Lystlæsning om død og ulykke
Af oversætter Allan Hilton Andersen
Det virker måske en anelse bizart, at mange tusinde danskere kaster sig over kriminalromaner, når de skal slappe af og lade batterierne op, men sådan er det altså … også for undertegnede. Jeg tager simpelthen en uge i en lænestol med en stabel bøger, som har ligget og kigget på mig længe …
Før jeg afslører, hvem der skal underholde mig, kan jeg løfte sløret for to krimier, der begge udkommer efter sommerferien: Den første er Jo Nesbøs ’Snemanden’, og Nesbø kræver næppe nogen præsentation. Bogen er netop gået i trykken, og Harry Hole er tilbage for fuld styrke – med og uden vennen Jim Beam. ’Snemanden’ er en ganske uhyggelig sag, hvor en norsk seriemorder udfordrer Hole, der jo én gang tidligere har været konfronteret med en seriemorder (i ’Flagermusmanden’). Det australske mareridt kostede Hole dyrt på det personlige plan, og man aner et spejlbillede i Norge, hvor seriemorderen i årevis har dræbt et offer den dag, hvor den første sne falder.
Den anden bog er en ganske speciel amerikansk roman, ’Zero’, af Jess Walters. Bogen er en slags thriller, som foregår i dagene efter 11.9., og spændingen garneres med en ætsende kritik af et amerikansk samfund, der prøver at profitere af terrorangrebet – ganske bogstaveligt.
Og så til bunken …
Jeg har tænkt mig at begynde med et enkelt bind af Sjöwall & Wahlöös serie om Martin Beck, og jeg har udvalgt ’Roseanna’, som var den første i serien, og som nu er forsynet med et forord af Henning Mankell. Bøgerne har snart 40 år på bagen, så forlaget har meget fornuftigt valgt at lade de ti bind nyoversætte, og jeg er meget spændt på, om jeg kan genkende de elementer, der gjorde forfatterskabet så spændende, som det forekom fra slutningen af tresserne.
Dernæst kaster jeg mig over 'Lifeless' af Mark Billingham. Jeg skal i gang med at oversætte den efter ferien, så den skal læses med en blyant i hånden – hvis jeg da husker at tage notater. Billingham er brite og en velskrivende en af slagsen. Når jeg er færdig med ham, skal jeg lige have læst en amerikaner færdig, som jeg har læst halvdelen af, da jeg skulle overveje, om jeg ville oversætte bogen. Om jeg vil! Forfatteren hedder Don Winslow, og bogen, The Winter of Frankie Machine, er ved at blive filmatiseret med Robert De Niro i hovedrollen. Jeg glæder mig som (til) et lille barn.
Så må det være på tide at konfrontere sig selv med nogle fordomme. Jeg erkender det blankt: Bortset fra et par gode, britiske undtagelser, er jeg ikke meget for kvindelige krimiforfattere, og slet ikke amerikanske pseudofeminister, der spiser fedtfattig yoghurt, drikker Diet Pepsi og tænker alt andet end dybsindige tanker i motionscentret. Men nu må jeg altså i gang med Sara Blædel, som jeg hørte på Krimimessen i Horsens for godt et år siden. Hun virker som en begavet kvinde, og anmelderne kan godt lide hende. Jeg har udvalgt mig Louise Rick – Drabsafdelingen. Og går det godt, vil jeg modstræbende kigge i Anne Holts 'Madam President', hvis ikke en tilfældig kvindelig gæst skulle snuppe den først. Skulle det ske, vil jeg i stedet give chancen til Alison G. Taylor fra Wales. Hendes fjerde bog om kommissær McKenna, 'Tvivlsom domfældelse', ser rigtig spændende ud, og bøgerne foregår i Nordwales, hvor jeg i tidernes morgen gik i skole. Jeg må en tur hen ad Memory Lane.
Jeg må også læse Håkan Nessers 'Menneske uden hund'. Nesser skriver rigtig litteratur med elementer fra krimien, eller også skriver han krimier med elementer af rigtig litteratur. Jeg er meget fascineret af hans stil, og jeg er allerede vild med kommissær Barbarotti efter blot at have skimmet bogen. Nesser er god til at skrælle den tynde civilisationsfernis af os mennesker og blotlægge vores mere dyriske hemmeligheder. Brrr. I det hele taget har jeg det godt med svenske krimiforfattere, og jeg glæder mig til Kjell Erikssons 'Prinsessen af Burundi'. Eriksson fik sidste år det svenske LO’s store kulturpris, og mine svenske venner kan godt lide hans kvindelige kriminalinspektør, Ann Lidell. Denne bog foregår oppe i Uppsala og blev kåret til årets svenske krimi i 2002.
Nu er der kun et par dage tilbage af læseferien. Jeg har stadig fire bøger i bunken og skynder mig at komme i gang med amerikaneren Michael Connelly. Hans romanserie om Harry Bosch er fremragende, og jeg er spændt på, om Malstrøm kan leve op til 'Mørkere end natten' og 'Skeletternes by'. Så venter et nyt bekendtskab i form af forfatteren Rennie Airth og romanen 'Tidevand af blod'. Jeg har valgt den på grund af en pudsig karakteristik i en anmeldelse ved Thomas Harder, som skrev, at bogen ud over at være en perfekt krimi ”desuden [er] en meget tilfredsstillende kærlighedshistorie.” Og nu er jeg spændt på, om denne tilfredsstillelse handler om noget almenmenneskeligt – for så glæder jeg mig til at blive klogere på kærligheden – eller om den bare siger noget om anmelderen.
Den sidste dag kigger jeg lidt i Jill McGowns 'Tid til mord'. En skotsk kvinde, der skriver krimier, skal have en chance. Jeg har før haft fat i hendes Lloyd-Hill-serie uden at blive tændt, men er blevet anbefalet denne titel af en kvindelig bekendt, som stædigt arbejder på at nedbryde mine fordomme. Jeg giver mig så meget denne gang, at hvis jeg kan læse bogen færdig, må jeg gemme Stephen Booths 'Jerntungen' til en kommende søvnløs nat.
Så har man da styr på sine mareridt.
Rigtig god krimisommer …
Artikel
Oversætterens sorte sommer
Lystlæsning om død og ulykke
Af oversætter Allan Hilton Andersen
Det virker måske en anelse bizart, at mange tusinde danskere kaster sig over kriminalromaner, når de skal slappe af og lade batterierne op, men sådan er det altså … også for undertegnede. Jeg tager simpelthen en uge i en lænestol med en stabel bøger, som har ligget og kigget på mig længe …
Før jeg afslører, hvem der skal underholde mig, kan jeg løfte sløret for to krimier, der begge udkommer efter sommerferien: Den første er Jo Nesbøs ’Snemanden’, og Nesbø kræver næppe nogen præsentation. Bogen er netop gået i trykken, og Harry Hole er tilbage for fuld styrke – med og uden vennen Jim Beam. ’Snemanden’ er en ganske uhyggelig sag, hvor en norsk seriemorder udfordrer Hole, der jo én gang tidligere har været konfronteret med en seriemorder (i ’Flagermusmanden’). Det australske mareridt kostede Hole dyrt på det personlige plan, og man aner et spejlbillede i Norge, hvor seriemorderen i årevis har dræbt et offer den dag, hvor den første sne falder.
Den anden bog er en ganske speciel amerikansk roman, ’Zero’, af Jess Walters. Bogen er en slags thriller, som foregår i dagene efter 11.9., og spændingen garneres med en ætsende kritik af et amerikansk samfund, der prøver at profitere af terrorangrebet – ganske bogstaveligt.
Og så til bunken …
Jeg har tænkt mig at begynde med et enkelt bind af Sjöwall & Wahlöös serie om Martin Beck, og jeg har udvalgt ’Roseanna’, som var den første i serien, og som nu er forsynet med et forord af Henning Mankell. Bøgerne har snart 40 år på bagen, så forlaget har meget fornuftigt valgt at lade de ti bind nyoversætte, og jeg er meget spændt på, om jeg kan genkende de elementer, der gjorde forfatterskabet så spændende, som det forekom fra slutningen af tresserne.
Dernæst kaster jeg mig over 'Lifeless' af Mark Billingham. Jeg skal i gang med at oversætte den efter ferien, så den skal læses med en blyant i hånden – hvis jeg da husker at tage notater. Billingham er brite og en velskrivende en af slagsen. Når jeg er færdig med ham, skal jeg lige have læst en amerikaner færdig, som jeg har læst halvdelen af, da jeg skulle overveje, om jeg ville oversætte bogen. Om jeg vil! Forfatteren hedder Don Winslow, og bogen, The Winter of Frankie Machine, er ved at blive filmatiseret med Robert De Niro i hovedrollen. Jeg glæder mig som (til) et lille barn.
Så må det være på tide at konfrontere sig selv med nogle fordomme. Jeg erkender det blankt: Bortset fra et par gode, britiske undtagelser, er jeg ikke meget for kvindelige krimiforfattere, og slet ikke amerikanske pseudofeminister, der spiser fedtfattig yoghurt, drikker Diet Pepsi og tænker alt andet end dybsindige tanker i motionscentret. Men nu må jeg altså i gang med Sara Blædel, som jeg hørte på Krimimessen i Horsens for godt et år siden. Hun virker som en begavet kvinde, og anmelderne kan godt lide hende. Jeg har udvalgt mig Louise Rick – Drabsafdelingen. Og går det godt, vil jeg modstræbende kigge i Anne Holts 'Madam President', hvis ikke en tilfældig kvindelig gæst skulle snuppe den først. Skulle det ske, vil jeg i stedet give chancen til Alison G. Taylor fra Wales. Hendes fjerde bog om kommissær McKenna, 'Tvivlsom domfældelse', ser rigtig spændende ud, og bøgerne foregår i Nordwales, hvor jeg i tidernes morgen gik i skole. Jeg må en tur hen ad Memory Lane.
Jeg må også læse Håkan Nessers 'Menneske uden hund'. Nesser skriver rigtig litteratur med elementer fra krimien, eller også skriver han krimier med elementer af rigtig litteratur. Jeg er meget fascineret af hans stil, og jeg er allerede vild med kommissær Barbarotti efter blot at have skimmet bogen. Nesser er god til at skrælle den tynde civilisationsfernis af os mennesker og blotlægge vores mere dyriske hemmeligheder. Brrr. I det hele taget har jeg det godt med svenske krimiforfattere, og jeg glæder mig til Kjell Erikssons 'Prinsessen af Burundi'. Eriksson fik sidste år det svenske LO’s store kulturpris, og mine svenske venner kan godt lide hans kvindelige kriminalinspektør, Ann Lidell. Denne bog foregår oppe i Uppsala og blev kåret til årets svenske krimi i 2002.
Nu er der kun et par dage tilbage af læseferien. Jeg har stadig fire bøger i bunken og skynder mig at komme i gang med amerikaneren Michael Connelly. Hans romanserie om Harry Bosch er fremragende, og jeg er spændt på, om Malstrøm kan leve op til 'Mørkere end natten' og 'Skeletternes by'. Så venter et nyt bekendtskab i form af forfatteren Rennie Airth og romanen 'Tidevand af blod'. Jeg har valgt den på grund af en pudsig karakteristik i en anmeldelse ved Thomas Harder, som skrev, at bogen ud over at være en perfekt krimi ”desuden [er] en meget tilfredsstillende kærlighedshistorie.” Og nu er jeg spændt på, om denne tilfredsstillelse handler om noget almenmenneskeligt – for så glæder jeg mig til at blive klogere på kærligheden – eller om den bare siger noget om anmelderen.
Den sidste dag kigger jeg lidt i Jill McGowns 'Tid til mord'. En skotsk kvinde, der skriver krimier, skal have en chance. Jeg har før haft fat i hendes Lloyd-Hill-serie uden at blive tændt, men er blevet anbefalet denne titel af en kvindelig bekendt, som stædigt arbejder på at nedbryde mine fordomme. Jeg giver mig så meget denne gang, at hvis jeg kan læse bogen færdig, må jeg gemme Stephen Booths 'Jerntungen' til en kommende søvnløs nat.
Så har man da styr på sine mareridt.
Rigtig god krimisommer …
Kommentarer