Med udgangspunkt i Vladimir Sorokins Snestormen klarlægger Alex Fryszman, hvorfor de russiske forfattere til alle tider har dyrket og fremelsket billeder af snestormen.
Af ekstern lektor Alex Fryszman
"Bad news, milord - a snowstorm" (A. S. Pusjkin: The Captain's Daughter).
Vladimir Sorokins snestorm
Is, sne, bidende kulde. Mørket falder på. Månen skinner svagt gennem hvirvlende snefnug. Snestormen raser. På landevejen udkæmper provinslægen Garin og hans kusk en fortvivlet kamp mod naturens luner. De er på vej med en livsvigtig mission: at levere vaccine der kan frelse deres landsmænd fra en gådefuld, udenlandsk pest. En russisk provins er ramt af en hidtil ukendt epidemi: For hver dag forvandles mennesker til afsindige zombier. Tiden er knap, epidemien spreder sig over landet, mens de rejsende kommer ud for forskellige eventyr, men snart famler sig frem i cirkler, snart mister vej og retning. Snestormen omstyrter doktor Garins planer og griber ind i de rejsendes skæbne. Dette er rammen for Sorokins fortælling om doktor Garin og hans kusk, der begiver sig i en umulig vinterrejse gennem de russiske landeveje og afveje.
Som Sorokin forklarer i et interview, handler Snestormen om menneskets fortabelse i det enorme russiske rum, mens hans egentlige tema er den klassiske russiske litteratur. Fra begyndelsen står det klart for læseren, at handlingen udspiller sig i fremtidens Rusland, men denne fremtid opleves som en gentagelse af fortiden. Den ”moderne” teknologi danner hos Sorokin en kontrast til det tidsløse, evige Rusland, der ikke kender til historisk udvikling. Trods den genteknologiske revolution, som har resulteret i et utal af kloner og mutanter i forskellige størrelser, ligner Rusland sig selv. Fjernt fra magtens bastioner ligger der en verden, hvor snestormen har magten. De grænseløse, skovklædte landmasser ligger øde, vejene er farlige, mennesket virker ubetydeligt, naturen er menneskefremmed og uberørt af civilisationen. Når uvejret raser og sneen tildækker alle spor, er der ingen markeringer eller vejvisere, den rejsende kan orientere sig efter. At miste sin orientering og fortabe sig i det russiske rum er ikke blot decideret farligt, men kan nemt være ensbetydende med den sikre død. Snestormen er handlingens subjekt, dens egentlige drivkraft, der kaster Garin ud i nye eventyr og foranstalter hans møder med såvel lilleputter og kæmper, som med omstrejfende narkogangstere og kinesiske forretningsmænd til hest. Garins vandringer er imidlertid på samme tid både en bevægelse i det vidtstrakte russiske rum og en rejse ind i den klassiske russiske litteratur.
Enhver rejse foregår i tid og rum, den har sin geografi, begyndelse og slutning. Med den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin kan man tale om vejen som en af litteraturens mest frugtbare kronotoper – hans betegnelse for de meningsfulde koblinger mellem tid og rum. Vejene er steder, hvor alt kan ske. Men ve den rejsende, der undervejs fanges i en snestorm – vejen bliver forvandlet til en labyrint, hvor alle planer bliver forplumret, udsynet blændes af sneens hvide tåge, den rejsende farer vild eller bevæger sig i cirkler. I snestormen mister man alle orienteringspunkter, idet alle menneskelige beregninger, enhver form for rationel orden bliver sat ud af kraft. Snestormens tid falder ud af det normale tidsforløb. Den ”falder ud af hak” - her gælder Hamlets ord om tiden: The time is out of joint. I den henseende markerer snestormen snarere et tab af vejen, omstyrtning af dens mål og retning – såvel i ordets bogstavelige, som i den metaforiske betydning. Det være sig livets private vej, eller historiens vej – den retning historien bevæger i. Som Sorokin gør opmærksom på, har den russiske historie med jævne mellemrum mistet sin retning og bevæget sig mod den totale opløsning og kaos.
Snestormen i russisk litteratur
Der vrimler med snestorme i russisk litteratur. Hvad er grunden til, at de russiske digtere og romanforfattere til alle tider har dyrket og fremelsket billeder af snestormen? Såvel i poesien, som i prosaen, fra Pusjkin, Lermontov, Gogol, til Leskov og Tolstoj, Blok, Tjekhov, Pasternak og Bulgakov finder man et utal af variationer over snestormen. Sorokin har forsøgt at indkode dem alle i Snestormen, der i sig selv kan læses som en kode til den klassiske russiske litteratur.
Kan disse variationer sættes på en fællesnævner? For de russiske romantikere var snestormen uløseligt forbundet med de kaoskræfter, hvormed naturen viser sit umenneskelige ansigt og omstyrter det humane kosmos. Djævle, hekse, og trolde manes typisk frem i deres billeder af snestormen, der opleves som naturens dæmoniske vrangside. Russiske forskere omtaler snestormen som romantikernes ”infernale” tema, der kombinerer forskellige motiver omkring skæbnen, katastrofen, og de skæbnesvangre dæmoniske kræfter, der bringer død, destruktion, og åndelig forvirring. Således digteren Pjotr Vjazemskij, forfatteren til Snestormen (1828), der opstiller en kontrapunktisk modsætning mellem den identitetsbekræftende fortryllelse af den skønne, sneklædte russiske vinter på den ene side og russernes fascination af den destruktive, rasende snestorm, på den anden. Som den negative kontrast til det skønne, idylliske vinterbillede, vækker snestormen forskrækkelse, angst og forvirring. Hans forestillinger har dels rod dels i russisk folkeeventyr, dels i dyrkelsen af det sublime, som kendes fra den romantiske æstetik.
A. S. Pusjkin
Det er imidlertid nationaldigteren Pusjkin, der med sine omskiftelige billeder af snestormen gør den til litteraturens prægnante tema, som bliver retningsgivende for eftertiden. Den dag i dag kan de fleste russiske børn udenad de velklingende første strofer af Pusjkins Vinteraften (1825):
”Snestormen maler himmel hvid/ I hvirvler svinger sneen rundt/ Snart tuder den som et spædbarn/ Snart brøler den som et vilddyr”.
I digtet Dæmoner (Besy; 1830) fremmaner Pusjkin en erfaring af angst og rædsel, som griber den rejsende og hans kusk, der farer vildt i snestormen. Digtets billede af djævle, der raser i snestormen har i den grad inspireret Dostojevskij, at han anvendte digtet som motto til romanen under samme titel (Besy, 1872; dansk oversættelse Onde Ånder). I Ole Husted Jensens oversættelse af Dostojevskij gengives de første strofer som følger:
”Ak og ve, vi ser ej sporet/ Famler os af sted i ring/ Djævle har sig sammensvoret/ Driver os på mark omkring/ Sanseløse rundt de raver/ Ved det skumle grå anneks/ Mon de nu en trold begraver/ Eller gifter bort en heks”.
I Pusjkins prosa kan man imidlertid fornemme, at han ikke uden forbehold deler romantikkens fascination for fænomenernes ”infernale” rasen. Snestormen fremstår her som en ambivalent kraft, der på samme tid kan være en fjende og en ven. I Pusjkins fortællinger henviser snestormen til de mægtige, ukontrollable kræfter, den menneskelige tilværelse er underlagt. Men i hans ironiske fortælling Snestormen (1831) optræder den som forsynets underfundige kraft, der forplumrer heltindens romantiske forlovelsesplaner, men dermed bringer hende på den rette vej.
At Pusjkins på dette punkt ikke blot fører den romantiske æstetik videre, men udvider og forvandler den, fremgår tydeligst af hans historiske novelle Kaptajnens datter (1836), der anslår et nyt tema: snestormen som en metafor for oprør, revolutioner og kaoskræfter i Ruslands historie. Scenen henlægges til Katerina den Stores oplyste herredømme, der i 1770erne rammes af bonde- og kosakrevolution, foranstaltet af kosaklederen Jemeljan Pugatjov, der hos Pusjkin optræder som indbegrebet af de vilde naturkræfter. Snestormen spiller en udslaggivende rolle i novellens tematisering af et særligt venskab, der opstår mellem oprørslederen og novellens helt, den unge officerer Pjotr Grinev, der bekæmper oprøret. Optakten til handlingen er deres første møde, hvor Grinev farer vild i snestormen på vejen til sin tjeneste i den militære udpost. Pusjkins ambivalens fornægter sig ikke: der opstår en gensidig sympati mellem Grinev og oprørslederen. Den blinde grusomhed og terror, som Pugatjov står for, bliver i novellen associeret med naturens uforudsigelige voldsomhed. Novellens billede af snestormen korresponderer med Grinevs forsøg på at finde sig selv i sin kamp mod kaos og fornuftstridig destruktion, som Pugatjov spreder over landet. Frem for at være naturens lune, giver snestormen her et prægnant billede på, hvad Pusjkin kalder ”den meningsløse og nådeløse russiske revolte”.
Lev Tolstoj
I Lev Tolstojs novelle Herre og Tjener (1856) bliver alt forandret når en rig købmand og hans tjener på en vinterrejse indfanges af en voldsom snestorm. For Tolstoj bliver snestormen en anledning til at sætte skarp fokus på den krise, som gennemspilles i købmandens bevidsthed. Snestormen ophæver de sociale skel mellem ”herren” og ”tjeneren” og dødens nærhed renser købmandens sind for alle illusoriske forestillinger om sig selv og sin plads i tilværelsen.
Aleksander Blok
Hos symbolisten Aleksander Blok bliver snestormen et genkommende motiv, der går tværs gennem hans omfattende digtning. Men for at forstå snestormen som symbol for oprør, politisk sammenbrud, og revolte i Ruslands historie bør man læse Bloks berømte digt De Tolv, skrevet midt i revolutionen 1918. Allerede i de første strofer indvarsler snestormen en verdensomfattende omvæltning, hvor den gamle verden går under, den politiske orden går i opløsning, og historien ændrer sin vej og retning:
”Natsort aften/ Sneen kridthvidt/ Stormvind, stormvind!/ Gå mod blæsten håbløs strid/ Stormvind, stormvind! – over hele verden!/ ”. (dansk oversættelse Georg Sarauw)
Digtet slutter overraskende med, at snestormen maner Kristus-skikkelse frem – med en krans af sne på hovedet og en rød fane i hånden marcherer den hvidklædte Kristus i spidsen for tolv rødgardister, som raserer og hærger alt omkring.
Stikhija
Den klassiske russiske litteratur har med forbløffende intensitet fikseret erfaringer af menneskets konfrontation med ødelæggende og frygtindgydende kræfter, som får alle menneskelige hensigter til at bryde sammen. De rasende snestorm kan i den henseende jævnføres med de overvældende fænomener, som på russisk sammenfattes med det vanskeligt oversættelige ord stikhija - det oprørte hav, ildebrand, naturkatastrofer, voldelige omvæltninger, terror og revolutioner. Det fælles for disse erfaringer er, at de ikke blot sætter den fysiske overlevelse på spil og vækker angst, men skaber kriser, der kan omstyrte menneskets forståelse af sig selv. Den fundamentale erkendelse af, at mennesket ikke er herre over sit eget liv synes at være fælles for alle de nævnte billeder af snestormen.
Kommentarer