Koncentreret musiklytning kan være både frisættende og lykkebringende, ligesom den kan skabe adgang til helt nye erkendelser. Musiker og forfatter Henrik Marstal skriver om musiklytningens mange facetter.
Af Henrik Marstal, musiker og forfatter
I den vestlige verden er der en lang tradition for kontemplativ musiktilegnelse, det vil sige hvor den enkelte har mulighed for at lytte til musik uden andet formål end netop det, lydhørt og koncentreret. Koncertsalen har som arena for musikalsk udfoldelse en mere end 200 år lang historie, og selvom der selvfølgelig blev lyttet koncentreret til musik endnu tidligere, ikke mindst på operascenerne, bidrog koncertsalens orkester- og kammermusikalske aktiviteter til at demokratisere musiklytning som en social såvel som en dannelsesmæssig handling.
Med grammofonmediets opståen i 1890'erne fik den kontemplative musiklytning en ny demokratiserende arena at udfolde sig på, nemlig i det private hjem - hvor dette fænomen ellers udelukkende havde været forbeholdt de hjem, hvor nogen kunne spille klaver eller synge, eller hvor der blev afholdt musiksoiréer. Og med fremkomsten af adskillige nye lyttemedier siden da foruden fordybelsesfremmende remedier som hovedtelefonerne har lyttere i nyere tid haft stærkt øgede muligheder for ofte at lytte koncentreret og intenst til musik, alene eller sammen med andre.
I det tidlige 21. århundredes streamingbårede musiktilgængelighed er mulighederne for at lytte koncentreret til musik større end måske nogensinde tidligere i historien: En meget stor mængde af alle tiders indspillede musik er tilgængeligt på nettet gratis eller næsten gratis, og desuden har koncertformatet inden for snart sagt alle genrer oplevet en vitalisering, som ikke mindst i kraft af den teknologiske udvikling har givet lyttere af alle typer mulighed for at være publikum til musikalske events, hvor lyd og billede har skabt hidtil uhørte synæstetiske muligheder. Mulighederne for at lytte til musik er altså øget eksponentielt op gennem den vestlige verdens nyere historie.
Koncentration, et åbent sind og ro til fordybelse
Efter min opfattelse har nutidige lyttere altså større mulighed end nogensinde tidligere for at lytte koncentreret til musik. At gøre det forudsætter ene og alene vilje, evnen til at koncentrere sig, et åbent sind - samt tid og ro til fordybelse. Og den koncentrerede musiklytning rummer som bekendt store potentialer:
- Den kan bidrage til at give musikalske oplevelser, som måske kun aktiv musikudøvelse i fællesskab med ligesindede kan matche.
- Den kan fremme evnen til at skabe indre billeder og dermed stimulere både fantasien og forestillingsevnen. I den forstand er den som en mental muskel, der kan trænes op, også når den ikke har været brugt længe.
- Endelig kan den skabe betingelser for et personligt frirum, som kun jeg har adgang til, og den kan dermed også øge lytterens evne til at være alene med sig selv og sine tanker og følelser, hvor det er musikken, som i heldigste fald ender med at blive det egentlige subjekt snarere end det lyttende selv. Dermed kan den koncentrerede musiklytning være både frisættende og lykkebringende, ligesom den kan skabe adgang til helt nye erkendelser eller indsigter. Mennesker, der har udviklet evnen til at lytte koncentreret til musik, har ofte mulighed for at udvikle også andre evner. For det at kunne lytte koncentreret til et musikalsk forløb og finde mening i dets lydlandskaber fremmer utvivlsomt også evnen til at lytte til sig selv - det vil sige: Lytte til sine kropssignaler, til sin indre stemme og/eller til sin intuition. Og det øger utvivlsomt også evnen til at lytte til andre mennesker og være mere opmærksom på de signaler, de sender til omgivelserne - lydlige såvel som lydløse, synlige såvel som usynlige, stærke såvel som svage.
Ikke al musik egner sig lige meget til koncentreret musiklytning. Dels har noget musik nogle funktionsmæssige karakteristika, som ikke muliggør det, og dels har noget musik andre ting for med sine lyttere og søger at skabe for eksempel en lettilgængelig baggrundstemning eller en situation, hvor dans eller andre kropslige udfoldelser er i centrum. Desuden er noget musik - hvad enten det er kormusik fra middelalderen, techno eller noget helt tredje - præget af et særligt subjektfravær, som gør den statisk eller passiv og dermed mere egnet til at være i rummet snarere end til at præge lytterens sind.
Musikken som udfordring
Hver eneste af os har ofte vores egne klare fornemmelser af, hvilken musik vi finder egnet til koncentreret musiklytning, og hvilken vi ikke finder egnet. Og når vi vælger at bruge tid på at lytte til musik, skal det for mange af os helst være en musik, som giver et æstetisk afkast eller umiddelbar glæde helst lige med det samme. Men jeg vil hævde, at vi som lyttere får mulighed for at få endnu mere ud af vores musiklytning, hvis vi tillader os selv også at lytte til musik, vi ikke umiddelbart bryder os om eller har noget forudgående kendskab til.
Det kan selvfølgelig risikere at resultere i lutter modvillighed, for det kan som bekendt være svært, måske endda umuligt og under visse omstændigheder dybt udmattende, at lytte sig ind på den givne musik og få den til at give mening for én. Men ved hjælp af fordybelsen og ved hjælp af gentagne lytninger foretaget i forskellige sindsstemninger og situationer vil lytteren undertiden kunne åbne lytningen og derved skabe rum for lytteoplevelser af en særlig kvalitet eller kraft, hvilket ikke altid er tilfældet ved lytning til musik, som er umiddelbart behagelig, tiltalende eller vedkommende.
Det er en lyttemåde, som har fået lidt dårligere kår i streaming-tidsalderen, hvor enhver altid kan zappe videre til et nyt stykke musik, hvis det efter blot få sekunder ikke virker umiddelbart behageligt, tiltalende eller vedkommende. Derfor er det værd at minde om denne lyttemådes status i tiden før årtusindeskiftet, hvor lytteren undertiden kunne risikere at købe et nyt album på LP eller CD, som skuffede ved første gennemlytning.
Fordi lytteren derved fysisk ejede dette album uden at kunne bytte sig til et andet, og måske også fordi lytteren havde betalt for det og dermed var motiveret til at få det til at 'afgive' en værdi, der svarede til størrelsen på den økonomiske transaktion, var en sådan skuffelse ikke altid tilstrækkeligt til at få lytteren til at kaste albummet fra sig én gang for alle. Som oftest blev albummet tværtimod sat på igen og igen i håbet om, at det ville kunne lade sig aflokke mening og betydning - og tænk, i visse tilfælde lykkedes det rent faktisk.
Det er i hvert fald ikke usædvanligt at høre historier fra venner og bekendte, som fortæller om, hvordan deres yndlingsmusik oprindeligt var noget, de slet ikke brød sig om, men som i kraft af gentagen, stadig mindre modvillig lytning efterhånden åbnede sig for dem med stor kraft, ofte fordi den lyttermæssige 'belønning' blev så meget desto større netop på grund af den oprindelige æstetiske eller moralske modstand mod den klingende realitet. I en tid, hvor en kombination af teknologi og lyttepraksisser har favoriseret mere uforpligtende lyttemåder, er netop denne tilgang værd at huske på.
Henrik Marstals har skrevet to bøger fokuserer blandt andet på musiklytning og musiktilegnelse, og de har titlerne Arvo Pärt - længslen efter de hvide tangenter (Gyldendal, 2008) og Jeg lytter, altså er jeg (Gyldendal, 2010). Han har desuden skrevet Prøv og hør - samtaler om musik, kreativitet og følelser (Gyldendal, 2014), der er en samtalebog mellem de to musikkoryfæer Karl Aage Rasmussen og Lars Lilholt med Marstal som iscenesætter og tilrettelægger.
Kommentarer