Af litteraturhistorie-studerende Jacob Møller Overgaard
Ja, det er da ganske vist, at julen er hjerternes fest. Man spiser juleslik og drikker juleøl, man får julegaver og har juleferie. En afgørende ulempe kan dog være, at den skal tilbringes sammen med familien. Dejligt, mener nogle, og andre er mindre begejstrede. For endnu andre betyder udsigten til en hel aften i familiens skød, at de endnu engang får livagtige fantasier om langsomt at kvæle den ind-til-benet-belastende onkel Arthur. - Og så er der selvfølgelig også dem, der gør noget ved det.
Agatha Christie (1890-1976) skrev 79 romaner, hvoraf de 33 havde den belgiske detektiv Hercule Poirot som hovedperson. Han var med i hendes debut-roman ’The Mysterious Affair at Styles’ (1920) og han løste sin sidste kriminalgåde fra en kørestol i romanen ’Curtain’ (1975), hvorefter Agatha Christie officielt erklærede, at han var død. Hun døde selv året efter. I løbet af sin glorværdige karriere nåede Hercule Poirot naturligvis også at være med i en julehistorie. Den udkom oprindeligt under titlen ’Murder for Christmas’ (1938), men senere ændredes titlen til ’Hercule Poirot’s Christmas’.
Naturligvis er det ikke julegløgg og pebernødder, der er i fokus, men i stedet en mordgåde. Romanens vigende julestemning understreges endda allerede i dedikationen, hvor Agatha Christie skriver, at der er tale om en af hendes blodigste romaner. Scenen er som følger: Den usympatiske fader og hustyran har i anledning af julen valgt at invitere sine voksne sønner hjem til jul.
Tilsyneladende fordi han nu er ved at være gammel og derfor har lyst til at samle familien. Da han dog ikke er noget elskeligt menneske, er det naturligvis kun den tilsyneladende årsag, og i stedet er motivationen den, at han vil fortælle dem, at de er nogle skvat, og at han har i sinde at ændre sit testamente.
Nu skal man som læser være temmelig tungnem for ikke at kunne se, at det sætter ham i en noget usikker position i en roman, hvor en forbrydelse er på trapperne. Han er med andre ord det perfekte offer i en Agatha Christie-roman, idet man som læser ikke behøver at tage stilling til, hvorvidt mordet er rimeligt eller ikke. I stedet kan man fokusere på det væsentlige, nemlig hvem der gjorde det. 
Hercule Poirot er i sin egenskab af skarptseende belgier i stand til at se igennem det tykke lag af forstillelse og facade, der altid afslører sig som en væsentlig del af den fremstilling, Agatha Christie giver det engelske samfund.
Over for hans ’små grå celler’ kommer personernes laveste natur så tydeligt til overfladen, at man ikke undrer over, at der er blevet begået et mord, men nærmere, at der ikke er nogen, der har gjort det før. Hvad Agatha Christie manglede i litterær finesse kompenserede hun således for ved sin overbevisende evne til at levendegøre, at der i kernen af menneskets sociale væsen gemmer sig et mudder af egoisme, grådighed og ikke mindst skuffelse (- det som mor er, når hun ikke er vred).
Hercule Poirot’s Christmas har med familie-julen som ramme et godt greb om minefeltet af potentielle konflikter. Samtidig er det jo også tilgivelsens tid, og denne tematik får da også en vis rolle i handlingen. Den har dog trange kår og, som det bemærkes af Hercule Poirot, afslører julen sig ofte som værende en hyklerisk højtid.
Denne dom kan måske synes for hård, og Hercule Poirots pessimistiske livssyn får ham muligvis til at overse, at der hen mod slutningen opstiger gode kristne følelser blandt familiemedlemmerne. Dette sker dog – naturligvis – først efter, at tyrannen er død. Det er med andre ord en lidt makaber moralsk økonomi, der kommer til udtryk i romanen, men dette er nok betingelserne for at placere en mere eller mindre samfundssatirisk kriminalgåde i en jule-kulisse.
Hvad kan man så lære af den historie? Ja, hvis jeg må komme med et kort råd til fædrene, så var det måske nu, der skulle slækkes lidt på kravene til de håbefulde sønner og døtre. Man ved aldrig, om det kan vise sig som en fordel. Hvordan romanen ender, kan jeg jo ikke afsløre, men så meget kan dog siges, at problemerne bliver i familien. Men tag dog chancen alligevel – gem issylen nederst i skuffen, dæk bordet, så du sidder med ryggen mod væggen og inviter så dem alle sammen. Det kan jo være det bliver hyggeligt.
Kommentarer