Af litteraturstuderende Nanna Rørdam Knudsen
Lad mig sige det med det samme: Anne Holt ville sikkert blive lidt irriteret over at hendes bøger optrådte i dennes måneds tema om homoseksuel litteratur. For selv om én af hendes gennemgående hovedpersoner er lesbisk, står Holt fast på, at hun ikke skriver lesbisk litteratur.
Den norske forfatter Anne Holt (f. 1958) har gennem årene kunnet skrive så forskellige titler som tv-journalist, advokat, forfatter og justitsminister på visitkortet. Som forfatter er hun mest kendt for kriminalromanerne med politibetjent Hanne Wilhelmsen i hovedrollen. Foreløbig er der kommet seks romaner i den planlagte tibindsserie om Wilhelmsen og hendes kolleger ved politikammeret i Oslo.
Hanne Wilhelmsen er lesbisk og bor sammen med kæresten Cecilie Vibe. Det er imidlertid en stor hemmelighed, der bl.a. medfører, at der kun står ét navn på dørskiltet hjemme hos de to kvinder. Hemmeligholdelsen af forholdet er en evig kilde til konflikt i det ellers lykkelige samliv mellem de to. I mange år lever Hanne Wilhelmsen som skabslesbisk, men det begyndte at irritere Holt, der mente, at hvis man lever i sådan et maskespil, må man på et tidspunkt ramme muren. For Wilhelmsen bliver det store vendepunkt Cecilies sygdom og død. Hun bryder sammen og må rejse bort for en tid for at komme til hægterne og i øvrigt tage sit liv op til revision.
Bøgerne om Hanne Wilhelmsen har medført mange spekulationer om Anne Holts egen seksualitet. Det er for så vidt ingen hemmelighed, at hun er gift med en kvinde, men det er ikke et emne, hun gider diskutere med journalister. Hun er blevet kritiseret for at holde sit privatliv lige så hemmeligt som Hanne Wilhelmsen, men til det svarer hun: ”Mit privatliv er ikke hemmeligt. Det er privat.”
Efterhånden har den norske presse lært at undlade private spørgsmål, men interessen for Holts privatliv blussede op, da hun i 1997 udgav romanen Mea Culpa. Det er ikke en krimi som de fleste af Holts bøger, men en kærlighedsroman om den unge Synnes forhold til den noget ældre Rebecca, der er gift og har børn, men som alligevel falder for Synnes heftige belejring.
Mange spekulerede på, om romanen var selvbiografisk, hvilket Holt benægtede. I det hele taget vil hun ikke identificeres med sine bøger. Selv siger hun, at hun ikke er enig med Hanne Wilhelmsens måde at leve på, men det ligger Holt fjernt at dømme andres livsform. Hun tror ikke selv på, at man kan leve et tilfredsstillende liv i skabet, men det er et valg, der er op til den enkelte. Privatlivet er privat, er Holts omkvæd. Pressen blev holdt på en armslængdes afstand, da Mea Culpa udkom. Holt var aftrådt som justitsminister i årets begyndelse, og den overvældende interesse for hendes person fik hende til at rejse bort på udgivelsestidspunktet.
Debatten om Holt fik nyt liv, da en ung, kristen, homoseksuel mand begik selvmord, fordi flere norske biskopper offentligt havde fordømt homoseksualitet, og en heftig debat blussede op i Norge. Skulle Statskirkens præster tvinges til at acceptere homoseksuelle?
Anne Holts løsningsforslag lød kort og godt: afskaf Statskirkeordningen. På den måde kunne den norske stat understrege, at diskriminerende holdninger ikke blev godkendt og aflønnet af staten, og unge homoseksuelle kristne kunne finde sig en kirke, hvor de ikke blev truet med helvedes flammer for deres seksualitet. Samtidig lød Holts advarsel: der vil altid være folk, der ser ned på bøsser og lesbiske. Det er skønne spildte kræfter at forsøge at få alle til at acceptere homoseksuelle.
Mange forkæmpere for homoseksuelles rettigheder kritiserede Holt for hendes holdninger, og hendes bøger kom også i søgelyset. Hanne Wilhelmsen var en dårlig lesbisk rollemodel, der ikke alene er skabslesbisk, men som også i et enkelt tilfælde går i seng med en mandlig kollega. Romanerne om hende gjorde ikke i tilstrækkelig høj grad opmærksom på lesbiskes livsvilkår.
Som det så ofte er sket, identificerede mange forfatterens holdninger med hovedpersonens, hvilket næsten altid er en fejl. Holt selv finder kritikken af bøgerne uberettiget. Det har aldrig været hendes mening, at romanerne først og fremmest skulle fungere som lesbisk litteratur. Hanne Wilhelmsen er ikke tænkt som en lesbisk rollemodel, og selv siger Holt, at hvis hun kendte Hanne i virkeligheden, ville hun sikkert bede hende om at tage sig alvorligt sammen.
Som jeg begyndte med: Anne Holt ville sikkert ryste på hovedet over, at hendes bøger er med i et tema om homoseksuel litteratur. Homoseksuel eller ikke, det er for hende ikke det vigtigste ved hendes bøger. Ikke destomindre er det netop det, der har skabt den store debat om Holt og hendes bøger.
Kommentarer