Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Næsten lige meget hvor i Berlin man er – i hvert fald i Østberlin – kan man altid se tv-tårnet med den roterende restaurant på toppen. Ved foden af tårnet ligger Alexanderplatz. Pladsen er berømt, men man kan godt risikere at blive skuffet, hvis man drager ud for at se, hvad den har at byde på. Ikke så meget fordi den er fyldt med betonblokke og sovjetarkitektur – den slags har trods alt en vis charme. Skuffelsen skyldes nærmere, at pladsen er halvkedelig.
Det eneste, der virker lidt spændende er tv-tårnet. Jeg vil nu påstå, at grunden til at Alexanderplatz har en vis, diffus berømmelse findes i Alfred Döblins roman Berlin Alexanderplatz, der som titlen antyder udspiller sig på og omkring Alexanderplatz. Under krigen blev pladsen bombet totalt sønder og sammen og senere forvandlet til det, vi ser i dag. På Döblins tid var Alexanderplatz imidlertid et virvar af trafik og mennesker og på mange måder symbolet på det metropole Berlin. Det er dette billede, hans bog er med til at holde i live, skønt nutidens plads er helt anderledes.
Romanen handler om Franz Biberkopf, der bliver løsladt efter fire år i fængsel for drabet på sin kæreste. Han er opsat på at være et anstændigt menneske, men det viser sig at være ret vanskeligt. Næsten alle de mennesker, han møder, er helt eller halvt fordærvede. Først forsøger han sig som snørebåndssælger, men han bliver snydt af sin kompagnon. Derefter møder han den tvivlsomme Rheinholdt, af hvem han får til opgave at smide hans kæreste på porten. Franz’ omgang med denne Rheinholdt fortsætter, indtil han en dag finder sig selv uden sin højre arm, som han har mistet, fordi han er blevet smidt ud af en flugtbil i fuld fart. Sådan fortsætter romanen fra den ene uheldige hændelse til den anden.
Som man kan fornemme, er Berlin Alexanderplatz ikke nogen optimistisk bog. Nok giver Franz Biberkopfs lidelser ham en slags indsigt i tingenes gang samt i hans egen situation, men prisen er barsk. Man kan nok ikke undre sig over en vis pessimisme; mellemkrigstidens Tyskland var både mentalt og socialt ret belastet.
Det er ikke tilfældigt, at Döblin lader sin roman foregå omkring Alexanderplatz, der på hans tid var omkranset af proletarkvarterer og centrum for sociale udskud. Bogen tegner en tydelig sammenhæng mellem sociale og menneskelige forhold: alle personerne er fattige, næsten alle mændene er forbrydere, mens kvinderne er prostituerede eller på vej til at blive det.
Et af romanens særkender er formen. Man siger ofte, at engelsksprogede har James Joyces Ulysses (1922), russisksprogede Andrej Belys Petersburg (1913), mens tysksprogede har Döblins Berlin Alexanderplatz som repræsentant for en modernistisk, formorienteret roman. Der er da heller ingen tvivl om, at formen spiller en central rolle i Döblins roman.
De forskellige scener hænger sammen på nærmest filmisk vis, ligesom der meget ofte findes detaljerede gengivelser af Franz’ tankeassociationer. Det hele er pakket sammen i en montageagtig blanding. Man kan i den forbindelse bemærke, at der sker den samme type spring i hans tanker som i beskrivelsen af omgivelserne; det lader til, at Döblin søger at skabe en sammenhæng mellem verdens gang og tankestrukturerne hos dem, der oplever den.
På den måde får formen en central tematisk betydning: en konfus verden giver konfuse tanker og videre en konfus sproglig form. Det er måske det, der ligger til grund for et af romanens paradokser: på trods af at Franz er en noget tykhovedet morder, får man alligevel sympati for ham, fordi romanen skildrer, hvordan han i den grad er fortabt i sine omgivelser.
Kommentarer