Børnebogsanmelder Steffen Larsen giver her nedslag i børnelitteraturen lige nu. Børnebogen trives og har det godt på alle hylder.
Og årets klogeste bog er en billedbog - det er derfor vi har dem.
Af Steffen Larsen
MENINGEN MED LIVET – det er hvad billedbøger handler om
Årets klogeste bog er kommet på Gyldendal! Det er en billedbog. Gorillaen der var en gorilla er skrevet af Kim Fupz Aakeson. Ja, hvem ellers? Og illustreret af Lilian Brøgger. Den fortæller om dengang gorillaen Gorilla stod af s-toget i Hvidovre, for at søge tilværelsens mening. Han har mange spørgsmål under pelsen. Fandt han den? Meningen. Javist. Læs selv! Og mon ikke 2014 var et Kim Fupz år efter vi havde Kierkegaard i 2013? Det er vist ganske vist.
To elefanter bygger op til gorillaen Gorillas budskab hos mindre kigge-lyttere. Alle kan få noget ud Mimbo Jimbo. Venlighed stiger op fra siderne. Jakob Martin Strid har nærmest taget patent på blå elefanter. Mimbo Jimbo findes i flere udgaver. Han er god at begynde læselivet med. Det forunderlige ved Strid er, at han med enkle farver og computerstyrede billeder kan lægge oceaner af liv og lyst ned over siderne. Når han bruger farven hvid, så fryser man, når han bruger den rare blå, bliver man glad. Senest er kommet Mimbo Jimbo og den lange vinter, der er tykkere end de forrige, men det gør ikke noget ….
Det er tungt at sige farvel til elefantungen Carl, der i nu seks bøger har vist, hvorledes store følelser kan bo i en lille, stor krop. Carl er en begynder på livets elefantsti, så han hjemsøges af de mest primitive følelser såsom vrede, jalousi, dril og frygt, men også af den gryende kærlighed. Ida Jessen og Hanne Bartholin har undersøgt mellembarnets klemte situation og slutter nu med en sødmefuld beretning om Carls første nat i telt med Fanny. Oh, at være 3-4 år! Man får adskillige elefantklumper i halsen over Da Carl næsten sov i telt.
Bliver man klogere af at blive voksen? Næppe! Her er tre eksempler på forfattere/malere/entertainere fra den voksne scene, der er blevet bedt om at fortælle for børn:
Benn Q. Holm har gjort det før. Han er også den, der slipper bedst fra det. Her beskrives i billedbogsform, hvad titlen udsiger: Kille – med mor til lagersalg. Det går vildt for sig. Og takket være Rasmus Bregnhøis store billeder af avanceret købelyst, får man et levende indblik i det vanvid, der hersker i hallerne. Det er taget på kornet.
Og Hella Joof er heller ikke ubekendt med at henvende sig til børn. Vel? Hvorfor er det gået så gruelig galt med billedbogen med den alenlange titel og den dødbringende overvægt at ord? Snitten og Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker er rigt illustreret af Cato Thau-Jensen, men historien letter aldrig en meter. Den er ironisk, snakkesalig og den undervurderer sit publikum. Synes jeg!
Og bedre bliver det ikke, når Carlsens forlag beder Knud Romer digte en Abc-bog og sætter den gode maler John Kørner til at tegne til. Jo, billederne siger ”pang”, men ordene er underlig ligegyldige. De rimer heller ikke særlig godt. Det er sådan en feinschmeker-udgivelse lige til at lægge på sodavands-sofabordet.
Og hvis du ikke kender australske Shaun Tan, så er lejligheden her! (Hans mesterstykke er den vidtfavnende samling af Udkantsfortællinger!) Shaun Tan ved godt, at der er visse regler, som gælder om sommeren. De er ikke altid til at gennemskue, men de bør følges, for ellers kommer der tyfoner og andre farer. Teksten er ultra-kort. Billederne er store og magtfulde. Sommerregler indbyder til adskillige besøg. Man bliver klogere.
SMÅ BØRNS BØGER – liv, dyr og glade dage
Kim Fupz Aakeson er alle vegne. Serien om førskolebarnet Vitello og hans mor er guld. Vi er nået til bind 16, hvor Vitello får noget, der minder om dårlig samvittighed. Niels Bo Bojesen tegner til, så det er en fryd. Vitello tigger en masse slik hedder bogen.
Anders Morgenthaler er dyreverdenens førsteelsker. Han fortæller seriøst og inderligt i Lille Puha om det kreative næsehorn, ponyen Bonni og det underlige dyr, som hedder en croissangutang. Han har selv tegnet til.
Der er også rarhed på alle hylder i Özlem Cekics bøger om en sej pige, der hedder Ayse. Er det ikke underligt, at de to folketingsmedlemmer, som skriver for børn, ikke hedder Hansen eller Jensen til efternavn? Det varer nok lidt inden Manu Sareen får tid til at fortsætte sin saga om Iqbal Farooq – han har nok at se til! - men nu skriver Özlem Cekic i (foreløbig) tre bind om de problemer, der kan opstå, når man har kurdiske rødder og går i skole på Vesterbro i København. Det er klogt og venligt fortalt dertil smukt illustreret af Runa Steppinge. Seneste bog hedder Ayses ramadan.
ALLE BØRNS BØGER – Eventyret: nu ved vejs ende
Det store eventyr bestyres af Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken. Lene Kaaberbøl har igennem seks bind guidet mindre læsere igennem vildhekseverdenen, hvor kloge koner og modige piger sørger for at verden består, at ligevægten er intakt og at dyrene har det godt. Sidste bind hedder Genkommeren, men vildheksene kommer ikke igen. Det er slut. Det er stort.
Og Cecilie Eken afslutter ligeledes en serie. Den hedder Det levende sværd og hun fortæller vanen tro en ”modsat” historie. Det er forfatterens kendetegn, at hun ryster posen, så brikkerne falder ud på en ny måde. I serien har hun undersøgt bl.a. begrebet helte, gode gerninger og nu ondskab. Fjerde og sidste bog hedder ”Den døde helt”. Det er mættende på den helt rigtige, fortælle-økologiske facon.
Og hvis du, kære læser, kun køber eller låner én magisk bog om året, så prøv med Peter Madsens Eventyrbogen, der rummer 25 kendte og ukendte eventyr efter tegnerens smag og forsynet med illustrationer i mesterklasse, som driver af mættede oliefarver, som blander sig med historiernes folkelige tone, og som man aldrig glemmer.
ALLE MENNESKERS BØGER – Livet og rejsen
Livet er en rejse. Det ved gorillaen Gorilla, og det ved Louis Jensen. Hans speciale er at sammensætte gruppen af rejsende. Det er ofte mere interessant end rejsens mål og årsag. Nu har denne store, danske fortæller snart fuldført en årelang sproglig-eventyrlig rejse. Han skriver på 1001 små, firkantede historier, der efter 23 års forløb afsluttes i år med firkant nummer 1001. Man bliver helt blufærdig ved at sige det, men det er H.C. Andersen i nye klæder. Seneste firkantede udgivelse er fra foråret 2014 og hedder Hurra og velkommen nye firkanter. Her finder man numrene fra 800 til 900.
Louis Jensens sjælesøster hedder Tina Sakura Bestle. Hun har tidligere skrevet en magisk, realistisk historie om Papirdrengen. Nu kommer Skyggefugl, der fortæller om pigen Alma, som er både 7 år og 70 plus. Hun cykler til Portugal med sin ven den enøjede kalv – en af nyere dansk børnelitteraturs mest elskelige væsner. Hvordan går det? Ender det godt? Ja, mon ikke? Men læs selv!
En anden rejsende hedder Nils Holgersson. Normalt kalder vi ham blot Niels Holgersen. Forlaget Vandkunsten har med titlen Niels Holgersens forunderlige rejse udgivet en målrettet og gennemtænkt forkortelse ved Tore Leifer af Selma Lagerlöfs bog tilsat temmelig originale illustrationer af Helle Frøsig. Hun anvender tegninger, gamle kort, grumsede fotos og egne bemalinger til at illustrere historien om den lillebitte dreng, der lærte at blive et helt menneske ved at flyve på ryggen af Morten Gase fra Sydskåne til Lapland og tilbage igen. En vidunderlig, klog og dyrenær historie!
Jo, her går det godt!
Kommentarer