Om En maskes bekendelser af Yukio Mishima

Bogen var et nybrud i japansk litteratur efter krigen, og den bliver i Japan betragtet som en af de vigtigste romaner fra den tid. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

Da En maskes bekendelser (1949, dansk 1992) udkom, var Yukio Mishima (1925-1970) 24 år gammel; bogen var hans første roman, og på trods af dens beskrivelser af homoseksualitet, voldelige fantasier og dens kritik af det japanske samfund, blev bogen en øjeblikkelig succes, såvel i Japan som i udlandet. Bogen var et nybrud i japansk litteratur efter krigen, og den bliver i Japan betragtet som en af de vigtigste romaner fra denne tid, ligesom Mishima bliver betragtet som en af de vigtigste japanske forfattere i det 20. århundrede.

Hovedparten af hans øvrige forfatterskab beskæftiger sig på samme måde med omtålelige emner fra et meget nihilistisk udgangspunkt, og mod slutningen af sit liv vendte Mishima sig mod Japans fortid og samuraiernes levevis, for at finde tilbage til en autentisk måde at leve på. Han dannede sin egen hær, og efter et mislykket angreb i 1970 på et militæranlæg, begik Mishima rituelt selvmord.

På paradoksal vis har Mishima selv beskrevet En maskes bekendelser som et omvendt selvmord, da bogen var med til at bringe ham tilbage til livet. Bogens karakter af bekendelse har et selvbiografisk islæt, så bogen er også svær at kategorisere. Selv om den blev betegnet som en roman, da den udkom, har senere forskning vist, at bogen  nærmere er en semi-selvbiografi, hvor endog meget store dele stammer fra Mishimas eget liv.

Fra hovedpersonen Kochans fødsel i 1925, i øvrigt samme år som Mishima blev født, og frem til bogens afslutning spiller japansk historie en vigtig rolle som baggrund for historien. I 1949, da bogen udkom, var Japan endnu besat af de allierede styrker i efterdønningerne af 2. verdenskrig, og begivenhederne i bogen udspiller sig i perioden fra 1925 til lige efter afslutningen på 2. verdenskrig og den japanske overgivelse i 1945.

I denne periode udviklede det japanske samfund sig voldsomt. Som det første asiatiske land blev Japan industrialiseret omkring århundredeskiftet, og da de besejrede Rusland i krigen 1905-06, fik omverden øjnene op for den japanske udvikling.

Fra at have været et demokrati under udvikling, ændrede Japan politisk retning i løbet af 1920’erne og blev mere og mere militaristisk og Kejseren blev efterhånden samlingspunkt for et militærdiktatur, der begyndte at føre erobringskrige mod landene i nærheden. Mod Kina i 1931 og 1937, senere mod Sovjet og endelig angrebet på USA i 1941, der bragte Japan ind i 2. verdenskrig.Den japanske udvikling isolerede landet fra resten af verden, og forandrede hverdagen for befolkningen i landet.

Den personlige historie
Den japanske udvikling er dog aldrig andet end baggrund for Kochans historie. Men alligevel spiller den en helt afgørende rolle for Kochans egen udvikling. På fascinerende vis formår Mishima at spejle Kochans indre udvikling i samtidens historie. I virkeligheden er historien om Kochan ikke så meget en historie om udvikling, så meget som det er en historie om at komme til forståelse og gennemskue sine egne løgne.

I den forstand sker Kochans personlige gennembrud samtidig med brandbombningen af Tokyo og nedkastningen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Men disse begivenheder bliver aldrig mere end kortvarigt nævnt af Kochan, der snart vender tilbage til sit eget liv; og for os virker det næsten til, at disse ydre begivenheder ikke spiller den store rolle for Kochan. Nok er det generende, men så heller ikke mere.

Bekendelserne er centreret omkring Kochans seksualitet og hans forhold til det omgivende samfund. Fra en tidlig alder begynder Kochan at skjule sit indre liv bag en maske af normalitet. Tilsyneladende er han som alle andre, har de samme interesser og forsøger at leve som en normal skoledreng i 20’erne og 30’ernes Japan. Men bag masken mærker Kochan tidligt et begær efter mænd, og især ikke-intellektuelle mænd, der lever af deres krop.

Kochan selv vokser op hos sin bedstemor, der tidligt tager ham fra hans forældre, da han viser sig at være svagelig. Bedstemoren er selv syg og sengeliggende, så Kochan vokser op skjult fra resten af verden og i konstant fare for selv at blive syg, hvilket bl.a. gør, at han ikke må være ude i solen og bliver holdt væk fra andre børn. Samtidig er familien en del af det bedre borgerskab. Kochans far er ansat ved militæret, så hans  seksuelle præferencer ville ikke være velsete, hvis han fortalte åbent om dem.

Historien er på denne vis også fortællingen om at være fremmed og anderledes i et homogent, japansk samfund. Spejlet i samtidens dyrkelse af militær og ære, har Kochans seksuelle præferencer også en anden vinkel; nemlig blod og død. Han drømmer om at dræbe de unge mænd, han tilbeder, se dem lide, bløde og omkomme. Og hans dagdrømme bliver mere og mere voldelige og ubehagelige efterhånden som han vokser op.

Han overgiver sig dog aldrig kødeligt til homoseksualiteten. I virkeligheden er masken ikke kun en måde at beskytte sig mod resten af verden, men også en måde at holde sit eget indre på afstand. Kochan forsøger at gøre det, man skal gøre som normal studerende, på trods af sit dårlige helbred og på trods af, han ikke føler nogen lyst, forsøger han at indlede et forhold til den unge kvinde Sonoko, søsteren til en af hans venner.

I denne forstand lever han i en todelt verden, hvor hans krop og hans bevidsthed ikke
stemmer overens, for kroppen vil ikke overgive sig til bevidsthedens forsøg på at leve det normale liv.

Den ulidelige kærlighed
Forsøget på at holde fantasien på afstand indsætter en afstand mellem verden og Kochan, og det bliver svært for ham at danne et reelt billede af virkeligheden. På denne måde forsætter hans måde at opleve verden i barndommen ind i hans senere liv, hvor alle begivenheder eksisterer på samme niveau:

’Barndomstiden er en scene, på hvilken tid og rum flyder sammen. Der var for eksempel de nyheder, jeg hørte fra de voksne, om begivenheder, der fandt sted i andre lande, såsom vulkanudbrud eller militærkup; og de ting, der skete for øjnene af mig – bedstemors anfald eller småskænderierne i familien – samt de indbildte hændelser i den fantasiverden, jeg dengang hengav mig til. Disse tre kategorier forekom mig altid at være nært forbundne og have samme gyldighed.’ (s. 16-17)

Forholdet til Sonoko er i første omgang en leg for Kochan; han ved ikke selv, hvorfor han påbegynder det, og han har ikke selv nogen følelser med i det. Det er i hvert fald, hvad han fortæller sig selv. Spørgsmålet er, om han ikke er mere interesseret i Sonoko, end han egentlig selv vil indrømme. Han har i hvert fald svært ved at give slip på hende, men samtidig falder han tilbage i de gamle fantasier om vold, død og ødelæggelse, og efterhånden vågner en drøm hos ham om at melde sig til militæret og dø på slagmarken.

Men han melder sig ikke, og da han endelig mod slutningen af krigen bliver indkaldt til
tjeneste, bliver han kasseret på grund af tuberkulose. Han skynder sig væk fra kasernen, og finder ud af, at han egentlig ikke vil dø; at det bare var endnu en fantasi og en måde at holde virkeligheden på afstand. Han bryder forholdet med Sonoko, da hendes familie spørger ham, om han agter at gifte sig med hende; men han kan ikke endeligt slippe hende, og de holder kontakten ved lige.

Først mod bogen slutning, da krigen er overstået, kan Kochan endelig give slip både på Sonoko og på masken. De er sammen gået på en danserestaurant, men Kochan mister snart interessen for Sonoko, da han ser en ung mand spille med musklerne. Her falder hans maske og bekendelserne må slutte, for masken er ikke længere brugbar for Kochan.

Det er ikke længere muligt at holde masken på plads, hvis han vil vælge det liv, der ikke længere kan holdes tilbage. Han må give slip på Sonoko og erkende sit eget begær og sit eget liv. Bekendelserne har været terapeutiske i kraft af deres selvafslørende effekt; de har afsløret hans egne løgne, og de hemmeligheder, han forsøgte at holde for sig selv.

Her står Kochan nu mod bogen slutning og skal til at finde ud af, hvad han skal gøre,
på samme måde som Japan efter krigen stod i et tomrum, berøvet kejserens guddommelighed og landets stolthed. Både Kochan og Japan er kommet ud af illusionen og fantasierne, og skal nu til at finde deres vej videre.