Stærkt urovækkende og afmagtsskabende roman. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Natten mellem den 4. og 5. juli bliver Teena Maguire overfaldet og voldtaget og efterladt døende af en gruppe på ca. 8-10 mænd. Hendes tolvårige datter, Bethie, når at flygte og gemme sig i et hjørne af skuret, hvor voldtægten foregår. Da mændene forlader rummet, kommer hun frem, og det lykkedes Bethie at få skaffet hjælp i tide, så Teena overlever.
Her begynder Joyce Carol Oates (f. 1938) stærkt urovækkende og afmagtsskabende roman 'Rape: A Love Story' (2003). Teena og Bethie var på vej hjem fra en fest, i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag, hos Teenas nye kæreste, Casey. I stedet for at gå lige hjem, beslutter Teena, at de skal skyde genvej gennem en mørklagt park, der løber langs vandet i nærheden af Niagara Falls.
Hvad der præcis foregår efterfølgende, er et af de forhold, der bliver undersøgt i romanen. For det er sikkert, at Teena bliver voldtaget, og Bethie bliver tævet. Men hun gemmer sig i mørket og kan intet se, og Teena selv har mistet hukommelsen. Da sagen kommer for retten prøver mændenes advokat at skyde skylden på Teena, der egentlig, ifølge ham, blot er en simpelt prostitueret. Noget vi ved er forkert. Men stemningen er vendt mod Teena og Bethie både i retssalen og i byen, og ingen af dem ved, hvad de skal gøre for at komme videre.
På kanten af samfundet
Joyce Carol Oates bliver af mange betragtet som en af de mest betydningfulde nulevende amerikanske forfattere ved siden af skribenter som Philip Roth (f. 1933) og Don Delillo (f. 1936). Hendes bøger handler ofte om mennesker i samfundets afkroge, men også om forholdet mellem det enkelte menneske og samfundets offentlighed, og dermed hvordan individets liv i høj grad påvirkes og afgøres af omgivelsernes indvirkning.
I Rape er Teena en fattig stakkel, der blev enke, da Bethie var fire år gammel og siden aldrig er faldet til ro. Mændene, der overfalder dem, er høje på crystal meth, en slags fattigmandsspeed, der plager store dele af USA, og i øvrigt nogle småkriminelle stakler, der ikke kan klare sig selv. Og endelig er politimanden, Dromoor, der senere hjælper Teena og Bethie, aldrig kommet sig over sin tid i militæret og turen til Irak.
I den forstand er romanen et forsøg på at udrede, hvilken effekt denne hændelse får, både for de aktivt involverede, men også for resten af samfundet i Niagara Falls, en lille by udenfor Buffalo i staten New York. For betydningen rækker længere end til de aktivt berørte, og resten af samfundet bliver hurtigt inddraget i historiens videre forløb. Oates lader det komme til orde som et refereret 'man siger'. Og den offentlig mening vælger også hurtigt side for mændene, og det får stor betydning for forholdet mellem Bethie og Teena, da Teena giver op, og Bethie derfor må passe på hende.
Det er denne historie, der er vigtigt for Oates; hvordan mennesket forsøger at forholde sig til denne begivenhed. Både dem det går ud over, dem, der foretager handlingen, men også for os andre, tilskuerne, der på forskellig vis bliver konfronteret med og påvirker det, der går efter. For den egentlige historie begynder her. Med Teena liggende i en pøl af blod, og Bethie, der løber ud af skuret efter hjælp. Og ulykkerne stopper ikke, da voldtægten er ovre, men kommer til at plage dem resten af livet.
Barnet som vidne
Teena selv kan intet huske fra overfaldet, da hun endelig vågner, bortset fra at hun er blevet ydmyget. Hun vil ikke leve længere, og Bethie og hendes mormor må tage over. Så Bethie bliver mor for sin egen mor og bliver nødt til at overtage beskyttelsen. Især da overfaldsmændenes familie begynder at true hende og hendes familie. For ingen i mændenes familier kan tro på, at de har gjort Teena ondt. Og hvis de har, så var det nok Teenas egen skyld, for hun var vist også bare en luder. Og Bethie er ikke længere bare Bethie, men datteren af hende voldtægtsofret.
Da retssagen begynder, bliver Bethie beskrevet som utroværdig og hysterisk. Man kan ikke stole på hende, og hendes mor var vist også løs på tråden og i øvrigt en dårlig mor. Det er svært ikke at vælge siden for den øvrige befolkning. Bethie og hendes mor vokser mere og mere fra hinanden, da Teena vælger at holde verden på afstand gennem at drikke sig fra sans og samling. Casey trækker sig tilbage og vender tilbage til sin tidligere familie, hovedparten af samfundet vender sig mod dem, og livet i skolen bliver et helvede for Bethie. Hun bliver truet på livet eller chikaneret af de øvrige elever, og der er ingen steder, hun kan vende sig hen med undtagelse af politimanden Dromoor.
Den tavse beskyttelse
Romanen udvikler sig til et spørgsmål om retfærdighed. For det er tydeligt at domstolen kan manipuleres. Det er ikke muligt at finde retfærdighed gennem en almindelig retssag, da der er utallige interesser, der støder sammen. Både dommerens, advokaternes, samfundets og mediernes.
De får alle indvirkning på selvforståelse både for offer og anklaget. Ingen af de anklagede føler sig skyldige, og hvis de gør, så fortyder de, at de ikke slog de to ihjel, da de havde chancen. For så var der jo ingen vidner, og så ville de ikke sidde anklaget. Og 'ofrene' har ingen ret til at true dem, eller til at anklage dem, for de traf jo aldrig et valg om at gøre det. Det var alle høje på crystal meth, og det hele var jo bare et tilfælde. Så hvorfor står de egentlig anklaget?
Men Dromoor, den betjent, der som den første ankom til gerningsstedet, er af en anden mening. Han er, som nævnt, tidligere soldat, elsker skydevåben og er en påpasselig familiefar. Han tager på sig at beskytte familien mod gerningsmændene, da de bliver løsladt mod kaution.
Det uudtalte spørgsmål for Dromoor er; hvad skal vi gøre ved forbryderne, hvis domstolen ikke vil hjælpe ofret? Hvordan skal vi opnå retfærdighed? For svaret er tydeligvis ikke gennem domstolene, men snarere gennem øje for øje og tand for tand. Så Dromoor tager loven i egen hånd og begynder at henrette forbryderne en efter en.
Her udfordrer romanen læseren. For den tager ikke direkte parti for Dromoor, men den er heller ikke tydeligt imod hans handlinger. Vi har allerede set manglerne ved de officielle retssystem, der er ude af stand til at beskytte ofrene og yde dem retfærdighed. Så hvordan opnår vi egentlig retfærdighed? For som bogen fortæller os, så er Dromoor i stand til at skaffe Teena fred.
Efterfølgende lykkes det hende at få sit liv på benene igen sammen med en anden mand. Så noget lykkes, selv om forholdet til Bethie aldrig blivergenoprettet. Måske er en form for retfærdighed opnået?
Da romanen slutter er ofrene begyndte at leve igen, Dromoor er avanceret inden for politiet, da alle godt vidste besked med, hvad han havde gjort og tavst havde billiget hans handlinger. De onde er blevet straffet, og de gode lever videre, men læseren bliver efterladt med en dårlig smag i munden.
For i løbet af bogen er vores sympati blevet undergravet. Alle karaktererne har tydeligvis dårlige eller problematiske sider, og ingen af dem kan se sig fri for være usympatiske, måske på nær Bethie. Men hun har accepteret henrettelserne. Hun var godt klar over, hvad Dromoor foretog sig.
Det lykkedes hende at beskytte sin mor, men da romanen slutter, virker det, som om hun har mistet sig selv i løbet af processen. Alt kunne have været anderledes, hvis de bare havde valgt en anden vej hjem den aften, men det gjorde de ikke, og nu har Dromoor skaffet dem en form for retfærdighed. Men hvilken retfærdighed? Måske er svaret, at retfærdighed sjældent er særlig klar.
Artikel
Retfærdighed? Hvilken retfærdighed? Om 'Rape: A Love Story' af Joyce Carol Oates
Stærkt urovækkende og afmagtsskabende roman. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Natten mellem den 4. og 5. juli bliver Teena Maguire overfaldet og voldtaget og efterladt døende af en gruppe på ca. 8-10 mænd. Hendes tolvårige datter, Bethie, når at flygte og gemme sig i et hjørne af skuret, hvor voldtægten foregår. Da mændene forlader rummet, kommer hun frem, og det lykkedes Bethie at få skaffet hjælp i tide, så Teena overlever.
Her begynder Joyce Carol Oates (f. 1938) stærkt urovækkende og afmagtsskabende roman 'Rape: A Love Story' (2003). Teena og Bethie var på vej hjem fra en fest, i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag, hos Teenas nye kæreste, Casey. I stedet for at gå lige hjem, beslutter Teena, at de skal skyde genvej gennem en mørklagt park, der løber langs vandet i nærheden af Niagara Falls.
Hvad der præcis foregår efterfølgende, er et af de forhold, der bliver undersøgt i romanen. For det er sikkert, at Teena bliver voldtaget, og Bethie bliver tævet. Men hun gemmer sig i mørket og kan intet se, og Teena selv har mistet hukommelsen. Da sagen kommer for retten prøver mændenes advokat at skyde skylden på Teena, der egentlig, ifølge ham, blot er en simpelt prostitueret. Noget vi ved er forkert. Men stemningen er vendt mod Teena og Bethie både i retssalen og i byen, og ingen af dem ved, hvad de skal gøre for at komme videre.
På kanten af samfundet
Joyce Carol Oates bliver af mange betragtet som en af de mest betydningfulde nulevende amerikanske forfattere ved siden af skribenter som Philip Roth (f. 1933) og Don Delillo (f. 1936). Hendes bøger handler ofte om mennesker i samfundets afkroge, men også om forholdet mellem det enkelte menneske og samfundets offentlighed, og dermed hvordan individets liv i høj grad påvirkes og afgøres af omgivelsernes indvirkning.
I Rape er Teena en fattig stakkel, der blev enke, da Bethie var fire år gammel og siden aldrig er faldet til ro. Mændene, der overfalder dem, er høje på crystal meth, en slags fattigmandsspeed, der plager store dele af USA, og i øvrigt nogle småkriminelle stakler, der ikke kan klare sig selv. Og endelig er politimanden, Dromoor, der senere hjælper Teena og Bethie, aldrig kommet sig over sin tid i militæret og turen til Irak.
I den forstand er romanen et forsøg på at udrede, hvilken effekt denne hændelse får, både for de aktivt involverede, men også for resten af samfundet i Niagara Falls, en lille by udenfor Buffalo i staten New York. For betydningen rækker længere end til de aktivt berørte, og resten af samfundet bliver hurtigt inddraget i historiens videre forløb. Oates lader det komme til orde som et refereret 'man siger'. Og den offentlig mening vælger også hurtigt side for mændene, og det får stor betydning for forholdet mellem Bethie og Teena, da Teena giver op, og Bethie derfor må passe på hende.
Det er denne historie, der er vigtigt for Oates; hvordan mennesket forsøger at forholde sig til denne begivenhed. Både dem det går ud over, dem, der foretager handlingen, men også for os andre, tilskuerne, der på forskellig vis bliver konfronteret med og påvirker det, der går efter. For den egentlige historie begynder her. Med Teena liggende i en pøl af blod, og Bethie, der løber ud af skuret efter hjælp. Og ulykkerne stopper ikke, da voldtægten er ovre, men kommer til at plage dem resten af livet.
Barnet som vidne
Teena selv kan intet huske fra overfaldet, da hun endelig vågner, bortset fra at hun er blevet ydmyget. Hun vil ikke leve længere, og Bethie og hendes mormor må tage over. Så Bethie bliver mor for sin egen mor og bliver nødt til at overtage beskyttelsen. Især da overfaldsmændenes familie begynder at true hende og hendes familie. For ingen i mændenes familier kan tro på, at de har gjort Teena ondt. Og hvis de har, så var det nok Teenas egen skyld, for hun var vist også bare en luder. Og Bethie er ikke længere bare Bethie, men datteren af hende voldtægtsofret.
Da retssagen begynder, bliver Bethie beskrevet som utroværdig og hysterisk. Man kan ikke stole på hende, og hendes mor var vist også løs på tråden og i øvrigt en dårlig mor. Det er svært ikke at vælge siden for den øvrige befolkning. Bethie og hendes mor vokser mere og mere fra hinanden, da Teena vælger at holde verden på afstand gennem at drikke sig fra sans og samling. Casey trækker sig tilbage og vender tilbage til sin tidligere familie, hovedparten af samfundet vender sig mod dem, og livet i skolen bliver et helvede for Bethie. Hun bliver truet på livet eller chikaneret af de øvrige elever, og der er ingen steder, hun kan vende sig hen med undtagelse af politimanden Dromoor.
Den tavse beskyttelse
Romanen udvikler sig til et spørgsmål om retfærdighed. For det er tydeligt at domstolen kan manipuleres. Det er ikke muligt at finde retfærdighed gennem en almindelig retssag, da der er utallige interesser, der støder sammen. Både dommerens, advokaternes, samfundets og mediernes.
De får alle indvirkning på selvforståelse både for offer og anklaget. Ingen af de anklagede føler sig skyldige, og hvis de gør, så fortyder de, at de ikke slog de to ihjel, da de havde chancen. For så var der jo ingen vidner, og så ville de ikke sidde anklaget. Og 'ofrene' har ingen ret til at true dem, eller til at anklage dem, for de traf jo aldrig et valg om at gøre det. Det var alle høje på crystal meth, og det hele var jo bare et tilfælde. Så hvorfor står de egentlig anklaget?
Men Dromoor, den betjent, der som den første ankom til gerningsstedet, er af en anden mening. Han er, som nævnt, tidligere soldat, elsker skydevåben og er en påpasselig familiefar. Han tager på sig at beskytte familien mod gerningsmændene, da de bliver løsladt mod kaution.
Det uudtalte spørgsmål for Dromoor er; hvad skal vi gøre ved forbryderne, hvis domstolen ikke vil hjælpe ofret? Hvordan skal vi opnå retfærdighed? For svaret er tydeligvis ikke gennem domstolene, men snarere gennem øje for øje og tand for tand. Så Dromoor tager loven i egen hånd og begynder at henrette forbryderne en efter en.
Her udfordrer romanen læseren. For den tager ikke direkte parti for Dromoor, men den er heller ikke tydeligt imod hans handlinger. Vi har allerede set manglerne ved de officielle retssystem, der er ude af stand til at beskytte ofrene og yde dem retfærdighed. Så hvordan opnår vi egentlig retfærdighed? For som bogen fortæller os, så er Dromoor i stand til at skaffe Teena fred.
Efterfølgende lykkes det hende at få sit liv på benene igen sammen med en anden mand. Så noget lykkes, selv om forholdet til Bethie aldrig blivergenoprettet. Måske er en form for retfærdighed opnået?
Da romanen slutter er ofrene begyndte at leve igen, Dromoor er avanceret inden for politiet, da alle godt vidste besked med, hvad han havde gjort og tavst havde billiget hans handlinger. De onde er blevet straffet, og de gode lever videre, men læseren bliver efterladt med en dårlig smag i munden.
For i løbet af bogen er vores sympati blevet undergravet. Alle karaktererne har tydeligvis dårlige eller problematiske sider, og ingen af dem kan se sig fri for være usympatiske, måske på nær Bethie. Men hun har accepteret henrettelserne. Hun var godt klar over, hvad Dromoor foretog sig.
Det lykkedes hende at beskytte sin mor, men da romanen slutter, virker det, som om hun har mistet sig selv i løbet af processen. Alt kunne have været anderledes, hvis de bare havde valgt en anden vej hjem den aften, men det gjorde de ikke, og nu har Dromoor skaffet dem en form for retfærdighed. Men hvilken retfærdighed? Måske er svaret, at retfærdighed sjældent er særlig klar.
Kommentarer