Hvad vil det egentlig sige at tage ansvar og handle menneskeligt? Af litteraturvidenskabsstuderende Johanne Gormsen Schmidt
I Kjeld Abells skarpt polemiske skuespil fra 1939 sættes en pæn, almindelig familie i voldsomt opbrud, da den får uanmeldt besøg af kusinen Anna Sophie Hedvig. Situationen stiller familien over for eksistentielle spørgsmål og tvinger den til at se de private hensyn i en større samfundsramme: Hvad vil det egentlig sige at tage ansvar og handle menneskeligt?
Hykleriske humanitet
Mens Anna Sophie Hedvig er på besøg, holder familien middagsselskab for nogle forretningsforbindelser. Deres voksne søn John deltager også. Med sine vidtløftige idealer kommer han hurtigt i ordkløveri med forretningsmændenes egenrådige snusfornuft. Rundt om kaminilden sidder de. Ilden spreder hygge og tryghed, men der er også noget foruroligende ved ilden, som et indslag af fare midt i dagligstuens idyl.
Trods ihærdige forsøg kan 30’ernes ydre barske virkelighed ikke holdes ude. Det er dét, John påtaler. At vi helst lukker øjnene og flygter fra ethvert ansvar: ”vi vasker vores hænder op til albuerne” (33). Her går direktør Hoff til angreb på John og sætter ham på plads, for ville han da selv være i stand til at handle?
Da John ikke kan få de ord, han vil sige, over sine læber, fastslår Hoff: ”et oplyst, kultiveret, moderne menneske kan ikke slå ihjel” (34). For John er og bliver det ordkløveri, det afslører Hoff, og så skulle den sag være ude af verden. Aftenen kunne være gået videre med miner, der selvtilfredse konstaterer, at vi alligevel ikke kan stille noget op, fordi vi er så menneskelige og almindelige.
Men så er der Anna Sophie Hedvig. Hende har selskabet helt glemt. På det ’nej’, der runger i alles tanker efter Hoffs lektion, svarer hun nu pludselig tilbage, med et eneste ord; et ufortøvet, kategorisk modsvar: ”jo” – jo, der var nogen af os, der kunne slå ihjel. Og fra det øjeblik sprænger hendes historie som en bombe de gængse samtaleemner itu. Nu er der vigtige ting at tage stilling til.
Må du slå den ihjel, som vil slå ihjel?
På den provinsskole, hvor Anna Sophie Hedvig underviser, har hun slået lærerinde Fru Møller ihjel. Fru Møller var ifølge Anna Sophie Hedvig en tyran, der nød at besvære livet for eleverne på skolen. Hun var et rigtigt magtmenneske og forstod at bane sig vej op som ny bestyrerinde på skolen, selvom ingen ønskede det.
Når reglerne for god opførsel ikke bliver overholdt, skal resten af os så bare se på, spørger Anna Sophie Hedvig: ”de andre kæmper jo med helt andre midler – og så sidder man bare og er allright – men til fordel for hvem” (50). Det er et paradoks: Når vi nægter at handle, fordi vi selv principfast holder os til idealerne, tillader vi samtidig deres overskridelse og andres lidelse.
Men det er lige så paradoksalt at forsvare det lillebitte menneskelige samfund, som pigeskolen for Anna Sophie Hedvig udgør, med udemokratiske, voldelige midler. John går straks kritikløst ind og forsvarer Anna Sophie Hedvig. Han vil hylde den, der tør handle, før det er for sent.
Hvis vi havde slået Hitler ihjel, mens tid var, hvordan ville verden da have set ud, kunne man spørge i bakspejlet. Ingen ville nogensinde vide, hvor afgørende et sådant drab var. Ligesom Anna Sophie Hedvigs dåd ifølge John: ”man vil aldrig på papiret kunne bevise det gavnlige i hendes handling, for fru Møller fik jo aldrig lov til åbenlyst at udfolde sig” (64). Men hvor er vi da henne?
Er det ikke det modsatte af de medmenneskelige værdier, at tro det værste, frem for at forudsætte kærligheden i den anden? Er vi ikke uskyldige indtil det modsatte er bevist? Når vi aldrig kan vide, hvorvidt drabet faktisk sikrede menneskeliv, så ender vi i en farlig sløjfe: Udviser fejringen af den definitive handling, der retfærdiggøres af den rent subjektive dom, ikke netop en blind tillid til førerens afgørelser, en hyldest til tyranniet selv?
Dobbeltblikkets handlekraft
Der gives ingen løsning. Netop denne uafklarethed gør for mig at se både stykket slagkraftigt og frustrerende for læseren. For hvad skal vi stille op, når vi ikke har noget entydigt argument at læne os op ad? Når John klager over familiens tvetydige position over for Anna Sophie Hedvig, idet den føler medlidenhed med hende og samtidig ser hende som et monster, så ligger der faktisk en reference til skuespillets overordnede ubeslutsomhed: ”altid midt imellem – vi forstår altid begge sider af en sag – det er vores himmelråbende svaghed i forhold til de andre, der står hårdt på deres – uden en nuance – de går ligefrem for næsen – og vi giver bare op – og undskylder os med, at vi er så humane” (62).
I sin form står stykket selv som en modstand mod det kompromisløse og skråsikre; det favner bredt. Skuespillet er både realistisk skildring og udtalt kunstigt, idet det er åbenlyst inspireret af det filmiske med mange hurtige sceneskift og forvirrende klip i tid og sted gennem rammehistorier og flashbacks. Med denne teknik sløres grænserne, sådan at det, der udspiller sig inden for borgerskabslejlighedens fire vægge, fx kan sættes i relation til borgerkrigen helt nede i Spanien.
Samtidig er stykket både et humoristisk lystspil og dødsensalvorligt. Satiren af borgerskabets – og Johns – skinhellighed er ikke uden en kærlig tone. Der er hyggeligt i stuen. Selvom der anfægtes og dadles, har man også lyst til at sidde hos den familie, der har waleskringle i spisekammeret og får franskbrødsmadder til aftenkaffen. Denne konstante dobbelthed er vel både en styrke og en svaghed.
Den, der ser flere ting på én gang, kan blive så klarsynet, at handling ikke længere er mulig. Den dybere forståelse afskærer os fra at gøre noget, dét er afmagten i skuespillet. Men spørgsmålet er måske, hvad handling egentlig vil sige. Er det nødvendigvis så radikalt som at slå ihjel? Eller kan det også være at vise sig vågen, når situationen opstår, når fx en undseelig og kedelig gammeljomfru pludselig starter en lavine?
Ethvert veletableret samfund, også det demokratiske, hviler på et barbarisk voldsmonopol. Dét kan vi ikke stille noget op over for. Det eneste vi kan gøre, er, at erindre det, åbne stuen op og insistere på at vide i stedet for at vælge at lukke øjnene. At tage ansvarligt del i verden med dens hud og hår og beskidte paradokser.
Kommentarer