I denne artikelserie sætter vi fokus på forfattere, der måske ikke står på alle danskeres bogreoler, men som fortjener stor opmærksomhed. Flere af forfatternes bøger er blevet retrodigitaliseret og ligger frit tilgængeligt på eReolen. Denne artikel handler om Henrik Bjelke, som skrev formeksperimenterende og sprogligt sprudlende bøger.
Af Esben Møller
”Drømmer mig forbandet til evighedens ensomhedens venlige spørgsmål beskæftiger du dig ikke med. Alt undtagen døgnet voyeur på dig selv. Skiftende parfumer letter som fløjter en langhåret pigedreng bossernes skuffelser dig din halvtredsårige blondine”.
Den kringlede passage er fra den århusianske forfatter Henrik Bjelkes debut Første Person Ental. Bjelke debuterede i 1968 og nåede inden sin alt for tidlige død i 1993 at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger og mange flere forskelligartede tekster. Nu er flere af Bjelkes dybt originale bøger tilgængelige på eReolen og en samling af flere af hans tekster blev sidste år udgivet af forlaget Escho under titlen 'Det absolutte nærværs delirium'. Som Escho skriver i forbindelse med udgivelsen var Bjelke i sin samtid respekteret, men havde svært ved at bryde ud af sin outsiderrolle. Han skrev drømmende, ekstatisk litteratur i 1970’erne, litteratur langt fra tidens socialrealistiske bekendelseslitteratur. Men er der grund til at begive sig ud i Bjelkes omfattende forfatterskab? For at finde svar har jeg været en tur i det gigantiske anmeldelsesarkiv, der findes dybt under Hovedbiblioteket i København og trukket anmeldernes ord frem i lyset.
Den galloperende hvide hest
Det første jeg støder på er lektørudtalelsen til Bjelkes debut, som starter kritisk: ”En usædvanlig, men noget ujævn debut” - en temmelig lunken overskrift må man sige. Men kigger man på anmeldelserne får Bjelke en stærk start på forfatterskabet. Politiken kalder novellesamlingen for en ”imponerende debut” og skriver, at ”et nyt navn, rigt på løfter, har gjort sin entré”. Det for længst hedengangne Aktuelt indleder deres anmeldelse i samme rosende stil: ”Med Henrik Bjelke har en ung dansk litteratur fået et nyt særpræget og betydeligt talent”. Når jeg graver videre i arkivet bliver roserne endnu større.
Romanen 'Saturn' fra 1974 blæser nemlig anmelderne omkuld og både Politiken og Aktuelt kalder bogen for ”en kraftpræstation”. Politiken fremhæver Bjelkes blik på det psykoanalytiske, myterne, det mystiske og ekstasen. Information er også med på Bjelke-bølgen, Torben Brostrøm skriver, at ”... hans niveau er uomtvisteligt i dansk litteratur. Han rager op”. En ener har for alvor stemplet ind på den danske litterære scene. Der var ikke mange, som skrev litteratur fra og om det underbevidste og det ukendte som Bjelke.
Tag for eksempel denne passage fra 'Nattens Budapest' (1989), hvor Bjelke lader en hvid hest gallopere ind på scenen på et mareridtsagtigt indre (og ydre) landskab, som var det taget ud af en David Lynch-film:
”Omkring et hjørne langt borte i korridoren sprænger en hvid hest sig vej, den har et firkantet stykke sort stof bundet foran ansigtet, jeg troede først den bare havde sort mule, men klædet dækker også øjnene, kommer nærmere, ser ud til at fylde hele gangen, jeg trykker mig ind til en fugtig væg, den zigzagger usikkert, men med aggressiv fremdrift kommer den tumlende hysterisk i min retning, nærmere, jeg mærker dens prusten og fnysen, mærker dens hede ophidsede bringe næsten røre ved mig, suset, hovene”.
Angstens ansigt
Mellem og blandt de mange vidunderlige billeder og scener finder du også stor indsigt i den menneskelige tilstand og tilværelsen, som her i denne lange, elegante beskrivelse af angstens væsen fra 'Nattens Budapest':
”Menneskers angst er noget, man først ser som voksen. Som barn ser man ikke deres angst for andre ting eller for hinanden, kun deres beherskelse, deres væren samfund, deres væren system deres væren stat, som man tror på, fordi den iføres venlighedens, kærlighedens tøj, og den illusion er god nok, lige indtil den krakelerer, og man som barn pludselig øjner den der ukendte, unævnelige størrelse, som man ikke ved hvad er for noget, og som man, barnet, derfor prisgivet slås imod, hjælpeløst, eller bare vender sig væk fra, fordi den efterlader det ubehag, man senere som voksen hæfter ordet angst på. ”
Derfor skal du læse Henrik Bjelke:
Hos Bjelke er der ingen logiske handlingsmønstre, ingen snusfornuft eller happy endings, men du får derimod livets ulogiske og usammenhængende virkelighed råt for usødet. Der bliver ikke lagt brødkrummer ud, som du som læser roligt kan følge - de spor du følger er ofte bevidst vildledende. Ligesom tilværelsen og fortællingens gang er ens identitet heller ikke en sikker, solid størrelse. Som Joachim Sømark skriver i sin anmeldelse af 'Det absolutte nærværs delirium' på Litteraturnu.dk, er identiteten "... altid en på-vej-væren, ikke fremad, men rundt og rundt i tilværelsens salatslynge" - et ganske rammende billede: hvem har et liv, der bare kører lige ud af en nyasfalteret motorvej? Henrik Bjelke skriver særegent, som ingen anden dansk forfatter og hans bøger er fulde af mærkværdige, enestående fortællinger og derfor bør du tage med en tur rundt i Bjelkes salatslynge.
Kort om forfatteren:
- Født: 1937 (I Aarhus)
- Død: 1993 (55 år gammel)
- Debut: Første person ental (Forlag Arena, 1968)
- Bjelke var ud over forfatterskabet anmelder og oversatte tekster af bl.a. William S. Burroughs og Djuna Barnes til dansk.
- Læs Henrik Bjelke, hvis du kan lide: Per Højholt, Peter Laugesen, Glenn Christian, Bjørn Rasmussen, Hans Otto Jørgensen, Samuel Beckett, James Joyce.
Klik her for at finde flere af Henrik Bjelkes bøger på eReolen.
Kommentarer