Af Helle Laursen, Børnebibliotekar på Ølby bibliotek.
Det er underklasse-livet i det lille rækkehus i Dublin, der er scenen for Paulas kamp for at vende tilbage til et mere normalt liv. Fire måneder og fem dage. Det er det tidsrum Paula har været tørlagt da vi møder hende igen.
Paula Spencer er tilbage
Hvis man læste Roddy Doyle’s roman fra 1996 med titlen ”Kvinden, der gik ind i døre”, har man siden ventet og håbet på at Doyle ville vende tilbage til hende. For som læser måtte man bare vide hvad der sker med Paula Spencer efter at hendes voldelige ex-mand, Charlos, dør i et skuddrama med politiet. Der gik ti år før Doyle lader Paula vender tilbage. Nu prøver hun at få stumperne af sit og familiens liv til at hænge samme. At give de to hjemmeboende børn den omsorg og tryghed som hendes to store, og nu fraflyttede børn, aldrig fik. For som Doyle skriver ”Alkoholikere kan holde op med at drikke. Men hvad kan børn af alkoholikere gøre?”
Fire måneder og fem dage
Det er underklasse-livet i det lille rækkehus i Dublin, der er scenen for Paulas kamp for at vende tilbage til et mere normalt liv. Fire måneder og fem dage. Det er det tidsrum Paula har været tørlagt da vi møder hende igen. Hun er 48 år og kæmper hver dag med dæmonerne fra et langt liv med et voldsomt alkoholmisbrug, og skyldfølelsen over hvor fuldstændigt hun har svigtet sine børn. Trangen til at drikke melder sig også af og til. Og selv om hun har lært sig at sige: ”Jeg er alkoholiker”, ligner ”hver eneste dør sgu en bar” som Paula siger en dag på vej hjem fra sit rengøringsjob.
At holde af hverdagen
Doyle starter ”Kvinden, der gik ind i døre” med et citat, fra Shel Silverstein ”The Ballad of Lucy Jordan”. ”At the age of 37 – She realised she’d never ride - Through Paris - In a sports car - With the warm wind in her hair -”. Paula er nu helt klar over at det kommer hun aldrig til, men hun er nu fokuseret på at få hverdagen til at fungere uden alkohol. Hun glæder sig over alle de små, og for de fleste andre, trivielle ting der i hverdagen. Selv at lave mad og kunne smage den. Købe julegaver og ikke bruge alle pengene på sprut, at åbne en bankkonto og surfe på Internettet sammen med sin yngste søn. At går på arbejde, selv at tjene til livets ophold og at være mor for sine børn. Herigennem får hun langsomt opbygget en smule selvværd.
For Paula er ved at slippe ud af sin rolle som offer. Hun fører en konstant indre og ydre monolog. Doyle bruger sproget til at vise hvor skrøbelig Paula er og hvor stor betydning selv de mest hverdagsagtige ting har. Tanker og talesprog indikerer hele tiden den tvivl og usikkerhed Paula har i forhold til livet som tørlagt alkoholiker og omsorgsfuld mor. Paula kommenter hele tiden sin færden mod et mere normalt liv. Det er gennem hendes tanker og observationer vi som læsere får indblik i hvordan Paula oplever sit nye liv. ”- nu sidder jeg og drikker en dejlig kop kaffe. Hun sætter koppen ned – nu sætter jeg koppen ned”. En helt dagligdags ting for de fleste, at drikke en kop kaffe på en café, men ikke for Paula.
Et andet liv
Doyle beskriver livet på bunden. Et liv med alkohol og vold, men som fortællingen folder sig ud, også en fortælling om en kvinde hvis liv, bliver et andet liv. Det er stadig fyldt med smerte, men beslutningen om ikke længere at dulme smerten med alkohol giver hende en ny værdighed. Hun gemmer sig ikke længere i alkoholtåger, men tager fat om livet. Prøver at leve med de fysiske og psykiske mén, et liv med misbrug har givet hende. Hun har erkendt at alternativet til den daglige kamp mod drikkeriet er døden.
Doyles roman ligger sig op ad andre romaner der skildrer et liv i fattigdom på bunden af samfundet så som ”Angelas aske” af irske Frank McCourt og ”The Road to Nab End” af engelske William Woodruff, begge barndoms erindringer fra først i 1900 tallet. Alle tre romaner skildre det hårde liv i underklassen med humor, varme og indlevelse, men Doyles romanfigur Paula Spenser giver mæle til nutidens hårdt prøvede kvinder hvis liv der leves på bunden af samfundet.
Forfatter information:
Roddy Doyle er født i født i Dublin, Irland og har altid boet i Dublin. Han har skrevet flere romaner, teaterstykker og et par børnebøger. Han modtog i 1993 Brooker Prisen for romanen ”Paddy Clake HA Ha Ha.” Hans mest kendte værk er nok ”The commitments”, som blev filmatiseret i 1991 med Allan Parker som instruktør. ”The commitments” blev efterfulgt af ”Smutteren” og ”Burgerbilen” disse tre romaner kaldes tilsammen Barrytown - trilogien. Doyle’s socialrealistiske romaner beskriver det irske arbejdermiljø med varme og humor uden at forfalde til sentimentalitet.
Kommentarer