Opdragelsestemaet i Jakob Knudsens forfatterskab.Af Nordiskstuderende Gitte S. A. Ulstrup Opdragelse er et emne hvis midler og mål de fleste mennesker elsker at diskutere. Vi gør os tanker om det fordi vi husker vores egen opdragelses for- og bagsider, og fordi vi gerne vil gøre det bedst muligt for vore egne børn.
Inden for faglitteraturen findes et utal af bøger om børneopdragelse – både for forældre, lærere og pædagoger. Også skønlitteraturen giver eksempler på værker der tematiserer opdragelsen – Rabelais’ "Gargantua" (1534) og Rousseaus "Emile eller Om opdragelsen" (1762) – for blot at nævne to af verdenslitteraturens helt store værker om emnet.
Opdragelse på dansk
I Danmark er en af de forfattere der har beskæftiget sig mest intenst med opdragelsestemaet, Jakob Knudsen. Han levede fra 1858 til 1917 og er nok mest kendt for sin smukke morgensalme "Se nu stiger Solen". Han skrev dog i sit godt 20-årige forfatterskab mange spændende romaner og fortællinger om opdragelse – uden dog nogensinde at blive rigtig rost for det.
Årsagen var at Knudsens idéer på mange måder var forældede allerede i hans samtid, idet han i både romaner og essays holdt fast ved en autoritær opdragelse. Det gav ham mange modstandere blandt århundredeskiftets danske befolkning der som følge af Det moderne Gennembrud krævede frihed og humanitet i alle forhold, og derfor skældte ham ud for at være reaktionær. Heri lå grunden til at Knudsen hverken dengang eller siden blev en særlig kendt eller læst forfatter.
Knudsens egen opdragelse
Knudsen fik ikke sine tanker fra fremmede. De skyldtes i høj grad den indfly-delse hans far, Jens Lassen Knudsen, havde på sønnen i opdragelsen. Alle de ting Knudsen lærte af sin far, brugte han nemlig siden som tema i sit forfatterskab. Den anden store inspirationskilde var N. F. S. Grundtvig hvis idéer om folkehøjskolen på mange måder lignede Knudsens: Opdragelse bestod bl.a. i fri og frivillig undervisning i historie, modersmål og kristendom. Det skulle få børnene til at elske deres fædreland og få dem til at føle sig som del af historien så de undgik rodløshed. Det var med andre ord kun i fag som regning, skrivning og læsning at børnene skulle terpe, adlyde strengt og straffes hvis de var uvorne.
Gud er målet
Målet med opdragelsen hos Knudsen er at gøre barnet i stand til at vende hjem til Gud og blive troende som voksen da det kristne liv er det eneste virkelige, sande og udholdelige liv der findes. Især fem forhold er vigtige hvis man ville give et barn den i Knudsens øjne perfekte opdragelse. Disse forhold er beskrevet i to essays, ”At være sig selv” og ”Om Idealitet” der begge findes i samlingen "At være sig selv".
Barnet skal for det første opdrages til at være sig selv hvilket for Knudsen betyder altid at leve fuldt ud, at turde stå fast ved sine meninger, og at være et med sin Gud og kristne ægtefælle. Desuden skal barnet få idealitet som er en higen mod det fuldkomne, hvilen i Gud. Enhver idealitet der slår sig ned på noget jordisk, er derfor vildledt. Idealiteten fremkommer gennem en udvikling af barnets fantasi og vilje. Fantasien udvikles ved at barnet frit og uden hjælpemidler (som f.eks. legetøj) erobrer sin synlige omverden. Det skal med andre ord selv finde f.eks. sten der kan omdannes og bruges i historiske og mytologiske lege. Desuden skal opdrageren i den føromtalte kristendoms- og historieundervisning bruge fortællinger og lade barnet gribes heraf så det føler en sammenhæng mellem sig selv og historien.
Viljen skal til gengæld udvikles ved tvang over for f.eks. regning og læsning. Det skal hærde barnet, lære det disciplin og få barnet til at bøje dets vilje under opdragerens og være lydig mod denne. Det giver et ansvarligt, samvittighedsfuldt og sandfærdigt barn. Endelig er opdragerens rolle helt speciel hos Knudsen; denne skal nemlig være en slags foreløbig gud for barnet som ikke kan rumme Gud i barndommen, men forstår hvad ’Gud’ vil sige hvis f.eks. faderen inkarnerer denne. Opdrageren skal give barnet idealitet og lære ham/hende Gud at kende således at det naturligt søger Gud, når det bliver voksent og ikke længere er afhængigt af opdrageren.
Knudsens værker
Knudsens filosofiske overvejelser og essays hænger meget godt sammen med hans fiktion. Mange af hans værker handler nemlig netop om personer der får denne (eller dele af denne) opdragelse. Tydeligst ses det i romanen "Lærer Urup" (1909) om en underviser og opdrager der netop bliver talerør for Knudsens tanker i både handling og tanke.
Desuden ses opdragelsestemaet i flere andre værker, men dog oftest som eksempler på hvor galt opdragelsen kan gå. Således får hovedpersonen Christian i "Et Gjensyn" (1898) ikke gjort oprør mod sin far og foreløbige gud, Anders i "Sind" (1903) slår sin idealitet på noget jordisk fordi han gør det til sit livs mål at straffe uretfærdighed, og endelig kræver Martin i Knudsens historiske roman om Martin Luther, "Angst-Mod" (1912), absolut sikkerhed for ikke at komme i helvede hvorved også hans idealitet vildledes. Herved når mange af Knudsens hovedpersoner netop ikke målet med opdragelsen, men må blive i det han kalder ’foreløbighed’.
Hovedværket "Gjæring-Afklaring"
Knudsens hovedværk er "Gjæring-Afklaring" der udkom for godt 100 år siden i september 1902. I denne roman ses det nærmeste Knudsen kommer en prototype på den ideelle opdragelse. Bogen handler om drengen Karl der opdrages af sin grundtvigianske onkel Jørgen. Denne opdrager Karl med fantasi og vilje, skaber hans idealitet og fungerer som foreløbig gud for drengen. Men han undlader at fortælle Karl at mennesket ud over en åndelig side også har drifter. Derfor gør Karl i puberteten oprør mod Jørgen og møder i stedet et naturalistisk livssyn hos sin nye lærer Grabow og en ung kvinde han forelsker sig i, Rebekka Woltersien. Disse er ikke bange for naturen eller menneskets drifter og overbeviser Karl om at der er andet i livet end at finde Gud. Rebekka bliver i stedet Karls afgud nogle år, men han indser dog til slut at hans opdragelse sidder for dybt i ham; på hans og Rebekkas bryllupsrejse er de taget på ferie for at forberede det guddommelige øjeblik Rebekka tror på som det eneste virkelige i livet, men da hun vil give sig hen til Karl indser denne at hans opdragelse sidder alt for dybt i ham. Han kan ikke gengælde hendes elskov, men længes mod Gud som han er opdraget til. Han tager derfor hjem igen til sin barndoms by og gifter sig med sin barndomskæreste, Henriette, der er opdraget som han selv. Herefter danner han en højskole med baggrund i den opdragelse han selv har haft blandet med de erfaringer om menneskets natur han har gjort i sine ungdomsår. Denne syntese i opdragelsen mellem natur og ånd bliver den for Knudsen rigtige opdragelse der sikrer, at mennesket kan leve på jorden (med dets drifter) og samtidig finde Gud (med sjælen).
Selvom de fleste mennesker i dag ikke vil være enige med Knudsen i hans opdragelsestanker, er hans romaner, fortællinger og essays helt klart værd at læse og diskutere – også i år 2003. Han åbner for en masse komplekse tanker og spørgsmål hos læseren omkring opdragelse som man kan bruge til at danne sig egne meninger om emnet, og desuden vil nærlæsninger af hans tekster forhåbentlig give et lidt mere detaljeret og varieret billede af forfatterskabet så Knudsen ikke også fremover blot vil blive kaldt reaktionær og ubrugelig. Hans tanker er faktisk ikke så forskellige fra det man f.eks. kan læse i folkeskoleloven!
Artikel
Opdragelsestemaet i Jakob Knudsens forfatterskab
Opdragelsestemaet i Jakob Knudsens forfatterskab.Af Nordiskstuderende Gitte S. A. Ulstrup Opdragelse er et emne hvis midler og mål de fleste mennesker elsker at diskutere. Vi gør os tanker om det fordi vi husker vores egen opdragelses for- og bagsider, og fordi vi gerne vil gøre det bedst muligt for vore egne børn.
Inden for faglitteraturen findes et utal af bøger om børneopdragelse – både for forældre, lærere og pædagoger. Også skønlitteraturen giver eksempler på værker der tematiserer opdragelsen – Rabelais’ "Gargantua" (1534) og Rousseaus "Emile eller Om opdragelsen" (1762) – for blot at nævne to af verdenslitteraturens helt store værker om emnet.
Opdragelse på dansk
I Danmark er en af de forfattere der har beskæftiget sig mest intenst med opdragelsestemaet, Jakob Knudsen. Han levede fra 1858 til 1917 og er nok mest kendt for sin smukke morgensalme "Se nu stiger Solen". Han skrev dog i sit godt 20-årige forfatterskab mange spændende romaner og fortællinger om opdragelse – uden dog nogensinde at blive rigtig rost for det.
Årsagen var at Knudsens idéer på mange måder var forældede allerede i hans samtid, idet han i både romaner og essays holdt fast ved en autoritær opdragelse. Det gav ham mange modstandere blandt århundredeskiftets danske befolkning der som følge af Det moderne Gennembrud krævede frihed og humanitet i alle forhold, og derfor skældte ham ud for at være reaktionær. Heri lå grunden til at Knudsen hverken dengang eller siden blev en særlig kendt eller læst forfatter.
Knudsens egen opdragelse
Knudsen fik ikke sine tanker fra fremmede. De skyldtes i høj grad den indfly-delse hans far, Jens Lassen Knudsen, havde på sønnen i opdragelsen. Alle de ting Knudsen lærte af sin far, brugte han nemlig siden som tema i sit forfatterskab. Den anden store inspirationskilde var N. F. S. Grundtvig hvis idéer om folkehøjskolen på mange måder lignede Knudsens: Opdragelse bestod bl.a. i fri og frivillig undervisning i historie, modersmål og kristendom. Det skulle få børnene til at elske deres fædreland og få dem til at føle sig som del af historien så de undgik rodløshed. Det var med andre ord kun i fag som regning, skrivning og læsning at børnene skulle terpe, adlyde strengt og straffes hvis de var uvorne.
Gud er målet
Målet med opdragelsen hos Knudsen er at gøre barnet i stand til at vende hjem til Gud og blive troende som voksen da det kristne liv er det eneste virkelige, sande og udholdelige liv der findes. Især fem forhold er vigtige hvis man ville give et barn den i Knudsens øjne perfekte opdragelse. Disse forhold er beskrevet i to essays, ”At være sig selv” og ”Om Idealitet” der begge findes i samlingen "At være sig selv".
Barnet skal for det første opdrages til at være sig selv hvilket for Knudsen betyder altid at leve fuldt ud, at turde stå fast ved sine meninger, og at være et med sin Gud og kristne ægtefælle. Desuden skal barnet få idealitet som er en higen mod det fuldkomne, hvilen i Gud. Enhver idealitet der slår sig ned på noget jordisk, er derfor vildledt. Idealiteten fremkommer gennem en udvikling af barnets fantasi og vilje. Fantasien udvikles ved at barnet frit og uden hjælpemidler (som f.eks. legetøj) erobrer sin synlige omverden. Det skal med andre ord selv finde f.eks. sten der kan omdannes og bruges i historiske og mytologiske lege. Desuden skal opdrageren i den føromtalte kristendoms- og historieundervisning bruge fortællinger og lade barnet gribes heraf så det føler en sammenhæng mellem sig selv og historien.
Viljen skal til gengæld udvikles ved tvang over for f.eks. regning og læsning. Det skal hærde barnet, lære det disciplin og få barnet til at bøje dets vilje under opdragerens og være lydig mod denne. Det giver et ansvarligt, samvittighedsfuldt og sandfærdigt barn. Endelig er opdragerens rolle helt speciel hos Knudsen; denne skal nemlig være en slags foreløbig gud for barnet som ikke kan rumme Gud i barndommen, men forstår hvad ’Gud’ vil sige hvis f.eks. faderen inkarnerer denne. Opdrageren skal give barnet idealitet og lære ham/hende Gud at kende således at det naturligt søger Gud, når det bliver voksent og ikke længere er afhængigt af opdrageren.
Knudsens værker
Knudsens filosofiske overvejelser og essays hænger meget godt sammen med hans fiktion. Mange af hans værker handler nemlig netop om personer der får denne (eller dele af denne) opdragelse. Tydeligst ses det i romanen "Lærer Urup" (1909) om en underviser og opdrager der netop bliver talerør for Knudsens tanker i både handling og tanke.
Desuden ses opdragelsestemaet i flere andre værker, men dog oftest som eksempler på hvor galt opdragelsen kan gå. Således får hovedpersonen Christian i "Et Gjensyn" (1898) ikke gjort oprør mod sin far og foreløbige gud, Anders i "Sind" (1903) slår sin idealitet på noget jordisk fordi han gør det til sit livs mål at straffe uretfærdighed, og endelig kræver Martin i Knudsens historiske roman om Martin Luther, "Angst-Mod" (1912), absolut sikkerhed for ikke at komme i helvede hvorved også hans idealitet vildledes. Herved når mange af Knudsens hovedpersoner netop ikke målet med opdragelsen, men må blive i det han kalder ’foreløbighed’.
Hovedværket "Gjæring-Afklaring"
Knudsens hovedværk er "Gjæring-Afklaring" der udkom for godt 100 år siden i september 1902. I denne roman ses det nærmeste Knudsen kommer en prototype på den ideelle opdragelse. Bogen handler om drengen Karl der opdrages af sin grundtvigianske onkel Jørgen. Denne opdrager Karl med fantasi og vilje, skaber hans idealitet og fungerer som foreløbig gud for drengen. Men han undlader at fortælle Karl at mennesket ud over en åndelig side også har drifter. Derfor gør Karl i puberteten oprør mod Jørgen og møder i stedet et naturalistisk livssyn hos sin nye lærer Grabow og en ung kvinde han forelsker sig i, Rebekka Woltersien. Disse er ikke bange for naturen eller menneskets drifter og overbeviser Karl om at der er andet i livet end at finde Gud. Rebekka bliver i stedet Karls afgud nogle år, men han indser dog til slut at hans opdragelse sidder for dybt i ham; på hans og Rebekkas bryllupsrejse er de taget på ferie for at forberede det guddommelige øjeblik Rebekka tror på som det eneste virkelige i livet, men da hun vil give sig hen til Karl indser denne at hans opdragelse sidder alt for dybt i ham. Han kan ikke gengælde hendes elskov, men længes mod Gud som han er opdraget til. Han tager derfor hjem igen til sin barndoms by og gifter sig med sin barndomskæreste, Henriette, der er opdraget som han selv. Herefter danner han en højskole med baggrund i den opdragelse han selv har haft blandet med de erfaringer om menneskets natur han har gjort i sine ungdomsår. Denne syntese i opdragelsen mellem natur og ånd bliver den for Knudsen rigtige opdragelse der sikrer, at mennesket kan leve på jorden (med dets drifter) og samtidig finde Gud (med sjælen).
Selvom de fleste mennesker i dag ikke vil være enige med Knudsen i hans opdragelsestanker, er hans romaner, fortællinger og essays helt klart værd at læse og diskutere – også i år 2003. Han åbner for en masse komplekse tanker og spørgsmål hos læseren omkring opdragelse som man kan bruge til at danne sig egne meninger om emnet, og desuden vil nærlæsninger af hans tekster forhåbentlig give et lidt mere detaljeret og varieret billede af forfatterskabet så Knudsen ikke også fremover blot vil blive kaldt reaktionær og ubrugelig. Hans tanker er faktisk ikke så forskellige fra det man f.eks. kan læse i folkeskoleloven!
Kommentarer