dystopiske fremtider, gerne tilsat lidt (eller megen) romantik. Men der udgives heldigvis også en del bøger henvendt til voksne læsere, selv om man nogle gange skal lede efter dem.
Typisk spænder science fiction på dansk fra den ”rene” amerikanske litteratur, hvor netop den rationelle tilgang til det fantastiske spiller en vis rolle, til den mere litterære form af genren, hvor forfatterne gerne leger med den blødere tilgang ved f.eks. at ekstrapolere sociologiske eller historiske forhold. Det er blandt andet her, man finder dystopierne, en undergenre, der altid har været velanset.
Kigger man på forlagene, beskæftiger de større forlag sig hovedsageligt med to former for science fiction, nemlig den litterære eller den mere spændings/thriller-orienterede. Begge dele vil sjældent få betegnelsen science fiction klistret på sig, men det ændrer ikke ved, at der kan være både gode læseoplevelser og gode ideer at finde.
Er man mere til den amerikansk inspirerede del af genren, er det de mindre eller fandrevne forlag, man skal holde øje med, især foretagender som Science Fiction Cirklen. Denne forening udgiver både novellesamlinger, antologier og romaner, enten oversatte eller nyskrevne danske og er med til at holde liv i en kultur omkring genren. Og er man først blevet bidt af science fiction-interessen, udgives der også et par mindre blade på dansk, som beskæftiger sig med denne og andre afkroge af den fantastiske litteratur.
Science fiction – hvordan man end beslutter sig for at afgrænse den – er en vildtvoksende genre i konstant forandring, også på dansk; hvis blot man ved, hvor man skal kigge efter den, og hvordan man genkender den.
Artikel
Science fiction
Science fiction er en vildtvoksende genre i konstant forandring, også på dansk. Få en gennemgang af genrens historie, udvikling og mest markante værker.
Skrevet af Janus Bjarke Andersen, bibliotekar og redaktør af både blogs og fanmagasiner om science fiction.
Hvad er science fiction? ”Triviallitteratur om rumskibe og robotter,” vil mange sige, når man spørger, hvad science fiction egentlig er. ”Og sikkert også ting, der springer i luften.”
Det svar vil til gengæld få en science fiction-læser til at sukke dybt – og eventuelt lire en række kendte og værdsatte forfattere af, såsom: George Orwell, Margaret Atwood, Michael Chabon og Philip Roth, som netop modbeviser ovenstående fordomme. Men hvad har de tilfælles med de navne, folk som regel associerer med science fiction, som Isaac Asimov, Arthur C. Clarke og Frank Herbert? De første bliver betragtet som seriøse forfattere, mens de sidste navne ofte placeres lidt længere nede ad den litterære rangstige.
For at finde ud af, hvad der binder dem sammen, må vi først forsøge at afgrænse, hvad der egentlig er science fiction.
Science fiction er en del af den fantastiske litteratur. Fantastisk betyder i denne sammenhæng ikke, at det nødvendigvis er god litteratur, men blot, at det bryder med den virkelighed, vi kan se udenfor vore vinduer. Det kendetegnende for lige præcis denne genre er måden, den bryder med virkeligheden på - den forsøger nemlig at overholde reglerne.
Det betyder ikke, at vi kan forvente en invasion fra rummet, hvornår det skal være, men blot at science fiction i sin reneste form siger: Det er teoretisk muligt, at der findes liv et andet sted i universet (eller at det bliver teknisk muligt at teleportere eller skabe kunstig ingelligens, for nu blot at nævne et par muligheder) og hvilke historier kan vi fortælle med det?
Den science/videnskab, der er i science fiction, er altså snarere rationalitet, end det er videnskab. Selvfølgelig er der megen science fiction, som gerne forfalder til videnskabsdiskussioner, men i grunden er det tanken, at man holder sig til de regler (videnskab), vi kender - og så leger man med, hvad der kan lade sig gøre inden for de afgrænsninger.
Tidlig science fiction
Det er besnærende, når man kigger på en genre som science fiction, at lede efter en stamfader, som Darwin ledte efter en fælles oprindelse for livet på jorden, en art litterær kernepunkt, hvorfra al science fiction udspringer. Det er selvsagt også meget svært at blive enige om, hvad det i så fald skal være.
Nogle vil pege helt tilbage på Platon og samtidens utopier og argumentere for, at de ekstrapolerer en art samfundsvidenskab, mens andre placerer hædersposten hos Mary Shelley, der med ”Frankenstein” for første gang decideret involverede videnskab i sin fiktion – og foreslog, at den måske ville kunne skabe liv. Det ville i al fald være en imponerende forfader, for de fleste har nok stiftet bekendtskab med Shelleys monster på et eller andet tidspunkt – og det viser også, hvordan genren ofte og gerne kan flyde sammen med andre genrer, såsom horror.
Lidt længere fremme i tiden – og lige så udsatte for mærkaten ”science fictions fader” – finder vi folk som Jules Verne og H.G. Wells. Her bliver det i al fald tydeligt, at der er tale om en form for science fiction, for begge forfattere skriver med en bevidsthed om, at de beskæftiger sig med noget andet end den almindelige litteratur, også selv om de for så vidt skriver to forskellige typer science fiction. Verne, der er kendt for bøger som Rejsen til Jordens indre og En verdensomsejling under havet, foregreb den mere eventyrprægede del af genren, hvor fokus er på rejsen og det uopdagede, mens Wells – med titler som Tidsmaskinen og Klodernes kamp for nu blot at nævne to – lagde grunden til den mere ekstrapolerende type, den form for science fiction, som spørger: ”Hvad nu hvis… dette kunne lade sig gøre?”.
Moderne science fiction
Men uanset hvor man ønsker at placere genrens fader, var det dog først i 1926, at den fik sit navn – eller rettere, at den blev døbt: scientifiction.
Det skete i det første nummer af Amazing Stories af redaktøren Hugo Gernsback, der i høj grad var med til at gøre genrens udøvere selvbevidste om, hvad de skrev og gøre det til en type litteratur, som den dag i dag ofte udøves i novelleformen. Senere lagde han navn til en af de ypperste priser, der uddeles inden for genren, men navnet scientifiction måtte han dog opgive.
Gernsback genbrugte mange af de gamle forfattere og definerede mange af genrens grænser, men gjorde den samtidig meget amerikansk. Mellemkrigstidens publikum krævede lettilgængelig og opløftende læsning, og siden har science fiction måttet kæmpe med mærkaten triviallitteratur. Den ghetto, Gernsback på sin vis opbyggede, dannede et godt vækstgrundlag, men afgrænsede naturligvis også genrens potentiale og forsøgene på at skrive en særegen litteratur, men stadig blive anerkendt som netop litteratur er stadig gældende i dag. Det beskrives bedst med litteraten Kingsley Amis’ ord fra 50erne:
SF's NO GOOD!
They bellow 'til we're deaf
But =this= is good
Well, then, it's not SF!
Men alt andet lige var gernsbacks tid en gylden tid for science fiction. Den næste af slagsen blev indvarslet med en anden redaktør, nemlig John W. Campbell, som stod for en stor del af tidsskriftsmarkedet under og efter anden verdenskrig.
Campbell gjorde ikke meget for genrens behov for at blive opfattet som litteratur, men han bragte dog fokus lidt væk fra det tjubang, der tidligere havde været så allestedsnærværende. I stedet skulle der fokuseres på menneskene og på realismen – forstået på den måde, at når forfatterne brød med den virkelighed, de kunne se udenfor vinduerne, skulle det gøres med basis i, hvad der kunne lade sig gøre.
Det betød bl.a., at Campbell i 1944 fik besøg af FBI, som gerne ville vide, hvordan han kunne udgive en historie, der så grundigt fremlagde princippet bag den endnu ikke eksisterende atombombe. Var Campbell eller forfatteren Cleve Cartmill monstro spion? Nej, bare i stand til at læse den eksisterende litteratur og ekstrapolere fra den.
I årene med Gernsback og Campbell ved roret knopskød science fiction med utallige undergenrer og temaer, såsom 'space opera' (historier skrevet med den helt store pensel, som gerne omhandlede galaktiske imperier og sprang hele kloder i luften uden at blinke – en klassisk space opera er Isaac Asimovs Stiftelsen-serie), 'alternate history' (som også kaldes kontrafaktisk historieskrivning og kendes fra titler som Michael Chabons Det jiddische politiforbund og Philip Roths Komplottet mod Amerika) og især det, der nok er blevet genrens ideologiske kerne: den hårde science fiction, hvor kravet om videnskabelig redelighed holdes meget højt (genren kan man på dansk bl.a. møde hos forfattere som Arthur C. Clarke, førnævnte Asimov og Larry Niven).
Samtidig begyndte science fiction i højere grad at skæve til mainstream-litteraturen og aflægge sig nogle af sine dårligdomme, såsom tendensen til lange, forklarende passager om teknik eller videnskab (dermed ikke være sagt, at man ikke stadig kan støde på det), men det var dog først i 60erne, at der virkelig skete noget på den front, da nye forfattere kastede sig over genren og udsatte det for et hav af litterære eksperimenter. 'New wave' kaldes perioden, og en stadig meget læseværdig forfatter er J.G. Ballards bøger.
'New wave' og forsøget på at højne genrens potentiale tiltrak også flere kvindelige forfattere, såsom Margaret Atwood og Ursula K. LeGuin, og siden er genren fortsat med at vokse i mange og nogle gange modstridende retninger.
Vi har haft cyberpunk, hvor folk som William Gibson og Bruce Sterling forestillede sig, hvad der ville ske, når den nye teknologi nåede ned på gadeniveau (og affødte en lang række punk-afarter, hvor folk leger med særlige typer af teknologi), 'new space opera', hvor tidligere tiders galakseomspændende eventyr ny forlenes med hård videnskabelig baggrund og kosmologi (med folk som Alastair Reynolds og Iain Banks repræsenteret på dansk) og mundane science fiction, hvor forfatterne forsøger at undgå de klassiske og letgenkendelige science fiction-klicheer og i stedet holde sig lidt nede på jorden (et par ”uofficielle”, men gode eksempler kunne være Søren Tofts Den elektriske nattergal og Chris Cleaves Brevet til Osama).
Og man kunne fortsætte i et spændende, men nok også umuligt forsøg på at afpatruljere samtlige genrens grænser, for den er i dag sprudlende og omfattende – og spænder uden problemer over et spektrum fra det litterære til rene underholdningsbøger.
Science fiction i Danmark
Science fiction udgivet på dansk er desværre et nicheområde. Oftest opfattes genren som værende henvendt til børn og unge, og lige for tiden betyder det, at vi ser en masse historier om dystopiske fremtider, gerne tilsat lidt (eller megen) romantik. Men der udgives heldigvis også en del bøger henvendt til voksne læsere, selv om man nogle gange skal lede efter dem.
Typisk spænder science fiction på dansk fra den ”rene” amerikanske litteratur, hvor netop den rationelle tilgang til det fantastiske spiller en vis rolle, til den mere litterære form af genren, hvor forfatterne gerne leger med den blødere tilgang ved f.eks. at ekstrapolere sociologiske eller historiske forhold. Det er blandt andet her, man finder dystopierne, en undergenre, der altid har været velanset.
Kigger man på forlagene, beskæftiger de større forlag sig hovedsageligt med to former for science fiction, nemlig den litterære eller den mere spændings/thriller-orienterede. Begge dele vil sjældent få betegnelsen science fiction klistret på sig, men det ændrer ikke ved, at der kan være både gode læseoplevelser og gode ideer at finde.
Er man mere til den amerikansk inspirerede del af genren, er det de mindre eller fandrevne forlag, man skal holde øje med, især foretagender som Science Fiction Cirklen. Denne forening udgiver både novellesamlinger, antologier og romaner, enten oversatte eller nyskrevne danske og er med til at holde liv i en kultur omkring genren. Og er man først blevet bidt af science fiction-interessen, udgives der også et par mindre blade på dansk, som beskæftiger sig med denne og andre afkroge af den fantastiske litteratur.
Science fiction – hvordan man end beslutter sig for at afgrænse den – er en vildtvoksende genre i konstant forandring, også på dansk; hvis blot man ved, hvor man skal kigge efter den, og hvordan man genkender den.
Kommentarer