Nordiske stemmer på Århus Hovedbibliotek af Jette Holst, Litteratursiden
Mandag d. 22. november 2004 var Nordens litteratur i centrum, da Hanne Ørstavik (Norge), Monika Fagerholm (Finland), Jan Arnald (Sverige) og Niels Krause-Kjær (Danmark) besøgte litteraturRUMMET på Hovedbiblioteket. De stillede op til en paneldebat, som blev startet op af deres individuelle oplæg.
Første kvinde ved mikrofonen var Hanne Ørstavik, som åbnede sit oplæg med at læse et stykke op af sin nyeste roman "Presten", der endnu ikke er oversat til dansk. Men mon ikke det kommer, da denne, hendes syvende roman, netop har modtaget den prestigefyldte Bragepris, der uddeles hvert år af Den norske Bokprisen.
Udover oplæsningen fortalte Ørstavik bl.a., at hendes facon at skrive på er en måde at undersøge, hvordan man finder et ståsted og sit eget jeg. Skrivningen bliver en undersøgelse af virkeligheden og erfaringen, og hver bog er et forsøg på at afdække en sandhed/en virkelighed.
Monika Fagerholm har ligeledes barslet med en ny roman, der endnu ikke er oversat til dansk: "Den amerikanska flickan". Denne gang har Fagerholm kastet sig ud i thrillergenren, men samtidig er den meget mere end det. Som ved sine tidligere bøger har Fagerholm ønsket at forandres gennem processen med at skrive, og romanen er derfor også formmæssigt forskelligt fra de tidligere romaner.
Ud over at fortælle om romanen og læse et uddrag op, fortalte Monika Fagerholm også om at være et minoritetssprog i sit eget land. Fagerholm er nemlig finlands-svensker, hvilket kun 5% af befolkningen i Finland er. Dvs. at hun f.eks. må oversættes til finsk, for at blive læst af hovedparten af befolkningen i sit eget land. Samtidig har det at føle sig som en minoritet eller lidt ved siden af fået betydning for hendes forfatterskab, og hendes figurer er ofte lidt ved siden af.
Efter Monika Fagerholms charmerende oplæsning, som til tider gik lidt for stærkt til, at denne skribent kunne forstå det, gik Jan Arnald, som nok bedre er kendt som Arne Dahl her i Danmark, på scenen.
Ordstyrer Susanne Bjertrup fra Politiken introducerede ham som en to-i-én forfatter, idet han skriver under to navne, lidt mere finlitterært under Jan Arnald og gode gedigne krimier under Arne Dahl.
Krimierne startede, da Jan Arnald havde udgivet tre bøger under eget navn (som han selv udtalte, ingen læsere havde). Han var fascineret over den udvikling, som Sverige gennemgik i 90’erne med at gå fra at være et "folkehjem" til at blive mere europæiseret. Denne udvikling ville han skrive en krønike på ti bind om, og det er indtil videre blevet til syv bind om A-gruppen, der både er spændingsbøger og samfundskritiske romaner, der stiller skarpt på vigtige episoder i den nyere sverigeshistorie.
Også Jan Arnald læste lidt op, og som da kun de seks af hans krimier endnu er udkommet på dansk, læste han op af den syvende "Dödsmässa" - en titel, der er "hugget" fra Mozart, ligesom den tidligere "En skærsommernats drøm" stammer fra Shakespeare.
Som rosinen i pølseenden fortalte Niels Krause-Kjær om det at være historiefortæller. Han fortalte, at han følte sig ydmyg i selskabet af de øvrige forfattere, da han mere anså sig selv som en håndværker.
Krause-Kjær mente ikke, at der var noget afslørende nyt i romanen "Kongekabale", der netop nu spiller i biograferne og er set af mere end 500.000 danskere. Grunden til, at den alligevel gav efterdønninger både i det politiske Danmark og i Krause-Kjærs personlige liv, var, at historien blev fortalt på en ny måde, nåede nye læsere og dermed fik en ny betydning.
Det, der driver Krause-Kjærs forfatterskab, er indignation og forargelse over problemstillinger, som han ønsker at gøre opmærksom på. I sin korte oplæsning fra den nye roman "Tilskueren" var det netop det oplæste citat, som handlede om at bruge terror som et politisk våben, der fik Krause-Kjær i gang med "Tilskueren". En bog der i øvrigt kaldes "på alle kanter og ledder anbefalelsesværdig og intelligent underholdning" i Politikens anmeldelse.
Efter de individuelle oplæg var der mulighed for at stille spørgsmål til panelet. Og her var mange spændende spørgsmål! Lige fra om forfatterne ville bruge deres romaner til at deltage i den politiske diskussion i deres eget land, til om de mente, at de havde mest til fælles med andre forfattere, der skrev i samme genre som dem end med nordiske forfattere i det hele taget. Også læserens betydning blev diskuteret, og her var de tre udenlandske forfattere enige om, at de hovedsageligt skrev for sig selv, mens Niels Krause-Kjær indrømmede, at hans journalistiske baggrund gør, at han ikke kan slippe tanken om at forsøge at fastholde læseren med alle de værktøjer, han har i sin magt.
Her sluttede debatten efter en spændende aften, hvor tilhørerne havde fået et interessant indblik i nordisk litteratur, og hvad forfatterne selv mener om den.
Kommentarer