Lille spejl på væggen der, er jeg unik i verden her? - Om dobbeltgængermotivet i vestlig litteratur og film
af Lene Dybdahl Johansen, Stud.mag. i Nordisk og Engelsk
Dobbeltgængermotivet har været en del af den vestlige litteratur siden tidernes morgen.
I den græske mytologi finder vi kimen til dobbeltgængermotivet i myten om Narkissos, der lagde sig ved en kilde for at drikke, og i det samme forelskede sig i sit eget spejlbillede. Denne myte har lagt navn til en menneskelig egenskab, narcissismen, som betyder sygelig selvoptagethed og manglende evne til at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker.
I kunst og litteratur er spejlet blevet et symbol på selvoptagetheden, og spejlbilledet – fordoblingen af os selv – har nok været katalysator for dobbeltgængertanken. Det naturlige spørgsmål til spejlbilledet vil være: 'findes der andre som jeg, eller er jeg unik?'.
Dobbeltgængerens indtræden i vort univers skaber en ubalance i tilværelsen i det øjeblik, at mennesket ophører med at interessere sig for andre end sig selv. I litteraturen om dobbeltgængeren er konsekvensen næsten altid, at denne ubalance resulterer i den enes (originalens eller dobbeltgængerens) udslettelse for at genoprette den naturlige orden.
Når spejlbillede og selvoptagethed er to fundamentale forudsætninger for dobbeltgængertanken, er det næsten indlysende, at emnet stadig optager os i disse selvrealiserende og individorienterede tider.
Er jeg virkelig unik?
Og tænk hvis jeg ikke er!
Det selvoptagede menneske gruer for denne tanke.
Dobbeltgængertanken er både fascinerende og skræmmende. Individet har netop sin berettigelse her i verden i det, at det er unikt. Det kan ikke erstattes af et andet menneske, for der findes ingen andre præcis som det.
En SKRÆMMENDE lighed
Dobbeltgængermotivet har sin guldalder i romantikken, hvor de fleste kendte romaner og noveller om dobbeltgængere stammer fra. Det er ikke tilfældigt, for netop i romantikken bliver der for første gang i litteraturhistorien et øget fokus på individet, eneren – den geniale kunstner.
Et af de første eksempler er den tysk/franske digter Adelbert von Chamissos Peter Schlemihl (1813). Hovedpersonen sælger sin skygge for en lykkepung, men må snart sande, at penge ikke er alt, da alle undgår manden uden skygge.
Denne historie var inspiration til H. C. Andersens eventyr 'Skyggen' (1837), som handler om en mand, der mister sin skygge og som siden hjemsøges af den.
En anden tysk digter, nemlig E.T.A. Hoffmann, leger med dobbeltgængermotivet bl.a. i den uhyggelige roman 'Djævleeleksiren' (1816), om en munk, der efter at have drukket en djævleeleksir flygter fra klosteret, påtager sig en andens identitet og myrder alle, der kan afsløre ham.
I England udfoldes motivet hos Robert Louis Stevenson i 'Dr Jekyll and Mr Hyde', og i Oscar Wildes 'The Picture of Dorian Gray' for at nævne et par eksempler.
Endelig har den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrevet en fremragende roman om emnet: 'Dobbeltgængeren' (1846).
De forskellige titler fra forskellige lande vidner om en enorm interesse for emnet, da det for alvor slår igennem i 1800-tallet. Fælles for disse romaner og noveller er, at dobbeltgængeren udgør en trussel for individet, og at en fysisk lighed mellem kopi og original ofte er til stede, men at man i væremåden finder en forskel. I det følgende vil jeg se nærmere på nogle af disse tekster.
Når den onde sejrer til sidst
I H. C. Andersens 'Skyggen' er det oplagt, at skyggen ligner sin herre, idet den jo er en silhuet af ham, og at herre og skygge bevæger sig samtidig som i et spejlbillede. Alligevel er der jo den fysiske forskel; for det første at skyggen ikke er af kød og blod, og for det andet, at den kan ændre størrelse og snige sig ind, hvor det menneskelige legeme ikke kan komme. Det uhyggelige opstår ved, at herren/originalen mister kontrollen over sin dobbeltgænger.
Dobbeltgængeren overtager originalens identitet og er dermed en konkret trussel for vedkommende.
Det er et karakteristisk træk for de fleste historier om dobbeltgængere, at de spiller på individets frygt for at miste sin identitet. I 'Skyggen' ender det med, at skyggen helt overtager den lærde mands identitet, og ved list får ham lokket til at agere skygge. Da den lærde man sætter sig til modværge, får skyggen ham henrettet, og den onde dobbeltgænger lever videre i verden.
Noget lignende er på spil hos Dostojevskij i 'Dobbeltgængeren'.
Den sindsforvirrede unge mand, hr. Goljadkin møder en dag sin dobbeltgænger, hr. Goljadkin den yngre, som ligner ham på en prik. Flere gange forekommer det ham, at han står foran et spejl, når han møder sin dobbeltgænger. Dostojevskij spiller på en slags psykologisk ønsketænkning, hvor hr. Goljadkin den yngre gør alt det, som den rigtige hr. Goljadkin ikke selv tør gøre. Ved første møde er dobbeltgængeren underdanig overfor den rigtige hr. Goljadkin, hvilket falder helt i sidstnævntes smag. Men gradvist overtager dobbeltgængeren hr. Goljadkins arbejde og omgangskreds, således at den rigtige hr. Goljadkin bliver sat ud på et sidespor, og til sidst må køres bort til en sindssygeanstalt, fordi ingen vil tro hans febrilske anklager mod hans såkaldte dobbeltgænger. Endnu et eksempel på en uhyggelig udgang i dobbeltgængerhistorierne.
Nutidens dobbeltgængere
I indledningen nævnte jeg, at dobbeltgængermotivet også i særlig grad interesserer os i dag, fordi vi i så høj grad beskæftiger os med os selv.
Et eksempel herpå kan være debatten om kloning. Man har allerede den fornødne teknologi til at frembringe to fuldstændig genetisk identiske mennesker, men de fleste er imod, at man forsøger sig med at fremstille dobbeltgængere af etiske årsager.
Et ubesvaret spørgsmål i denne debat forbliver også, om man er i stand til at skabe to identiske sind. I sandhed et uhyggeligt spørgsmål. Var man det, mistede individet for alvor sin unikke position.
I filmens verden er dobbletgængermotivet stadig populært, hvilket vidner om emnets aktualitet. To glimrende eksempler på nyere film er 'Being John Malkovic' (1999) og 'Fight Club' (1999).
I 'Fight Club' er det som i de fleste dobbeltgængerhistorier svært at skelne drøm fra virkelighed – ikke kun for hovedpersonen men også for publikum.
Ligesom hovedpersonen Jack, hvirvles vi rundt i et fantastisk realistisk univers, der for en stor del viser sig kun at foregå i Jacks hoved. Filmmediet gør det ekstra eksplicit, at dobbeltgængeren ikke behøver at have fysisk eksistens, men også kan eksistere i heltens fantasi som en spaltning af jeget. Igen balancerer forestillingen på knivsæggen mellem fornuft og vanvid.
Der eksisterer langt flere romaner, historier og film, som beskæftiger sig med dobbeltgængermotivet, end dem, jeg har nævnt, og ikke alene er de fantastisk spændende, fordi de udforsker et 'hvad-nu-hvis'-område, som ofte skaber gys og gru; de kan også sige os noget om, hvordan individet i forskellige epoker har opfattet sig selv.
Om dobbeltgængermotivet:
Otto Rank: The Double. A Psychoanalytic Study (tysk 1941, eng. 1978).
Læs Adelbert von Chamisso: Peter Schlemihl
Læs Edgar Allan Poe: William Wilson
Læs Fjodor Dostojevskij: Dobbeltgængeren
Læs H. C. Andersen: Skyggen
Læs Robert Louis Stevenson: Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Læs Oscar Wilde: Billedet af Dorian Gray
Læs bogen eller se filmen 'Fight Club'
27 dec.06
Lille spejl på væggen der, er jeg unik i verden her? - Om dobbeltgængermotivet i vestlig litteratur og film
af Lene Dybdahl Johansen, Stud.mag. i Nordisk og Engelsk
Dobbeltgængermotivet har været en del af den vestlige litteratur siden tidernes morgen.
I den græske mytologi finder vi kimen til dobbeltgængermotivet i myten om Narkissos, der lagde sig ved en kilde for at drikke, og i det samme forelskede sig i sit eget spejlbillede. Denne myte har lagt navn til en menneskelig egenskab, narcissismen, som betyder sygelig selvoptagethed og manglende evne til at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker.
I kunst og litteratur er spejlet blevet et symbol på selvoptagetheden, og spejlbilledet – fordoblingen af os selv – har nok været katalysator for dobbeltgængertanken. Det naturlige spørgsmål til spejlbilledet vil være: 'findes der andre som jeg, eller er jeg unik?'.
Dobbeltgængerens indtræden i vort univers skaber en ubalance i tilværelsen i det øjeblik, at mennesket ophører med at interessere sig for andre end sig selv. I litteraturen om dobbeltgængeren er konsekvensen næsten altid, at denne ubalance resulterer i den enes (originalens eller dobbeltgængerens) udslettelse for at genoprette den naturlige orden.
Når spejlbillede og selvoptagethed er to fundamentale forudsætninger for dobbeltgængertanken, er det næsten indlysende, at emnet stadig optager os i disse selvrealiserende og individorienterede tider.
Er jeg virkelig unik?
Og tænk hvis jeg ikke er!
Det selvoptagede menneske gruer for denne tanke.
Dobbeltgængertanken er både fascinerende og skræmmende. Individet har netop sin berettigelse her i verden i det, at det er unikt. Det kan ikke erstattes af et andet menneske, for der findes ingen andre præcis som det.
En SKRÆMMENDE lighed
Dobbeltgængermotivet har sin guldalder i romantikken, hvor de fleste kendte romaner og noveller om dobbeltgængere stammer fra. Det er ikke tilfældigt, for netop i romantikken bliver der for første gang i litteraturhistorien et øget fokus på individet, eneren – den geniale kunstner.
Et af de første eksempler er den tysk/franske digter Adelbert von Chamissos Peter Schlemihl (1813). Hovedpersonen sælger sin skygge for en lykkepung, men må snart sande, at penge ikke er alt, da alle undgår manden uden skygge.
Denne historie var inspiration til H. C. Andersens eventyr 'Skyggen' (1837), som handler om en mand, der mister sin skygge og som siden hjemsøges af den.
En anden tysk digter, nemlig E.T.A. Hoffmann, leger med dobbeltgængermotivet bl.a. i den uhyggelige roman 'Djævleeleksiren' (1816), om en munk, der efter at have drukket en djævleeleksir flygter fra klosteret, påtager sig en andens identitet og myrder alle, der kan afsløre ham.
I England udfoldes motivet hos Robert Louis Stevenson i 'Dr Jekyll and Mr Hyde', og i Oscar Wildes 'The Picture of Dorian Gray' for at nævne et par eksempler.
Endelig har den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrevet en fremragende roman om emnet: 'Dobbeltgængeren' (1846).
De forskellige titler fra forskellige lande vidner om en enorm interesse for emnet, da det for alvor slår igennem i 1800-tallet. Fælles for disse romaner og noveller er, at dobbeltgængeren udgør en trussel for individet, og at en fysisk lighed mellem kopi og original ofte er til stede, men at man i væremåden finder en forskel. I det følgende vil jeg se nærmere på nogle af disse tekster.
Når den onde sejrer til sidst
I H. C. Andersens 'Skyggen' er det oplagt, at skyggen ligner sin herre, idet den jo er en silhuet af ham, og at herre og skygge bevæger sig samtidig som i et spejlbillede. Alligevel er der jo den fysiske forskel; for det første at skyggen ikke er af kød og blod, og for det andet, at den kan ændre størrelse og snige sig ind, hvor det menneskelige legeme ikke kan komme. Det uhyggelige opstår ved, at herren/originalen mister kontrollen over sin dobbeltgænger.
Dobbeltgængeren overtager originalens identitet og er dermed en konkret trussel for vedkommende.
Det er et karakteristisk træk for de fleste historier om dobbeltgængere, at de spiller på individets frygt for at miste sin identitet. I 'Skyggen' ender det med, at skyggen helt overtager den lærde mands identitet, og ved list får ham lokket til at agere skygge. Da den lærde man sætter sig til modværge, får skyggen ham henrettet, og den onde dobbeltgænger lever videre i verden.
Noget lignende er på spil hos Dostojevskij i 'Dobbeltgængeren'.
Den sindsforvirrede unge mand, hr. Goljadkin møder en dag sin dobbeltgænger, hr. Goljadkin den yngre, som ligner ham på en prik. Flere gange forekommer det ham, at han står foran et spejl, når han møder sin dobbeltgænger. Dostojevskij spiller på en slags psykologisk ønsketænkning, hvor hr. Goljadkin den yngre gør alt det, som den rigtige hr. Goljadkin ikke selv tør gøre. Ved første møde er dobbeltgængeren underdanig overfor den rigtige hr. Goljadkin, hvilket falder helt i sidstnævntes smag. Men gradvist overtager dobbeltgængeren hr. Goljadkins arbejde og omgangskreds, således at den rigtige hr. Goljadkin bliver sat ud på et sidespor, og til sidst må køres bort til en sindssygeanstalt, fordi ingen vil tro hans febrilske anklager mod hans såkaldte dobbeltgænger. Endnu et eksempel på en uhyggelig udgang i dobbeltgængerhistorierne.
Nutidens dobbeltgængere
I indledningen nævnte jeg, at dobbeltgængermotivet også i særlig grad interesserer os i dag, fordi vi i så høj grad beskæftiger os med os selv.
Et eksempel herpå kan være debatten om kloning. Man har allerede den fornødne teknologi til at frembringe to fuldstændig genetisk identiske mennesker, men de fleste er imod, at man forsøger sig med at fremstille dobbeltgængere af etiske årsager.
Et ubesvaret spørgsmål i denne debat forbliver også, om man er i stand til at skabe to identiske sind. I sandhed et uhyggeligt spørgsmål. Var man det, mistede individet for alvor sin unikke position.
I filmens verden er dobbletgængermotivet stadig populært, hvilket vidner om emnets aktualitet. To glimrende eksempler på nyere film er 'Being John Malkovic' (1999) og 'Fight Club' (1999).
I 'Fight Club' er det som i de fleste dobbeltgængerhistorier svært at skelne drøm fra virkelighed – ikke kun for hovedpersonen men også for publikum.
Ligesom hovedpersonen Jack, hvirvles vi rundt i et fantastisk realistisk univers, der for en stor del viser sig kun at foregå i Jacks hoved. Filmmediet gør det ekstra eksplicit, at dobbeltgængeren ikke behøver at have fysisk eksistens, men også kan eksistere i heltens fantasi som en spaltning af jeget. Igen balancerer forestillingen på knivsæggen mellem fornuft og vanvid.
Der eksisterer langt flere romaner, historier og film, som beskæftiger sig med dobbeltgængermotivet, end dem, jeg har nævnt, og ikke alene er de fantastisk spændende, fordi de udforsker et 'hvad-nu-hvis'-område, som ofte skaber gys og gru; de kan også sige os noget om, hvordan individet i forskellige epoker har opfattet sig selv.
Om dobbeltgængermotivet:
Otto Rank: The Double. A Psychoanalytic Study (tysk 1941, eng. 1978).
Læs Adelbert von Chamisso: Peter Schlemihl
Læs Edgar Allan Poe: William Wilson
Læs Fjodor Dostojevskij: Dobbeltgængeren
Læs H. C. Andersen: Skyggen
Læs Robert Louis Stevenson: Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Læs Oscar Wilde: Billedet af Dorian Gray
Læs bogen eller se filmen 'Fight Club'
af Lene Dybdahl Johansen, Stud.mag. i Nordisk og Engelsk
Dobbeltgængermotivet har været en del af den vestlige litteratur siden tidernes morgen.
I den græske mytologi finder vi kimen til dobbeltgængermotivet i myten om Narkissos, der lagde sig ved en kilde for at drikke, og i det samme forelskede sig i sit eget spejlbillede. Denne myte har lagt navn til en menneskelig egenskab, narcissismen, som betyder sygelig selvoptagethed og manglende evne til at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker.
I kunst og litteratur er spejlet blevet et symbol på selvoptagetheden, og spejlbilledet – fordoblingen af os selv – har nok været katalysator for dobbeltgængertanken. Det naturlige spørgsmål til spejlbilledet vil være: 'findes der andre som jeg, eller er jeg unik?'.
Dobbeltgængerens indtræden i vort univers skaber en ubalance i tilværelsen i det øjeblik, at mennesket ophører med at interessere sig for andre end sig selv. I litteraturen om dobbeltgængeren er konsekvensen næsten altid, at denne ubalance resulterer i den enes (originalens eller dobbeltgængerens) udslettelse for at genoprette den naturlige orden.
Når spejlbillede og selvoptagethed er to fundamentale forudsætninger for dobbeltgængertanken, er det næsten indlysende, at emnet stadig optager os i disse selvrealiserende og individorienterede tider.
Er jeg virkelig unik?
Og tænk hvis jeg ikke er!
Det selvoptagede menneske gruer for denne tanke.
Dobbeltgængertanken er både fascinerende og skræmmende. Individet har netop sin berettigelse her i verden i det, at det er unikt. Det kan ikke erstattes af et andet menneske, for der findes ingen andre præcis som det.
En SKRÆMMENDE lighed
Dobbeltgængermotivet har sin guldalder i romantikken, hvor de fleste kendte romaner og noveller om dobbeltgængere stammer fra. Det er ikke tilfældigt, for netop i romantikken bliver der for første gang i litteraturhistorien et øget fokus på individet, eneren – den geniale kunstner.
Et af de første eksempler er den tysk/franske digter Adelbert von Chamissos Peter Schlemihl (1813). Hovedpersonen sælger sin skygge for en lykkepung, men må snart sande, at penge ikke er alt, da alle undgår manden uden skygge.
Denne historie var inspiration til H. C. Andersens eventyr 'Skyggen' (1837), som handler om en mand, der mister sin skygge og som siden hjemsøges af den.
En anden tysk digter, nemlig E.T.A. Hoffmann, leger med dobbeltgængermotivet bl.a. i den uhyggelige roman 'Djævleeleksiren' (1816), om en munk, der efter at have drukket en djævleeleksir flygter fra klosteret, påtager sig en andens identitet og myrder alle, der kan afsløre ham.
I England udfoldes motivet hos Robert Louis Stevenson i 'Dr Jekyll and Mr Hyde', og i Oscar Wildes 'The Picture of Dorian Gray' for at nævne et par eksempler.
Endelig har den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrevet en fremragende roman om emnet: 'Dobbeltgængeren' (1846).
De forskellige titler fra forskellige lande vidner om en enorm interesse for emnet, da det for alvor slår igennem i 1800-tallet. Fælles for disse romaner og noveller er, at dobbeltgængeren udgør en trussel for individet, og at en fysisk lighed mellem kopi og original ofte er til stede, men at man i væremåden finder en forskel. I det følgende vil jeg se nærmere på nogle af disse tekster.
Når den onde sejrer til sidst
I H. C. Andersens 'Skyggen' er det oplagt, at skyggen ligner sin herre, idet den jo er en silhuet af ham, og at herre og skygge bevæger sig samtidig som i et spejlbillede. Alligevel er der jo den fysiske forskel; for det første at skyggen ikke er af kød og blod, og for det andet, at den kan ændre størrelse og snige sig ind, hvor det menneskelige legeme ikke kan komme. Det uhyggelige opstår ved, at herren/originalen mister kontrollen over sin dobbeltgænger.
Dobbeltgængeren overtager originalens identitet og er dermed en konkret trussel for vedkommende.
Det er et karakteristisk træk for de fleste historier om dobbeltgængere, at de spiller på individets frygt for at miste sin identitet. I 'Skyggen' ender det med, at skyggen helt overtager den lærde mands identitet, og ved list får ham lokket til at agere skygge. Da den lærde man sætter sig til modværge, får skyggen ham henrettet, og den onde dobbeltgænger lever videre i verden.
Noget lignende er på spil hos Dostojevskij i 'Dobbeltgængeren'.
Den sindsforvirrede unge mand, hr. Goljadkin møder en dag sin dobbeltgænger, hr. Goljadkin den yngre, som ligner ham på en prik. Flere gange forekommer det ham, at han står foran et spejl, når han møder sin dobbeltgænger. Dostojevskij spiller på en slags psykologisk ønsketænkning, hvor hr. Goljadkin den yngre gør alt det, som den rigtige hr. Goljadkin ikke selv tør gøre. Ved første møde er dobbeltgængeren underdanig overfor den rigtige hr. Goljadkin, hvilket falder helt i sidstnævntes smag. Men gradvist overtager dobbeltgængeren hr. Goljadkins arbejde og omgangskreds, således at den rigtige hr. Goljadkin bliver sat ud på et sidespor, og til sidst må køres bort til en sindssygeanstalt, fordi ingen vil tro hans febrilske anklager mod hans såkaldte dobbeltgænger. Endnu et eksempel på en uhyggelig udgang i dobbeltgængerhistorierne.
Nutidens dobbeltgængere
I indledningen nævnte jeg, at dobbeltgængermotivet også i særlig grad interesserer os i dag, fordi vi i så høj grad beskæftiger os med os selv.
Et eksempel herpå kan være debatten om kloning. Man har allerede den fornødne teknologi til at frembringe to fuldstændig genetisk identiske mennesker, men de fleste er imod, at man forsøger sig med at fremstille dobbeltgængere af etiske årsager.
Et ubesvaret spørgsmål i denne debat forbliver også, om man er i stand til at skabe to identiske sind. I sandhed et uhyggeligt spørgsmål. Var man det, mistede individet for alvor sin unikke position.
I filmens verden er dobbletgængermotivet stadig populært, hvilket vidner om emnets aktualitet. To glimrende eksempler på nyere film er 'Being John Malkovic' (1999) og 'Fight Club' (1999).
I 'Fight Club' er det som i de fleste dobbeltgængerhistorier svært at skelne drøm fra virkelighed – ikke kun for hovedpersonen men også for publikum.
Ligesom hovedpersonen Jack, hvirvles vi rundt i et fantastisk realistisk univers, der for en stor del viser sig kun at foregå i Jacks hoved. Filmmediet gør det ekstra eksplicit, at dobbeltgængeren ikke behøver at have fysisk eksistens, men også kan eksistere i heltens fantasi som en spaltning af jeget. Igen balancerer forestillingen på knivsæggen mellem fornuft og vanvid.
Der eksisterer langt flere romaner, historier og film, som beskæftiger sig med dobbeltgængermotivet, end dem, jeg har nævnt, og ikke alene er de fantastisk spændende, fordi de udforsker et 'hvad-nu-hvis'-område, som ofte skaber gys og gru; de kan også sige os noget om, hvordan individet i forskellige epoker har opfattet sig selv.
Om dobbeltgængermotivet:
Otto Rank: The Double. A Psychoanalytic Study (tysk 1941, eng. 1978).
Læs Adelbert von Chamisso: Peter Schlemihl
Læs Edgar Allan Poe: William Wilson
Læs Fjodor Dostojevskij: Dobbeltgængeren
Læs H. C. Andersen: Skyggen
Læs Robert Louis Stevenson: Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Læs Oscar Wilde: Billedet af Dorian Gray
Læs bogen eller se filmen 'Fight Club'
Kommentarer