Oskar er helt utroligt opfindsom. Han udtænker sine bedste opfindelser om natten, når han ikke kan sove.
Om at være ni år og at være Oskar
Romanens hovedperson er Oskar Schnell. Han er en i særklasse begavet ni årig dreng med mange talenter. Han kan spille tamburin, tale fransk, lave smykker og er ekstremt dygtig til at finde oplysninger på Google. Han samler på frimærker, læser og finder fejl i The New York Times, samt korresponderer med astrofysikeren Stepen Harkings. Oskar er også helt utroligt opfindsom og udtænker sine bedste opfindelser om natten, når han ikke kan sove. Det med at falde i søvn har Oskar nemlig rigtig svært ved. Han har ikke rigtig sovet siden 11. september 2001, hvor hans far omkom i World Trade Center. Han savner sin far og tumler med livets største spørgsmål såsom kærlighed, død, skyld og sorg.
”Mit livs værste dag”
Oskar prøver her et år efter katastrofen på en eller anden måde at komme overens med sit liv og tabet af sin far. Foer giver gennem Oskars kloge og naive barnestemme plads til store tanker om livet og døden:
”Tidligere var jeg ateist, selvom jeg ikke er det længere, og det indebar, at jeg ikke troede på ting, der ikke kunne iagttages. Jeg troede, at når man døde, var man bare død for al fremtid og kunne ikke længere føle noget og kunne ikke engang drømme. Men det betyder ikke, at jeg nu er begyndt at tro på ting, der ikke kan iagttages, for det er jeg ikke. Det betyder bare, at jeg er begyndt at tro tingene i virkeligheden er ekstremt indviklede”. – og virkeligheden er indviklet for Oskar. For hvordan skal han nu få svar på svære spørgsmål om universets sorte huller og indviklede matematiske udregninger, ” og min mor er ikke særlig god til at hjælpe mig med matematik”. – og vigtigst af alt, om Oskars far elskede Oskar.
Skattejagt i New York
Oskars far og Oskar kunne lide at løse gåder sammen, og Oskars far udfordrede sin søn med fornøjelige skattejagter. Denne leg er et bånd, der binder Oskar og hans far sammen. Så da Oskar finder en konvolut med navnet Black uden på, og hvori der ligger en nøgle, bliver dette startskuddet på en eventyrlig skattejagt. En dannelsesrejse. Det bliver en jagt på Black og på håbet, for Oskar, om at komme tættere på sin far.
Parallelt med Oskars rejse får vi historien om hans ukendte farfar, som også gennem sit liv har levet med sorg og tabet af sin søn, Oskars far. Parallellen er dobbelt for farfaren mistede sit livs kærlighed, farmors søster, under bombardementet af Dresden under anden verdenskrig. Romanen slår til allersidst en ekstra lille krølle omkring forholdet mellem fædre og sønner og de bånd og forventninger der følger med gennem hele livet.
En grafisk og sanselig roman
Fortællingen handler om Oskar og hans far som ikke længere er fysisk i Oskars liv, om hvordan Oskars far døde og om han elskede Oskar. Den særegne historie er på mange måder en meget utraditionel roman. Ikke kun måden Jonathan Safran Foer beskriver hvordan, Oskar bearbejder sin sorg, men også i det grafiske layout af romanen. Her er sort/hvide fotos, billedserier og den grafiske opsætning af teksten er med til at underbygge og give stemning til romanen.
Af bibliotekar Helle Laursen
Forfatter information:
Jonathan Safran Foer er født i USA i 1977. Han er uddannet på Princeton University, hvorfra han tog eksamen i filosofi i 1995. I 2003 udkom hans debutroman Alt bliver oplyst på dansk. Den fik flere priser blandt andet Guardian first book award, og er senere blevet filmatiseret.
Hans anden roman Ekstremt højt og utrolig tæt på udkom i 2005 som Warner Bros. and Paramount har købt filmrettighederne til med Scott Rudin som producer. I 2005 skrev Foer libretto til operaen Seven attempted escapes from silence som blev opført I Berlin. Hans seneste roman udkom i 2009 med titlen Om at spise dyr. Jonathan Safran Foer er i dag ansat som professor på New York University, hvor han underviser i creative writing.
Kommentarer