Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Bohumil Hrabal skulle efter sigende skrive det mest vidunderlige tjekkiske – men hans sprog er også fantastisk i oversættelse. Han skriver sprudlende og ubesværet, ord og fortællinger danser let og legende ned over siderne, mens den ene anekdote tager den anden i charmerende og let ironiske digressioner.
Det er en klædeligt pjattet og smittende glæde, der åbner romanen Jeg har serveret for den engelske konge. Den udkom første gang i 1971 på et hemmeligt, anti-kommunistisk forlag, og Hrabal forstår at udnytte den muntre og luftige fortællestil til at give en tankevækkende kritik af den krig og kommunisme, der satte så stort aftryk på Østeuropa i det tyvende århundrede. Hrabal nåede i sin levetid fra 1914 til 1997 at opleve hele to verdenskrige og et kommunistisk diktatur, og han er en interessant litterær stemme fra den tidligere østblok.
Foruden Jeg har serveret for den engelske konge findes der kun to danske Hrabal-udgivelser: Dels den meget populære roman Skarpt bevogtede tog (da. 1991), der blev filmatiseret i Tjekkoslovakiet i 1966, dels novelleudvalget Ekspres-baren Kosmos (da. 1968). Det er en skam, for hans forrygende sprog og skarpe fortællestil er ganske enestående.
Tjeneren som fortællerposition: Et skævt samfundsblik
Jeg har serveret for den engelske konge er fortælleren og hovedpersonen en unavngiven tjener (først sent i bogen får læseren indirekte afsløret efternavnet, Ditie). Den fortæller hans livshistorie fra den dag, han får sit første tjenerjob på provinshotellet Gyldne Prag engang i 1930’erne, til han mange år senere, under kommuniststyret, får et ensomt job med at vedligeholde en stenet skovvej i et øde område.
Desillusioneret oven på verdenskrigens gang beslutter han sig for at nedfælde sine erindringer; eller, som han lidt forblommet og ganske poetisk betegner det med en næsten magisk formular: "At fortælle historien om, hvordan det utrolige blev til virkelighed".
På sin allerførste arbejdsdag får Ditie meget tydelige instruktioner i, hvad hans rolle er: Som afrydder skal han se alting og høre alting – og samtidig skal han slet ikke se eller høre noget som helst. Det er også denne dobbelte tjenerrolle, der karakteriserer den måde, romanen bliver fortalt på – fortælleren ser og hører og registrerer verdens begivenheder, men han ytrer ikke selv nogen meninger undervejs.
Den slovenske filosof SlavojŽižek (f. 1949) har et analysegreb, som han udvikler i bogen LookingAwry (1991). Oversat til dansk vil titlen lyde noget i retning af ”at se skævt” – og pointen med dette analysegreb er, at hvis man betragter et objekt fra en skæv vinkel, så afslører der sig noget, som man ikke ser, hvis man ser objektet normalt.
Sådan en skæv position er tjenerembedet; herfra ser og lærer vores ivrige tjenerhovedperson meget om bagsiden af samfundet. En lignende tjenerfortællerposition findes i øvrigt i schweiziske Robert Walsers (1878-1956) dagbogsroman Jakob von Gunten (1909). Hvordan ser verden ud fra tjenerens stiltiende, men altobserverende position?
Fantasien om den glade kapitalisme
Anden Verdenskrig markerer et voldsomt skel i romanen. Tiden op til, Dities pubertets- og ungdomstid, skildres samlet og ubesværet. Her hersker den glade kapitalisme – både Ditie og hans kunder er voldsomt fokuserede på penge, de tæller dem og måler dem og bruger dem, de smider om sig med mønter og sedler i en overstadig og orgiastisk pengebesættelse, der står i grel kontrast både til den senere kommunistiske statsorganisering af forbrugsmidlerog til fortællerens asketiske ensomhed ved romanens slutning.
Ditie er på mange måder en antihelt, og det er fra dette antihelteperspektiv, fra meningmandens synspunkt, at romanen fortælles. Men den lille mands synspunkt er ikke nødvendigvis behageligt eller uskyldigt. Ditieomfavner ligefrem nazi-Tysklands annektering af Sudeterlandet i 1939: Han forelsker sig i og gifter sig med tyske og noget dominerende Lise, der viser sig at være en højt rangeret nazist.
Han følger efter hende ind i nazisternes sære tankeunivers, da han får ansættelse på et landsted, hvor tyske soldater befrugter blonde og ariske kvinder, så de kan avle Det Tredje Riges modtagere. Ditie beholder hele tiden sin tjenerposition: Han serverer og observerer og prøver at holde de ubehagelige tanker lidt på afstand.
Østeuropas traume
Mange gange i romanen betones Dities lave og spinkle statur, og denne udtalte klejnhed minder om fortælleren i den tyske nobelprisvinder Günther Grass’ roman Bliktrommen (1959). Her er hovedpersonen dværg, og også her er opgøret med nazi-Tyskland tvetydigt.
Hrabal giver os en diskret, eftertænksom og eksistentiel verdenspolitisk kritik i sin roman. Storpolitiske begivenheder fungerer som lidt distante baggrundstæpper for romanenslivsappetitlige og vedholdende hovedperson, der med sit sprudlende sprog og sine komiske anekdoter skaber meget let og læseværdig litteratur.
Alligevel gennemsyrer den traumatiske oplevelse af både krigen og kommunistpartiet hele fortællingen og danner en stilfærdig, men uafrystelig kritik af Østeuropas historie. Det er, med Dities ord, historien om, hvordan det utrolige blev virkeligt.
Kommentarer