"Novellen er et kys, romanen en rejse"

Læs interviewet med Naja Marie Aidt, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 med 'Sten saks papir'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

For første gang har Naja Marie Aidt prøvet kræfter med en roman, der slet ikke var så fortidigt et monstrum, som hun troede.

Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske onsdag d. 13. 2. 2013

På den ene side var Naja Marie Aidt rasende på romanen som genre. På den anden havde hun altid selv haft lyst til at skrive en.
Sådan havde den i dag 49-årige forfatter det, da hun skrev på den første del af det, der skulle blive hendes første roman, »Sten saks papir«, som udkom i sommer.
Naja Marie Aidt debuterede med en digtsamling, har skrevet dramatik, sange og børnebøger og vundet den største litterære hæder på vore breddegrader, Nordisk Råds Litteraturpris, for sine noveller. Men en roman var det ikke blevet til.
»Jeg har forsøgt mig et par gange, men kasseret det hver gang,« forklarer Naja Marie Aidt fra New York, hvor hun bor.
Lige indtil der skete noget, som er svært at sætte ord på.
»Pludselig var det indlysende for mig, at jeg skulle og kunne – og så kunne jeg skrive en roman. Nogle gange er det sådan nogle ubevidste bevægelser, der bestemmer, hvad jeg kommer til at skrive. En fornemmelse der bliver stærk nok, en vision om en bog, en tekst, en fortælling. Så gælder det bare om at stille sig til rådighed for den fornemmelse på det rigtige tidspunkt, at stille sig til rådighed for stoffet og skrive det.«
Når hun var træt af romanen, handlede det blandt andet om, at det langstrakte format føltes som en spændetrøje.
»Man skal være sammen med de samme karakterer så længe, mens man skriver – der er ingen vej udenom. Når jeg skriver noveller, kan jeg jo skabe mange forskellige personer, og jeg kan også forlade dem forholdsvist hurtigt igen, for noveller er korte. Men nu fangede bordet.«
Naja Marie Aidt tilføjer, at hun også havde et mere grundlæggende problem med mange romaner: »Der er noget ved den imiterede virkelighed, som en såkaldt realistisk roman jo er, der frustrerede mig. Det ER jo ikke virkeligt! Jeg følte, at genren var begrænsende. Men senere har jeg tænkt på, at det jo nok var, fordi første del var sværest at skrive – jeg skulle opfinde både stilen og karaktererne og historien.«
Da det var kommet på plads, blev det til gengæld frisættende for hende at give sig hen til den samme verden så længe, i flere år.
»Da havde jeg fået maskinen godt i gang, altså jeg vidste, hvordan jeg skulle skrive, og jeg kendte personerne ligeså godt, som jeg kender mig selv, næsten. Det er klart, at man kan gøre en hel masse ved romanen, så den ikke bliver det her fortidige monstrum, der på en måde forekommer mig at være meget patriarkalsk især når der er en alvidende fortæller og så videre, men min roman er jo ikke vildt eksperimenterende. Måske var jeg også vred over det!«
Det er de samme ting, der kan irritere hende, når hun selv læser andres romaner.
»Men det betyder ikke, at jeg ikke nyder romaner utroligt meget. Jeg læser mange af dem, og nogle af dem elsker jeg højt.«

Men hvad kan en roman egentlig, som en novelle ikke kan, og omvendt? Som Naja Marie Aidt ser det, er der ikke noget enkelt svar.
»Jeg har lige læst »Tæskeholdet banker på« af Jennifer Egan, og det er jo nærmest en novellekreds, men det ER alligevel en roman. Hvert kapitel kan læses som en novelle, men der fortælles en stor historie, når man læser hele bogen. Så man kan vel ikke sige, at man nødvendigvis kan fortælle en større historie med romanformen. En komponeret novelle eller digtsamling kan fortælle ligeså meget. Mange romaner går efter min mening i tomgang, sproget er ofte ikke så skarpt og præcist som i noveller og digte. Men det er umuligt at generalisere. Der er god litteratur, og så er der dårlig litteratur. Lige meget hvilken genre der er tale om,« slår Naja Marie Aidt fast, men nærmer sig alligevel en definition:
»Den korte form er mere som et kys eller en lussing, hvor romanen er en rejse. Måske kan man sige det sådan.«

I »Sten saks papir« begynder rejsen, da den kriminelle far til hovedperson Thomas dør. Thomas har ikke haft noget med ham at gøre i mange år, men finder blandt farens efterladte ragelse en formue skjult i en gammel brødrister. Hvor vi er afsløres ikke. Der er ingen stednavne, og bogens personer hedder alt fra Maloney til Kristin, så heller ikke de giver os nogen geografisk placering.
Det er naturligvis helt bevidst, men igen udsprang det af en frustration.
»Jeg bor jo i USA, og jeg blev simpelthen i tvivl om, hvorvidt handlingen skulle udspille sig i Danmark eller i USA. Jeg følte, at jeg befandt mig i et sort hul mellem de to steder – at jeg ikke kunne skrive godt nok om nogen af dem. Jeg følte en begrænsning. Men da jeg fik ideen til, at jeg kunne opfinde mit eget sted – et sted i den vestlige verden – hvor jeg frit kunne bruge alt muligt fra både Europa og USA, så var begrænsningen pludselig blevet til en frihed. Min sidste bog »Alting Blinker«, er en digtsamling, der handler meget om sted og stedbundethed, så også derfor var det spændende at skrive noget, hvor stedet ikke i kraft af sit navn og dét, at det findes i den virkelige verden, blev ladet med betydning. Jeg ville gerne skrive et sted frem, hvor alle kunne føle sig hjemme.«
Selv forestillede hun sig, at det var Europa uden landegrænser, hun skrev om.
»Jeg synes, at jeg opnår en lidt svævende eller drømmende fornemmelse. Og at personerne og handlingen kommer i centrum uden at være bundet til en bestemt geografisk eller kulturel historie. Jeg er spændt på, hvordan bogen vil opfattes, når den oversættes til andre sprog, hvad andre læsere vil forestille sig. Grebet udsiger også noget om det multikulturelle, og at der kan være plads til det, uden at der er noget mærkeligt eller særligt kompliceret ved det. Det er en vision om et sted, der ikke er styret af menneskernes forskelligheder, fordi de ser forskellige ud og har forskellige kulturelle og geografiske baggrunde. Det er nogle andre forskelligheder der kommer i fokus i stedet for. Kønnenes, og det sociale og økonomiske hierarki for eksempel.«

Naja Marie Aidt rummer også selv flere kulturer. Hun er født i Grønland, kom til Vesterbro som 7-årig, og siden 2008 har hun boet i Brooklyn, New York, med sin mand og sine børn. Hendes navn er også både dansk og Grønlandsk. Så rummer »Sten Saks Papir« også en rodløshed, som hun kender fra sit eget liv?
»Jeg ved ikke, om der er en kobling til min egen historie. Det er klart, at man opfatter verden anderledes, når man flytter sig, end hvis man bor det samme sted hele livet. Men jeg føler mig ikke rodløs. Snarere rastløs. Sådan har jeg altid haft det. Jeg elsker alle mine steder og føler, at jeg har flere hjem. Nogle gange kan jeg føle mig splittet, fordi jeg på den ene side savner at være i Danmark hele tiden, men jeg holder også så meget af mit liv i New York, at jeg ikke vil af med det lige foreløbigt.«
Selv om Naja Marie Aidt nu har forliget sig med romanen som genre og skrevet sin egen, er det ikke slut med de kortere formater.
»Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at skrive flere romaner, men jeg kommer også til at skrive noveller og digte, håber jeg. Jeg kan godt lide vekselvirkningen. De forskellige genrer befrugter på en måde hinanden. Det har både noget med måden at se verden på, blikket på verden, og sproget at gøre.«
Hun og lægger til:
»Jeg tror ikke, jeg havde kunnet skrive »Sten saks papir«, hvis jeg ikke havde skrevet så mange digte i mit liv.«