Den norske forfatter Jan Kjærstad har nået et bredt publikum med sine romaner om den fiktive tv-personlighed Jonas Wergeland.
Det kan måske undre nogle, eftersom Kjærstad ofte er stærkt eksperimenterende i sin sprogbrug, hvor f.eks kronologien fungerer efter helt andre principper end de vante, og han er derfor - skulle man mene - i fare for at blive klassificeret som en elitær forfatter, hvis publikum ifølge klichéen kun består af anmeldere og andre æggehoveder.
I Danmark har nr 1 i Wergeland-serien, Forføreren, forlængst opnået status som bestseller.
Jan Kjærstad er oprindelig uddannet teolog, men helligede sig fra 1980 udelukkende forfattergerningen. Hans anden roman, Homo Falsus eller det perfekte mord (1984), vandt Norsk Litteraturkritikerlaugs Pris. Den efterfulgtes af den særprægede Det store eventyret (1987) og Rand (1990, dansk udgave På randen), en roman med et tidstypisk seriemordertema og overtoner af science fiction. I 1993 udkom Forføreren (dansk udgave 1996), den første af Wergeland-bøgerne, efterfulgt af Erobreren (1996, dansk 1997) og i 1999 nåede serien sin foreløbige slutning med Oppdageren, der endnu ikke er udkommet i Danmark.
Mange af Kjærstads danske læsere venter i åndeløs spænding på at få udfyldt hullerne i deres viden om Jonas Wergelands tildragelser.
Det var således en stor nyhed, da det forlød at Jan Kjærstad ville lægge vejen forbi Århus Universitet tirsdag d. 4. april 2000. Det er med litteratur som med rockmusik: de store, udenlandske navne kommer sjældent til andre steder i Danmark end København, så i forventning om stort fremmøde ankommer jeg selv til Juridisk Auditorium, hvor seancen skal foregå, omtrent tre kvarter før foredragets begyndelsestidspunkt. Det skal vise sig at være en fornuftig disposition.
Allerede inden Kjærstad (hvis navn i øvrigt udtales "Sjærsta", ikke "K-jærstad" som de fleste danskere tror) selv er ankommet, er alle pladser i salen optaget. Foredraget skal vise sig at blive udskudt med mere end det sædvanlige "akademiske kvarter", en betegnelse man i disse kredse anvender som eufemisme for alment udbredte forsinkelser. Publikums antal og salens størrelse kræver at forfatteren må bruge mikrofon, og som man kunne have forudset, har arrangørerne selvfølgelig ikke tjekket det tekniske udstyr på forhånd.
Ventetiden bliver mere og mere spændt. Nyt publikum bliver ved at strømme til og præcis kl. 16:07 bemærker jeg, at Norges største nulevende forfatter står og piller næse!
16:26 er mikrofonen endelig parat, og foredraget kan gå i gang.
Det meste af foredraget kommer til at gå med at snakke om Wergeland-bøgerne, hvorfor de blev til og hvilke valg, Kjærstad tog i forbindelse med dem. Kjærstad forklarer, at han efter at have skrevet den noget dystre Rand havde brug for at skrive noget mere optimistisk. Desuden var han nået til et punkt i sit forfatterskab hvor han havde udgivet en række mellemstore bøger, men endnu ingen virkelig store værker.
Det store projekt måtte i gang nu eller aldrig.
Temaet valgte han ud fra det som han fremhæver som sin væsentligste ambition: at være anderledes. Han nævner operabygningen i Sydney som et forbillede: en fantastisk bygning, der ikke ligner nogen anden. Kjærstad ville skrive om et menneske, der er anderledes.
Det første krav til denne person var at han skulle være en helt og i al fald meget kendt. Det sidste krævede tv som baggrund, fordi dette i vore dage er det sikreste middel til at blive kendt på. Desuden skulle denne helt være erotisk begavet (man vil huske de saftige scener i Forføreren) og en slags nomade, en globetrotter.
Valget af tema hang også sammen med, at Kjærstad var i Afrika, da han tog sin beslutning.
Når man befinder sig et sted, der er radikalt anderledes fra alt hvad man kender derhjemmefra, sættes ens verdensforståelse i et andet perspektiv; man lærer at se sig selv udefra. Dette førte til at Wergeland-bøgerne kom til at indeholde en mængde essayistiske passager.
De handler ligeså meget om Norge og norskheden som om Jonas Wergeland. Jonas er på én gang inkarnationen af alle norskhedens positive egenskaber (fantasien, udlængslen, retfærdighedssanssen) og en afvigelse fra alle dens negative sider (snerpetheden, middelmådigheden, fremmedhadet).Det formmæssige udgangspunkt for bøgerne er biografien.
Ganske vist er Jonas Wergeland en fiktiv person, men alle bøgerne i serien præsenterer sig selv som biografier. Forføreren er f.eks forsynet med et forord om, at denne roman har vundet "forlagets store konkurrence om bedste biografiske roman" (mange af Kjærstads kollegaer forbløffedes over, at de aldrig havde hørt noget om denne konkurrence).
Kjærstad har altid været interesseret i biografien og hvordan den kan udnyttes. Ifølge ham kan en hvilken som helst idiot [sic!] skrive om en kendt person, kalde det en biografi og sælge det i 50.000 eksemplarer. Men for at værket er godt, hævder Kjærstad, må det skildre et sammenhængende liv, et liv der kan give mening i læserens tilværelse ved at skabe sammenhæng i dén.
Alligevel ligner Wergeland-bøgerne ikke de traditionelle dannelsesromaner. Anderledes er som sagt nøgleordet, så Kjærstad lod de mange små fortællinger om Jonas Wergeland komme i anderledes rækkefølge end hvad der er sædvanligt i den slags litteratur.
En fortælling fra Jonas' voksne liv kommer ofte før en fra barndommen. Det er ofte det senere liv, der betinger det tidligste, ikke omvendt. Det er ikke mindst dette, der gør Kjærstads forfatterskab til noget særligt: han lader sin form følge indholdet.PS. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at Kjærstad ikke på noget tidspunkt omtaler de tre romaner om Jonas Wergeland som en trilogi, men insisterer på at kalde dem "Wergeland-bøgerne". Et tegn på, at vi måske har mere godt i vente fra Kjærstads hånd.
Af Rane Rørdam Knudsen
Kommentarer