Rejse til nattens ende af Céline

Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen

Jeg tror jeg faldt for Célines debutroman Rejse til nattens ende (1932) på grund af hans realistiske måde at fortælle historien om, hvad det egentlig er, hovedpersonen Bardamu oplever da han som helt ung melder sig frivilligt under de franske faner i 1. Verdenskrig.

Romanen giver ikke noget bud på forsoning, for den verden forfatteren viser læseren, er én som hovedpersonen altid vil være en fremmed i – han er stranger in a strange land, som Robert Heinlein kaldte sin science fiction roman. Alligevel kender jeg ingen forfatter, der er i stand til at le så voldsomt ad det hele – eller for den sags skyld få læseren til at le med. Det er den befriende latter fra en, der har nået bunden og ikke har noget at miste længere.

Perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig er en tid med mange omskiftninger i den vestlige verden, noget som tidens forfattere prøver at få hold på og forstå. Hvordan kan man f.eks. egentlig leve i verden, når både krig og vold tilsyneladende er så nemt ?

Man kan til en vis grænse sige at Céline (1894-1961) sammen med Hemingway (1899-1961) og Malraux (1901-1976) hører til en gruppe af forfattere, der ser krigen som et grundvilkår i menneskets eksistens – en del af verden man ikke kommer udenom. Senere kommer eksistentialisterne til med filosofien om, at man vælger sin skæbne og sin plads i krigen eller eventuelt revolutionen.

Mødet mellem mennesket og verden er absurd, som Camus skriver i Sisyfos-myten i 1942. Man forventer orden og mening, men verden er bare til ligesom den sten, Sisyfos hver dag triller op ad bjerget og som hver aften triller ned igen. Men Camus forestiller sig, at Sisyfos smiler lykkeligt når han om aftenen går ned ad bjerget igen efter stenen – det er hans skæbne.

Men mandsmod og rank ryg overfor den verden, man er en fremmed i, vil læseren ikke finde hos Céline, selvom han netop deler det nihilistiske udgangspunkt med de forfattere, jeg lige har nævnt. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Bardamu i Rejse til nattens ende melder sig ikke som frivillig til den første Verdenskrig for at slås for en sag.

Han sidder derimod og diskuterer patriotismen med en kammerat og efter at have rakket den ned, løber han efter en flok der lige har ladet sig hverve ”for at se, hvordan det er”, som han siger. Handlingen er faktisk fuldkommen umotiveret, men krigen er ikke sådan at slippe væk fra.

Men nogle mennesker ser alligevel ud til at trives ganske godt med krigen, her er hvad Bardamu siger om dem:

”Kanonen var for dem kun larm. Det er derfor krige kan vare ved. Selv de der fører krig, som er i færd med at føre den, gør sig ikke begreb om den. Selv med en kugle i maven ville de have fortsat med at samle gamle sandaler op ”der endnu kunne bruges”.

Ligesom fåret ligger på siden på engen og stadig græsser i sin dødskamp. De fleste mennesker dør først i sidste øjeblik; andre begynder og går i gang med at dø tyve år i forvejen, undertiden mere. Det er jordens ulykkelige.” Hos Céline findes der to slags mennesker, dem der trives med verden som den er, og så dem, der altid vil være fremmede i den – de lykkelige får og de ulykkelige mennesker.

Bardamus rejse er faktisk et forsøg på at flygte fra krigen, men da han senere rent faktisk kommer væk ved at tage til en af de franske kolonier i Afrika, viser det sig at verden udenfor egentlig ikke er forskellig fra krigen. Det er den heller ikke, da han senere kommer til New York eller da han kommer hjem til Paris igen for at forsøge at etablere sig som læge i Rancy, et af byens fattige kvarterer.

Overalt lyder den samme sang: æd eller bliv ædt ! På det punkt af erkendelsen er det, at en hemingwaysk helt enten resigneret tager på fisketur eller engagerer sig i den spanske borgerkrig, eller Malrauxs helt deler sin pille med cyanid med sin kammerat inden fjenden kommer. Célines nihilisme stikker meget dybere og han forsøger sig ikke med idéer som ”at kæmpe for en sag” eller ”at bære sin skæbne” som plaster på såret. Men forfatteren har også medfølelse med menneskene og deres situation, det skulle man ellers ikke tro når man tænker på de antisemitiske essays som han også skrev !

Céline hører altså ikke rigtigt sammen med denne gruppe forfattere alligevel, selvom man kan sige at det historiske udgangspunkt er det samme. Hos Hemingway møder læseren 1. Verdenskrig på en helt anden måde end hos Céline, f.eks. i historierne om Nick Adams liv.

De kan læses som en sammenhængende fortælling om, hvordan Nick udvikler sig fra barn til voksen og finder sin egen måde at leve med verdens vold og brutalitet. I den afsluttende novelle, Store overvældende Flod, er Nick vendt hjem til sin barndoms land og på en fisketur forsøger han at genoplive det gode liv fra dengang og glemme angsten.

Skabelonen for fortællingerne er faktisk 1800-tallets udviklingsroman, hvor helten er barn eller ung hjemme, rejser ud og så vender hjem igen som voksen. I André Malrauxs roman Kongevejen fra 1930 rejser helten ind i Cambodias jungle for at smugle kunstskatte ud og sælge dem i Europa. Men rejsen ender med at blive en skæbne, han må tage på sig – nemlig at slås og dø sammen med en kammerat.

Selvom krigen fylder ligeså meget i Célines roman som hos Hemingway og Malraux, så har de to sidste forfattere nogle værdier, som man må se i vejviseren efter i Rejse til nattens ende. Det er temaer som det, at mennesket udvikler sig og modnes af sine erfaringer, hvad de så end har været. Eller for den sags skyld det at vælge at dø sammen med en kammerat i én eller anden form for loyalitet eller måske ligefrem venskab. I Célines romaner findes der heller ikke noget godt liv fra fortiden som man kan vende tilbage til!

Billeder og den fotografisk præcise erindring fylder meget for forfatteren, han er meget fascineret af filmen og fotografiet. Céline bruger mange filmiske virkemidler i sin fortælleteknik, han er f.eks. meget inspireret af klippeteknikken, hvor det kan lade sig gøre at skifte meget pludseligt fra én situation til en anden, eller fra billede til billede.

Eller han fortæller tingene hurtigere end de egentlig sker, ligesom man på tidens stumfilm kan se folk, der lige løber lidt for hurtigt i forhold til virkeligheden. Den måde tingene fungerer på i romanens verden kan også beskrives meget dækkende som den form for banale og platte komedie, der findes i en del stumfilm: man ved fra starten at alting går galt, at de forkerte ting går i stykker og folk forveksler hinanden med noget eller nogen, de ikke er.

Men Céline sætter denne filmkomedie ind i en tragisk og realistisk verden, hvor folk faktisk kommer til skade i modsætning til stumfilmens vold, der er uden virkelige konsekvenser.

Da jeg havde lagt bogen kom jeg til at tænke på noget, der bliver sagt i Saint-Exupérys Den lille Prins: ræven siger til prinsen, at det væsentlige her i verden er skjult for øjnene og man ser kun rigtigt med hjertet. Men måske er det i virkeligheden omvendt: at det væsentlige netop er skjult for hjertet og at det kun er med øjnene man kan se tingene som de er.

Altså, det jeg mener er, at måske er tingene virkelig så slemme som de ser ud til at være, hvis man tør se rigtigt på dem uden at lægge noget til. Men det er sjofelhederne, der gør at man ikke bare sætter sig til at stene. Céline er gennemgående grim i munden og i øvrigt også ondsindet, så har jeg sagt det ! God fornøjelse…