Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Ole Sarvig (1921-81) har opnået en privilegeret position i den danske litteraturhistorie. I litteraturkritikeren Poul Borums Poetisk modernisme – en kritisk introduktion fra 1966 bliver Sarvig særlig fremhævet som dansk efterkrigslyriker og sat i forbindelse med verdenslitterære sværvægtere som tyskeren Paul Celan (1920-70).
Der er da heller ingen tvivl om, at Sarvig er én af de helt store digtere i den danske efterkrigstid. I 1948 medvirkede Sarvig i det første nummer af tidsskriftet Heretica”, og i lighed med mange af de andre digtere, der var tilknyttet tidsskriftet, arbejdede Sarvig med en metafysik, der i dag måske kan være lidt vanskelig at spise for nogle læsere. Ikke desto mindre har hans poesi inspireret et hav af senere digtere, uanset de mulige metafysiske uenigheder, og hans lyrik er fasttømret i den danske litteraturhistoriske kanon.
Sarvigs romaner er måske ikke længere omgærdet af helt den samme interesse som hans lyrik. Det er lidt ærgerligt, for der er meget at komme efter i romanerne. For eksempel i Stenrosen fra 1955. Når man læser Sarvigs prosa, kan man fornemme, at det er skrevet af en digter (han debuterede allerede i 1943 med digtsamlingen Grønne digte).
Det er for alvor tydeligt i romanen Limbo (1963), der visse steder nærmest er decideret poesi. I Stenrosen er det lyriske måske mere til stede som en skarp sproglig bevidsthed. Hans personer og steder bliver beskrevet med en utrolig opmærksomhed, og de fremstår altid som nuancerede og interessante. Romanen er lyrisk på en sådan måde, at det poetiske understøtter prosaen som en særlig sproglig præcision.
Tyske efterkrigstanker
Handlingen i Stenrosen udspiller sig i Berlin i 1953. Krigen er slut, og alt ånder fred og ro, men krigserfaringen er stadigvæk nutid i alles bevidsthed. Man følger især to personer, Endré og Werner. De har begge slået sig ned til nogenlunde stillestående tilværelser efter krigens afslutning. Man får fortalt begges erindringer fra før og under krigen, og Stenrosen er i virkeligheden lige så meget kulturhistorisk skildring, som den er fiktion.
Den skarpe opmærksomhed, som Sarvig beskriver sine personer med, er mere generelt en opmærksomhed omkring en mere generel sindstilstand, som har været virkeligheden i den umiddelbare efterkrigstid.
Tiden i Tyskland efter nazismens fald var måske én af de mest problematiske perioder i verdenshistorien, og i den forbindelse får Sarvigs Heretica-filosofi en ekstra dimension i romanen i forhold til i hans lyrik. I Stenrosen er den historiske kontekst helt eksplicit. Eftersøgningen af et værdigrundlag efter nazismen er allestedsnærværende. Hvis det metafysiske i Sarvigs poesi til tider kan forekomme en smule fremmedgørende, så er det nærmest en nødvendighed, når han sætter det i forbindelse med tyske krigsveteraners sindsliv umiddelbart efter krigen. Det er påkrævet for hans personer at finde noget at holde sig til.
Opmærksomheden omkring efterkrigstidens problem med ødelagte værdier dækker også ét af nazitidens ubesvarede spørgsmål: Hvordan kunne det lade sig gøre at få den brede befolkning med på vognen? På et tidspunkt i Stenrosen får man fortalt Endrés erindringer fra sin tid i Hitler Jugend.
Her er der en dobbelthed i nazismens tillokkelse. På den ene side er det netop lokning: De unge drenge i Hitler Jugend bliver forført af idealiserende tågesnak og kommer med i et projekt, som de ikke aner, hvad er. Men der er en mere kedelig side af sagen. De unge tyskere holder af nazismen.
De nyder at være med i sammenholdet, og udelukkelsen af minoriteter appellerer til dem. Det er en karakteristik af nazismen, som må have været noget vanskelig at acceptere i 1955, hvor en enorm gruppe mennesker i og uden for Tyskland havde været direkte involveret. I graden af pessimisme ligner det noget, der burde være skrevet i dag.
Stenrosen er en roman, der på en poetisk og indsigtsfuld måde forsøger at sige noget om en højproblematisk scene fra verdenshistorien. Når Sarvig ud over tillokkelsen lægger vægt på befolkningens glæde ved nazismen, så understreger han samtidig et personligt ansvar i valget af værdier. Det er tankevækkende på en lyrisk og nuanceret måde. Og en understregning af, at metafysik og etik er emner, som er væsentlige at diskutere.
Kommentarer