Forfatter Helle Juhl fortæller om, hvordan hun bruger af sine egne historier, når hun skriver faglitteratur og om, hvordan det private fungerer som formidlingsstrategi.
Af Helle Juhl, journalist, cand. public.
Min tidligste barndomserindring er fra to års alderen. Jeg sidder på en emaljepotte med en klar formaning om at levere et output, men da jeg efter en rum tid ikke har indløst forventningen, tager min mor mig af potten, hvorefter jeg sporenstregs stavrer hen ved siden af min fars skrivebord, med den sorte KTAS håndsvingstelefon, kassebogen og kalenderen fra KFK, for at besørge der. Knap nok færdig, ser jeg min mors nylonklædte ben nærme sig i truende trav…
Der slutter erindringen, og man behøver ikke være velbevandret i Freud for at gisne om, hvorfor den har fæstnet sig i mit unge sind. Jeg har uden tvivl fået en gedigen røffel af min mor, der stod tilbage med lorten.
Hvis jeg nu brugte denne erindring i en roman, ville æseren tænke: aha, et klassisk mor/datter-drama, en fortælling om fortrængninger og opgør. Men jeg skriver ikke romaner, jeg skriver fagbøger om kulturhistoriske emner, baseret på en blanding af historisk empiri og journalistisk reportage, og hvad gør sådan en personlig erindringsstump i det selskab? Skal man som fagbogsforfatter ikke holde sig selv udenfor?
Det kan vel være, hvilket jeg også praktiserer. Blot man ikke bilder sig ind, at udkommet bliver mere objektivt af den grund. Som formidler er man altid subjektiv, også selv om man iklæder sig alvidende tredjepersonsfremstilling. Så hvorfor ikke vedkende sig subjektiviteten og bringe den i dialog med læserne? For det er jo det, der sker, når man betjener sig af selvoplevede fortællinger i første person. Ved at indflette egne minder og erfaringer synliggør man sin personlige berøring med det, der skal formidles. Man lukker så at sige op ind til det hjørne af verden, hvorfra stoffet anskues, eller som min mor omsider fik lært mig: at lægge lorten i potten
Don’t tell it, show it
Jeg har gjort det i flere bøger og også i den seneste, Barndommens land – danmarkshistorie i børnehøjde. Ved hjælp af fotografier, fakta og autentiske erindringer beskriver den i bred forstand børns liv gennem det 20. århundrede. I bogens forord samt i introer til dens tematiske kapitler bruger jeg desuden selvoplevet stof. Anekdotiske snapshots fra mit eget ’barndommens land’, der tjener til at positionere mit subjektive udgangspunkt.
Det er ikke ligegyldigt for formidlingen, om man som jeg har været barn i en kernefamilie i tressernes mellemlag, eller om man har tredivernes arbejdsløshed eller halvfjerdsernes eksperimenterende livsformer med i bagagen. Frem for at forsøge at skjule min position delagtiggør jeg læserne i den, og jeg bruger den som et korrektiv til de øvrige fortællere, der repræsenterer andre generationer og baggrunde.
Derudover er erindringsstof et effektivt, narrativt virkemiddel til at gøre faktuelt stof levende og vedkommende. A pro pos Hemingways ”Don’t tell it, show it”. Ved at skrive barndomsbilleder frem - i stedet for eller som supplement til barndomshistoriske facts - får teksten nerve og nærvær, ligesom den sætter den overordnede fortælling i perspektiv.
Materielle og immaterielle spor
Lad os nu vende tilbage til den indledende pottehistorie, som lægger både materielle og immaterielle, narrative spor ud til læserne. Først de materielle.
Emaljepotten, håndsvingstelefonen og min mors nylonklædte ben indikerer, at vi er godt tilbage i tiden. Plastikpotter og bukser til kvinder bliver først rigtigt udbredte i tresserne. Telefonen fører os tilbage til de manuelle centralers tid, det vil sige før 1970, et sted i Københavns opland. KTAS stod for Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab.
Nu har vi et sløret billede af tid og sted. Tilbage henstår miljø. Kassebogen tyder på næringsliv, men i beskeden skala, for den ligger på stuens skrivebord. Typisk for familiebårne erhverv, hvor hjem og virksomhed hænger sammen, og mand og kone er fælles om driften. Sidste spor giver kalenderen fra KFK, en forkortelse af Korn- og Foderstof Kompagniet. Vi er i de agrare erhverv.
Pottekampens immaterielle spor vidner om en tid, hvor børn blev sat på potte fra halvandet års alderen. Dog som fremgået ikke uproblematisk, og i tresserne kom da også en modreaktion. Tidlig pottetræning kunne skade barnets psyke. Men da havde man også fået engangsbleer, og mødrene søgte ud på arbejdsmarkedet. Med disse materielle og immaterielle spor nærmer vi os anekdotens udspring (læs: det subjektive forfatterafsæt) en tilfældig dag i 1959 i mit barndomshjem på Greve Mølle. Lorten er lagt i potten, derfra er det bare at fylde på i den anden ende af den faglitterære fordøjelseskanal.
Kommentarer