Ingrid og Jan har været gift i 25 år og bor sammen med to halvvoksne sønner i et forstadskvarter i Oslo. Drengene lever deres eget liv og bidrager ikke med stort, men betragter nærmest hjemmet som et hotel. For Ingrid har både familielivet og jobbet som lærer tabt glansen, mens Jan er blevet forfremmet til afdelingsdirektør i departementet og overvældes af ny energi - og af Hanne, en langt yngre kollega, der begynder at føle sig agterudsejlet i forhold til drømmen om mand og barn.
En sten er sat i rulning, og ikke længe efter er Ingrid og Jans ægteskab på katastrofekurs, der vil føre begge parter helt nye steder hen.
En skarp og morsom roman om ægteskabets, kernefamiliens – om mænd og kvinders vilkår i en tid, hvor øjeblikkets lyst er drivkraften, og intet ikke er så kompliceret, at det ikke kan forsvares med individets trang til frihed.
Nina Lykke (født 1965) er uddannet grafisk designer, bl.a. på den Grafiske Højskole i København. Hun debuterede som forfatter i 2010 og fik sit store gennembrud med romanen Nej, nej og atter nej, (2016), der placerede sig solidt på bestsellerlisterne i både Norge og Sverige. Også hendes efterfølgende roman Næste! (da. 2020) har begejstret læsere og anmeldere og indbragte Lykke Brage-prisen, Norges største litteraturpris, i juryens motivering hed det blandt andet: ”Nina Lykke har en sjældent god iagttagelsesevne og et herligt krast blik på livet …”
Spørgsmål til romanen – til inspiration
1. Hvad er jeres umiddelbare oplevelse af Ingrid og Jan og deres liv og ægteskab, hvad er godt og hvad er mindre godt – og er det realistisk beskrevet?
2. Hvad tænker du/I om Ingrids skyldfølelse over ikke at have forhindret morens død – og andre situationer, som fandt sted langt inden hendes tid? Hvordan påvirker det hendes liv?
3. På side 18 tænker Ingrid over, at man som forældre ikke kan gøre sine børn bedre end de ville blive lige meget hvad, men at man derimod godt kan ødelægge dem. Hvad tænker du/I om Ingrids overvejelser om børneopdragelse?
4. Ingrid føler tit, hendes sønner, og også Jan, tager hende for givet. Hvad tænker du/I om den oplevelse? Er den berettiget?
5. I begyndelsen af bogen spørger en af sønnerne, om man ikke bare kan droppe det hele og flytte i en campingvogn. Er det udtryk for en længsel efter et mere enkelt liv, eller hvordan læser I det? Ligger der en samfundskritik gemt her?
6. Hvad tænker du/I om Jan og Hannes affære?
7. Og om Steinar og Ingrid? Er der forskel på de to forelskelser og sidespring?
8. Hvad tænker du/I ud fra bogens beskrivelser: Har man et reelt valg i en sådan situation, hvor man tiltrækkes af og/eller forelsker sig i en anden end sin ægtefælle?
9. Ulla siger til Jan: ”Du har for meget… Du kan ikke beholde det hele, og derfor må du vælge… Jeg siger ikke at det er let, men det er i hvert fald ikke nogen krise.” på side 142. Hvad tænker du/I om den synsvinkel? Og om Jan og Ingrids forsøg på at tackle katastrofen?
10. ”Hvor den kom fra, denne trang til at male sig op i en krog, hvor det blev forkert lige meget hvad hun gjorde.” tænker Ingrid side 170 med et selvkritisk blik på sig selv. Hvad beskriver den scene og hvad siger det om Ingrid som karakter? Er det en følelse du/I genkender?
11. Både Ingrid og Hanne har det tilfælles, at de kæmper med en form for følelsesløshed over for tilværelsen. Hvad tror du/I den skyldes?
12. Ingrid, Jan og Hanne reagerer meget forskelligt på krisen/katastrofen i bogen. Hvordan vil I beskrive den udvikling de går igennem? Og hvor ender de henne hver især?
13. Hvad var dine/jeres tanker om titlen, før du/I læste bogen, og hvad er de efter?
14. Hvad tænker du/I om bogens slutning? Er det en happy end – og for hvem?
Kommentarer