Det er ikke nok at skrive. Vi vil have forfattere, der mestrer alle ordets udtryk, så poesien kan mærkes, opleves og høres – gerne på én gang.
Af Kåre Wangel, projektleder for Ord Over Svendborg, med i poetry slam foreningen PSFyn, underviser i og optræder med spoken word lyrik.
For 100 år siden sad Johannes Jørgensen i Svendborg i sit symbolistiske digtertårn og skrev i sin ensomme fordybelse, imens læseren ventede spændt på nyt fra forlaget. I dag kravler de svendborgensiske digtere kun op i tårne udstyret med en megafon og en performers lyst til at skrige sin poesi ud over byen af fulde hals. Som da Vagne Remme og Sternberg i 2011 indtog kirketårnet og rådhustårnet med deres poesidialog 'Længsel' under det første års Ord Over Svendborg.
Som projektleder for Ord Over Svendborg oplever jeg en stor interesse hos både publikum og samarbejdspartnere for flere af sådanne eksperimenter. For hvert år bliver vores program mere og mere spækket med tværæstetiske møder af alt fra musik og performance til strik, plakatkunst og skulptur. Der er liden interesse for oplæsninger - selv af velkendte forfattere - men stor interesse for digterorkestre, street art happenings, scenekunstopførelser og publikumsinddragende begivenheder - både online og live.
Måske hænger det sammen med, at digtsamlingen er noget nær den mest udramatiske måde at opleve lyrik på. Det til trods fastholder mange forfattere, at lyrik skal udkomme i bogform. Men der, hvor digtet kommer mest til sin ret, der, hvor de grænsebrydende formeksperimenter finder sted, det er i dag der, hvor lyrikken er frigjort fra at være sorte bogstaver på hvidt papir.
Som underviser i poetry slam og spoken word lyrik har jeg lagt mærke til, at en sådan 'frigjort' lyrik vækker enorm genklang hos de fleste unge. Det lader til, at der er ved at opstå en ny begejstring for poesien, som ellers ikke har vist så mange livstegn siden firserne. Det er i dag ved at gå op for dem, vi engang kaldte læserne, særligt de unge, at poesien er deres adgang til at forme sproget til deres eget, at ødelægge det, partere det, misbruge det og bygge det op igen gennem deres egen leg med ordene.
På den anden side af læseren
Det sidste islæt af noget elitært er i dag vasket væk fra poesien. Den er ikke fin eller højtidelig, men grim og beskidt og lige til at drible med. Den hører ikke længere kun hjemme på bøgernes tomme, tørre papir, men lige så meget i performancens viltre udtryksformer og som street art på falmede murværker.
Hvor poesien i min skoletid var forbeholdt dansktimens analyseskemaer, tilbyder den i dag sig selv gennem grænsenedbrydende gæstelærere, som opfordrer eleverne til at tage magten over sproget og slynge skældsord, kærlighed, vrede og filosofiske betragtninger ud af højttaleranlægget.
Litteraturen har efterhånden fået en ny type modtager. Alle vi, der bliver kaldt læsere, vil ikke længere nøjes med blot at være det. Vi vil være meget mere end passive læsere, der venter ved boghandelen eller biblioteket på udgivelser fra forlagene. Vi vil i langt højere grad være inddraget som levende publikum til og aktive medskabere af ordkunst i alle former. Vi vil læse, spille, høre, mærke, spise, se og sanse litteraturen. Vi vil have forfattere, der brænder for noget og brænder igennem.
Jeg tror ikke, jeg er alene med den holdning, at det ikke længere er tilstrækkeligt, at en forfatter, udstyret med sin nyeste digtsamling og uden øvelse, læser op for publikum siddende i en stol eller stående ved en pult. Hvis ikke forfatteren kan noget særligt med oplæsningen, skal hun hellere lade være. Men hvis hun formår at fortrylle lige så meget med sin stemme og sin krop som med sin tekst, så stiger hun i vores agtelse, for så kan hun selv levendegøre sine ord.
Spoken word, poetry slam og performancepoesi
Den mundtlige litteratur, det talte ord, vinder sig ind i hjerterne hos et langt større publikum end oplæsninger. Spoken Word genren er også siden årtusindeskiftet vundet gevaldigt frem i Danmark, i takt med at vores forventninger til litteraturen er øget. Med de sædvanlige tyve-tredive års forsinkelse har poetry slam vundet udbredelse i de fleste danske egne, lige dele performancekunstnere og -poeter sætter krop og stemme på poesien, og fortællefestivaler springer op i hele landet.
De performancebaserede litterære genrer har hver udspring i forskellige kunstmiljøer: Spoken word i fortælletraditionen, poetry slam i beatlyrikken og performancepoesien i kunstverdenen. Alligevel har de pudsigt nok udviklet sig i stort set samme retning, selvom deres udganspunkter er forskellige. Jeg er overbevist om, at det har at gøre med, at performancens kræsne livepublikum tvinger forfatterne til at se på deres egen måde at bruge ord på. Når man optræder foran en menneskeflok, der reagerer spontant, lærer man meget hurtigt sine svagheder at kende.
Litteraturen skal opleves
Til dette års ordfestival i det sydfynske (style) har vi sammen med mange andre lokale kulturaktører udarbejdet et program, der inddrager både billedkunst, installationskunst, skulptur, street art, plakatkunst, masser af musik, teater, fortælling, poetry slam, performancekunst m.v. Det er ikke noget, vi skal stampe op af jorden med hårde tramp. Det opstår i mange tilfælde af sig selv - begejstringen ligeså.
Vi forventer i dag, at litteratur overskrider sig selv, at forfatteren bruger sine fortælle- og formuleringsevner til at skabe kunst i mange genrer og udfordrer sig selv gang på gang. At hun bruger sine særlige evner for ord og sprog til at udfolde den ordmæssige side af al kunst. Det er slet ikke nok at skrive. Vi vil have forfattere, der mestrer alle ordets udtryk.
Det skrevne ord har altid været dødt. Det er allerede færdigskrevet og kan ikke ændres eller påvirkes. Det talte ord, derimod, er levende og til stede. Det bliver skabt i nuet og påvirkes i høj grad af humør, stemning, følelse og publikums reaktioner. Det er særligt her, forfatteren viser sit værd og levendegør sin litteratur. Det er her, der er plads til at udvikle litteraturen og ordkunsten i en verden, hvor ordet er overalt.
Vil du vide med om den fynske litterære scene? Se evt:
Kommentarer