Tysk samtidslitteratur har pulsen på tiden – og imponerer med sine mange nye landvindinger og udviklinger, der både æstetisk og tematisk buldrer derudad.
Moritz Schramm, lektor i tyske studier på Syddansk Universitet.
Udviklingerne i den tyske samtidslitteratur kan virke uoverskuelige: der er mange garvede, renommerede forfattere og forfatterskaber, deriblandt to nulevende nobelprismodtagere, og nye navne, der løbende dukker op fra såvel de store og anerkendte forlag som fra den kæmpestore underskov, der udfolder sig ved siden af og under de litterære fyrtårne, der ofte bliver set og bemærket i Danmark.
Som generel trend er det især påfaldende at den nye, tyske samtidslitteratur er massivt rettet mod verden. Med forskellige æstetiske greb og tematiske tilgange afsøges mange af de problemstillinger og udfordringer, vi lever med i dag og som vi i fællesskab skal forholde os til: flygtningekrisen, miljøkrisen, politisk radikalisering, og historiens betydning for i dag; for blot at nævne nogle eksempler. De tematiske tilgange er ligeså omfattende som de æstetiske greb: Vi finder i den tyske samtidslitteratur alt fra politiske spændingsromaner og kriminallitteratur til avancerede familieromaner, hermetisk lyrik og voldsomt eksperimenterende prosa.
Blandt de mange aktuelle tendenser vil jeg i det følgende pege på tre tendenser, som jeg anser for de mest interessante: de nye blikke på historien, beskrivelser af samtiden, og, ikke mindst, erfaringer med krig, flugt og migration.
Det historiske blik
Den første tendens, der handler om blikket på historien, er ikke ny i sig selv. Siden sidst i 1950erne har den store og i mange år dominerende generation omkring Günter Grass, Heinrich Böll, Hans Magnus Enzensberger og Martin Walser igen og igen beskæftiget sig med den tyske historie, og især med Nationalsocialismen og dens umiddelbare eftervirkninger i pågældende forfatteres levetid. I 1980erne og især i 1990erne er deres værker blevet suppleret med tekster af eksempelvis Hans-Ulrich Treichel, Bernhard Schlink og Uwe Timm, der typisk ikke selv har oplevet krigen, men har skrevet om historiens konsekvenser for den næste generation: om tavsheden i familierne, om fraværet af brødrene, der blev dræbt under krigen, eller om de emotionelle ambivalenser, den første efterkrigsgeneration stod overfor i forhold til forældregenerationen, der var medskyldig i de nazistiske forbrydelser.
I den aktuelle samtidslitteratur er forholdet til historien, og deriblandt især til Nationalsocialismen, igen kommet i fokus, denne gang dog mest set fra børnebørnenes perspektiv. Siden omkring 2000 ser vi flere og flere romaner om nazitiden, der typisk er skrevet af yngre forfattere, dukke op i den tyske samtidslitteratur. Ofte er der tale om familie- eller slægtsromaner, hvor en yngre fortæller begynder at optrævle sin familiehistorie og undersøger den nazistiske arv, der ligger skjult i familien.
Den skjulte familiehistorie
Som udgangspunkt starter mange af disse romaner med en skjult kasse, som fortælleren finder på loftet eller i kælderen. Kassen indeholder materialer, der vidner om bedsteforældrenes, og især bedstefarens, tvivlsomme rolle i nationalsocialismen, og åbner dermed for vidtgående undersøgelser af familiehistorien og refleksioner over historiens betydning for den nye generation. Romaner af Tanja Dückers, Tanja Langer, og Arno Geiger kan nævnes som eksempler på denne trend, der samtidig de seneste år har taget nye drejninger.
Eksempelvis ser vi efterhånden en kritisk-ironisk refleksion over det underliggende skema, hvor hovedpersonens søgen efter familiehistorien begynder at blive altdominerende. Per Leos endnu ikke oversatte roman ”Flut und Boden” fra 2014 er nok det mest fremtrædende eksempel på denne nye trend. Også her har vi at gøre med en hovedperson, der finder belæg for sin bedstefars nazistiske fortid, som han begynder at optrævle. Til forskel fra mange af de andre romaner, der handler om det samme tema, begynder fortælleren imidlertid i højere grad at fokusere på hvordan samfundet omkring fortælleren reagerer på hans nye viden om bedstefarens fortid i SS.
Med kritisk ironi fortælles eksempelvis hvordan psykologen, som fortælleren opsøger på grund af problemer med sit studie, i flere behandlinger er komplet desinteresseret i den unge mands problemer – indtil denne en passant fortæller om den nyligt opdagede familiehistorie. Straks vågner psykologen op, og sætter nærmest begejstret den unge mands historie i et på forhånd kendt skema om traumatiserede SS-familier og deres psykologiske problemer – og giver dermed fortælleren en fin legitimation for ikke kun at melde sig syg fra sine studier, men også for at kunne afprøve muligheden for at benytte sin SS-familiehistorie som simpelt score-trick på universitetsfester: den hjerteskærende historie om den tunge familiearv fra nazitiden kan med andre ord, krydret med lidt tårevådt skuespil, bruges til at overbevise yngre kvinder om at tale videre om samme fortid i mere private omgivelser…
Per Leos underholdende, men også provokerende roman om de delvist klichefulde forhandlinger af nazitiden, er imidlertid ikke den eneste nye tendens på området. Samtidig ses der – ikke mindst på grund af den stærke indvandring fra Østeuropa gennem de seneste tyve år – flere og flere romaner, der omhandler historien om Anden Verdenskrig som en transnational familiehistorie, der fortælles fra de overlevendes perspektiv. Eksempelvis handler Katja Petrowskajas imponerende roman ”Vielleicht Esther” fra 2014 (da. ”Måske Esther”) om en ung fortælleres søgen efter sin tipoldemors skæbne i Kiev, hvor hun formentligt – hvis man kan tro på de kilder, som fortælleren finder frem til – er blevet skudt i den berygtede Babi Jar massakre, hvor tyske soldater og særkommandoer under Anden Verdenskrig på ganske få dage skød titusindvis af jødiske børn og kvinder.
Petrowskajas roman handler således om ofrenes familiehistorie. Samtidig åbner romanen – som eksempelvis også Marcel Beyers romaner ”Flughunde” (1995, da. Flyvende Hunde), ”Spione” (2000) eller ”Kaltenburg” (2008) – for det svære spørgsmål, om historien overhovedet kan rekonstrueres med tilbageblik, eller om det ikke i sidste instans er fiktionen, der kan skabe den eneste form for et passende minde om fortiden. Emner, som vi også finder i de historiske romaner om DDR-tiden eller de østeuropæiske diktaturer, eksempelvis i Eugen Ruges ”In Zeiten des abnehmenden Lichts” fra 2011 (da. ”I tider med aftagende lys”), i nobelprismodtageren Herta Müllers imponerende roman ”Atemschaukel” fra 2009 (da. ”Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”), eller i Ilija Trojanows roman ”Macht und Widerstand” fra 2015 (da. Magt og modstand).
Nutidens problematikker og udfordringer
Ved siden af de historiske romaner ses som en anden trend et stærkt fokus på nutiden og dagligdagens udfordringer. Her spiller fx Julie Zehs mange romaner ind, ligesom Judith Hermanns fortællinger og Clemens Meyers fortællinger og romaner eller, for at nævne et fascinerende eksempel, Thomas Lehrs roman ”September. Fata Morgana” fra 2010, der mærkeligt nok endnu ikke er oversat til dansk. Lehrs roman, der i sin tid var shortlistet til Deutscher Buchpreis, fortæller historien om den 11. september 2001 og om Irak-krigen fra 2003 ud fra skiftende fortællerperspektiver: en tysk-amerikansk piges død under den 11. september væves sammen med en irakisk ung piges erfaringer med krigen mod Irak, de allierede bombetogter og de efterfølgende terrorangreb i byerne. En udfordrende, gribende historie, der, en passant bemærket, fortæller hele historien på flere hundrede sider uden brug af så meget som et enkelt komma eller punktum.
Krig, flugt og migration
De internationale perspektiver dominerer også i den tredje trend, som måske er den stærkeste og mest interessante de seneste år: det store fokus på flugt, krig og migration. Især de seneste års flygtningekrise har efterhånden vundet massivt indpas i den tyske samtidslitteratur, delvist kombineret med et større historiske panorama, der går længere tilbage og giver et vidtgående perspektiv på de aktuelle udviklinger. Ud fra denne trend i den aktuelle tyske samtidslitteratur er indtil videre kun Jenny Erpenbecks ”Gehen, ging, gegangen” fra 2015 oversat til dansk (”Går, gik, gået”); en roman, der tager afsæt i en gruppe flygtninges politiske organisering i Tyskland og deres forsøg på at få indflydelse på de politiske processer, som præger deres liv i det nye land. Samtidig ligger det centrale fokus i romanen på en ældre tysk professors perspektiv på disse flygtninge, og på hans tanker og refleksioner over de unge mænds baggrund og liv.
Dermed adskiller Erpenbecks roman sig fra mange af de andre tekster om flugt og fordrivelse, der ofte direkte fortælles ud fra de flygtedes perspektiv. Blandt de største succeser i Tyskland er eksempelvis Abbas Khiders delvist autobiografiske roman ”Der falsche Inder” fra 2008, i hvilken en ung irakisk flygtning fortæller sin flugthistorie i otte forskellige varianter: hans flugt fra Irak til Tyskland via Libyen, Tunesien, Tyrkiet, Grækenland og Italien, bliver eksempelvis fortalt med fokus på tabte manuskripter, på fortællerens forhold til kvinder eller på hudfarvens betydning under flugten og i Tyskland. I de efterfølgende romaner beskriver forfatteren, der efter sin flugt til Tyskland omkring 2000 læste tysk og litteratur på universitetet i München, sine erfaringer om tortur i Saddam Husseins fængsler (”Die Orangen des Präsidenten”, 2011) eller til de udfordringer, som asylansøgere i Tyskland i vore dage står overfor (”Ohrfeige”, 2016).
Og i Olga Grjasnowas roman ”Gott ist nicht schüchtern” fra 2017 hører vi om to syriske protagonisters erfaringer i det engang livsglade Damaskus; om borgerkrigen, torturen, og flugten til Europa og Tyskland. Ligesom Khiders roman er også Grjasnowas bog delvist rystende, men ligeledes fortalt med et overskud, der gør flugterfaringen nærværende og indlevende. Romanen følger efter de anmelderroste romaner ”Der Russe ist einer, der Birken liebt” (2012, da. ”Russeren er en, der elsker birketræer”), og ”Die juristische Unschärfe einer Ehe” (2014, da. ”Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed”), i hvilke Grjasnowa allerede har arbejdet med migrationserfaringer, med postmigrantiske livsvilkår, og den generelle søgen efter identitet og hjemstavn i en globaliseret verden.
Et endnu mere radikalt perspektiv vælger Sasha Marianna Salzmann, der med sin debutroman ”Ausser sich” straks er blevet shortlistet til Deutscher Buchpreis 2017. Romanen er en radikal afsøgning af alle identitetsformer, af kønsroller, sprog, minder, hjemstavne. Den fortæller en udfordrende historie om flugt og migration fra Østeuropa mod Tyskland, om en rejse til Istanbul for at finde den tabte tvillingebror, og en rejse ind i hjertet af fortællerens egen familiehistorie, ikke mindst. Ligesom eksempelvis Nino Haratischwilis roman ”Das achte Leben (Für Brilka)” fra 2014 fokuserer Salzmanns roman på en østeuropæisk familiehistorie og familiens ankomst til Tyskland. Samtidig benytter Salzmann, der er kendt som en af de førende unge dramatikere i det såkaldte postmigrantiske teater i Berlin, i romanen en avanceret form, hvor eksempelvis første og tredje persons fortælling glider ind og ud af hinanden.
De forskellige trends og eksempler, der her er nævnt, kunne selvfølgelig suppleres med mange andre bøger og tekster, der på hver deres måde åbner sig mod verden, mod de aktuelle identitetsforhandlinger og politiske udfordringer. Som de her nævnte eksempler dog allerede viser er det påfaldende, hvor levende og sprudlende den nyere tyske samtidslitteratur er. De store temaer, som dominerer den, går ofte parallelt med eksperimentelle former, udfordrende perspektiver og masser af æstetisk overskud. Den tyske litteratur er ikke kun levende, men også udfordrende, krævende – og samtidig særdeles underholdende.
Kommentarer