Elin har været praktiserende læge i tyve år. Mindst lige så længe har hun været gift med Aksel. Døtrene er flyttet hjemmefra. Aksel er besat af sin sport, og Elin sumper i sofaen med tv-serier og hvidvin. Stik imod de gode råd, hun dagen lang giver sine patienter.
Men før Aksel var der Bjørn, som pludselig dukkede op på Facebook, og som vender op og ned på alting.
Nu bor Elin på lægecenteret og må gemme sig for vagterne, når de går deres aftenrunder. Ovre i hjørnet står plastikskelettet Tore og griner ad hende. Og hjemme i rækkehuset sidder Aksel og raser – hvis han da ikke er gået i lag med den nyskilte nabo Gro.
Nina Lykke (født 1965) er uddannet grafisk designer, bl.a. på den Grafiske Højskole i København. Hun debuterede som forfatter i 2010 og fik sit store gennembrud med romanen 'Nej, nej og atter nej' (2016), der placerede sig solidt på bestsellerlisterne i både Norge og Sverige. For 'Næste!' (2019) modtog hun Brage-prisen, Norges største litteraturpris. I juryens motivering hed det blandt andet:
”Med Næste! fortsætter hun den skarpe og mørke samtidssatire, vi genkender fra Nej, nej og atter nej, og giver os en lægeroman ud over det sædvanlige. Næste! er en usædvanligt velskreven og morsom roman … Det er skarpt og præcist. Det er nådesløst og afslørende. Helt enkelt vedkommende, fængende læsning.”
Spørgsmål til romanen – til inspiration
1. Hvordan vil du karakterisere Elin på det tidspunkt, vi møder hende i begyndelsen af bogen?
2. Hvad er det for et ægteskab, hun har med Aksel – og hvorfor bliver hun så længe i det, når hun jo egentlig er utilfreds? Eller er hun?
3. Hvorfor bliver hun tiltrukket af Bjørn? Eller hvad er det, der sætter deres affære i gang?
4. Hvad er det Elin flygter fra med vin og tv-serier?
5. Hvordan vil I beskrive Elins forhold til sin mor?
6. Nina Lykke har kaldt bogen en ”lægeroman” – i gamle dage var det betegnelsen for en romantisk fortælling i et hospitalsmiljø, gerne med happy end. Hvordan twister Nina Lykke denne betegnelse?
7. Hvordan vil I beskrive Elin som læge?
8. Hvilken rolle spiller Tore?
9. Minder Aksel og Bjørn om hinanden, eller er det to helt forskellige typer mænd?
10. Hvad søger Bjørn hos Elin? Hvorfor er han så ubeslutsom i forhold til sit ægteskab? Og hvad tror I får ham til endeligt at træffe sin beslutning?
11. Tror I Elin og Bjørn bliver lykkelige?
Kommentarer