De bedste romaner er på en måde altid en slags detektivromaner. Fortælling, hvor der ledes efter et menneske – som i alle lag har en eftersøgning i gang. Eller rettere, hvor der hele vejen gennem romanen i grunden spørges: Hvad er et menneske? Hvad er meningen med at være menneske?
Som norske Erlend Loe der på supernaivt plan i sin gennembrudsroman Naiv.Super fortæller om en ung mand, som har mistet meningen med livet, og som genfinder den, i hvert fald følelsen af mening, da han tænker tilbage på, hvad der var vigtigst og i virkeligheden voldsomt meningsgivende i barndommens første år og som derfor nu geninvesterer i et Brio bankebræt og en bold til at spille op mod en mur med.
En anden norsk forfatter, Jan Kjærstad, har gennem hele sit store fortælleglade forfatterskab stillet samme grundlæggende spørgsmål igen og igen. Skrevet den ene gode ”detektivroman” efter den anden. Altid på sporet efter et menneske. Meget ofte, for hovedpersonen, et andet menneske. Men altid med det grundlæggende spørgsmål: hvad det mon dog vil sige at være menneske?
Således også i Jan Kjærstads seneste roman Mr. Woolf om Will, som vokser op i Oslo med sin far, Erasmus Abelson, der gennem mange år med sin egen stille vedholdende begejstring for legesager driver forretningen ”Stjerneplassen Legetøj”.
Hermed er vi alle taget med på sporet af den tabte tid: Tænk på din egen barndoms legetøj. Tænk på noget af det vigtigste af det og hvor meget, det i virkeligheden betød for dig. Hvor meget liv det satte i verden og befrugtede din fantasi og din leg. Og satte spor i dig langt op i tiden.
”Det var cheyennerne der fik mig til at vie mit liv til Stjerneplassen Legetøj”, sagde Wills far ofte. Det kan vi godt sætte os ind i alle os, der selv gentagne gange har været fuldstændigt opslugte i legen som cowboy og indianere, og af og til af hjertet med allerstørst sympati for indianerne.
Will fortæller om sin far: ”Far. Han var fjern. Jeg elskede ham. Jeg kan ikke bruge noget andet ord. Jeg elskede ham. Uden forbehold.” Han fortæller om sin fars kærlige hænder på sine skuldre, eller en hånd på hovedet: ”Der var en overflod af kærlighed i disse hænder, og den kærlighed har lagret sig, den er forblevet i min krop.” Samtidig går det i voksenlivet op for Will, at han slet, slet ikke fuldt ud kender sin far.
Wills mor, med efternavnet Woolf, engelskfødt engelsklærer, døde tidligt, da Will og hans fem år ældre søster Liz begge stadig var børn. Liz var der for ham resten af barndommen som en enormt støttende storesøster. Far har været der hele vejen, i al sin almindelighed, som Will har set ham. Bortset fra farens ualmindeligt store og vedholdende begejstring for legetøj.
Will selv er med, forskellige afbræk undervejs, for ikke at sige: henfald, partikelfysiker. I en periode, hvor han i stedet har virket som barista på Cafe Laboratorium i Oslo, bliver han af sin far bedt om at rejse til Hong Kong og lede efter Liz, som er blevet væk. Hun, som er bibliotekar men også med stor næse for legetøj, har i lang tid været fraværende i Wills voksenliv. Nu viser det sig, at hun og faren åbenbart sammen har gang i noget med at forhandle en stor kontrakt hjem om et bestemt stykke nyudviklet legetøj – en ”Supernova” – men Liz er blevet væk. Tag til Hong Kong og find din søster, beder Wills far ham.
Det er på denne rejse, det går op for Will, at han slet ikke fuldt ud kender sin egen far. Det bliver, på overbevisende måde, blandt andet ad den vej, romanen udvikler sit syn på mennesket, ethvert menneske, som et stort, komplekst og gådefuldt univers for sig. Ikke, overhovedet, uafhængigt af andre mennesker, men tværtimod som partikler af enhver art fra protoner til stjerner og planeter evindeligt i sammenstød og berøringer og kollisioner med hinanden med ny virkelighed til følge.
Der er altid udvidelser på færde i Jan Kjærstads fortælling. Også her i 'Mr. Woolf' hvor begrebet ”mørk materie” spiller en stor rolle. Hvor altså for så vidt det modsatte af udvidelse – nemlig i form af sammenfald og implosion i universets sorte huller med en virkelighed, der i virkeligheden i voldsomt overvejende grad består af det, vi ikke kan få fat på: mørk materie, det som unddrager sig, det ukendte, det gådefulde – så alligevel lykkes romanens eftersøgning af mennesket i form af et stærkt udvidet menneskesyn. En insisteren på det andet menneske som altid værende langt større og mere og andet end det umiddelbart sete. Hvilket i sig selv er et fund at finde frem til en sådan åbenhed.
Jan Kjærstad leger altid med ord og betydning. Skaber forbindelser og kollisoner i sin romanfortælling med stor forventning til læseren om at ville lege med. Slet ikke nødvendigvis nå frem til de samme løsninger af gåderne. Læsning er ikke løsning (det løsner at læse, men det løser ikke mit liv). Men – som en forudsætning for at kunne få noget ud af det i det hele taget – så at ville lege med. Som i barndommens leg når den for alvor var god og således sjov: lade sig opsluge og selv digte med. For en stund blive en anden og således, muligvis, i virkeligheden i højere grad sig selv i en udvidet form for virkelighed.
I 'Mr. Woolf' er cirklen en grundfigur. Cirklen som i form af for eksempel en bold. Eller en snurretop. Eller den 27 kilometer lange, i 100 meters dybde beliggende, tunnelrunde LHC-accelerator i CERN i Genève, hvor man for få år siden for første gang registrerede den såkaldte Higgs-partikel.
Eller som i Woolf (associer også gerne til Virginia Woolf) med de to sammenstillede ”o”-er der ligesom danner et par øjne. Eller et par briller. Detektivbriller. Som i barndommens leg, hvor Liz og Will en overgang drev detektivbureauet ”Woolf & Woolf” og i forklædning gik på opdagelser og løste gåder. Eller se de to sammenstillede ”o”-er som et liggende 8-tal, tegnet for uendelighed. Eller i det hele taget cirklen, ”o”-et, som kighul, portal, åbning og indgang eller udgang til det gådefulde rum derude og derinde.
Will finder langt om længe Liz i Hong Kong. ”Mr. W”, som de kalder ham på hotellet – hør gerne: ”Mr. Dobble-you” – for det ligger der også i det. Identitetsudvidelse. Det er godt, at kunne få øje på sit eget jeg med et udvidet syn på sig selv. Men bedst af alt er det at få øje på en anden. Det andet menneske. Finde frem til målet ved at finde en anden.
For Will blev det, trods – eller i sammenhæng med – farens død og således henfald til noget gådefuldt andet, til forløsning og ny opblomstring. Nu igen en overgang i sit liv som partikelfysiker og forsker med stor og hæderfuld opdagelse af det, der kom til at hedde Abelson-modellen til afløsning for Standard-modellen.
Men se, hvad det måtte kunne ville sige, det må du selv – hvis du har lyst til at lege med – forsøge at sætte dig ind i ved at åbne bogen og læse med fra en ende af. I dette konkrete tilfælde ”Mr. Woolf” af Jan Kjærstad, men jo i virkeligheden også utallige andre romaner, der som en slags mørk materie ligger og venter på en skønne dag måske at kunne komme frem i lyset hos den ene og den anden læser. Altid med størst potentiale, når indgangen til læsningen er i slægt med barndommens åbenhed for liv og leg med fantasi og drøm og nok så vilde forestillinger som i virkeligheden vej til ny virkelighed.
Af Gudmund Rask Pedersen.
Kommentarer