Læs piger er en YouTubekanal, hvor 12-14 årige piger filmer og redigerer deres egne videoer om bøger. De anmelder og anbefaler bøger, fortæller om favoritter og mustreads. De laver vlogs og giveaways og opfordrer andre piger til at dele deres læseoplevelser i kommentarfeltet. Alt sammen for at inspirere andre piger til at læse bøger, hvilket er tanken bag kanalen, som har eksisteret i et år.
Bag ’Læs piger’ står 8 biblioteker, der alle har startet Booktuberklubber på de enkelte biblioteker. I Booktuberklubberne mødes 12-14-årige piger, der har det til fælles, at de kan lide at læse og har lyst til at formidle deres læseoplevelser til andre piger på YouTube. Pigerne kommer selv med ideer til videoer, udvælger bøger og filmer og redigerer videoerne inden de uploades på YouTube-kanalen. De er med et moderne YouTube-begreb influencers, der formidler bøger og læsning til deres følgere – lige som den kendte YouTuber Anna Briand, der er koblet på Læs piger.
Læs piger opstod på baggrund af en undersøgelse af børn og unges læsevaner, der udkom i 2017. Undersøgelsen viste, at der var sket et fald i pigernes læsning. De 9-14-årige piger læser ikke så meget og så ofte som før, og den tid, de tidligere brugte på at læse, bruger de nu på de sociale medier og på YouTube, der på mange måder har erstattet det analoge fjernsyn hjemme i stuen. Denne nye viden førte til, at en række biblioteker i Syddanmark gik sammen om at undersøge om det er muligt at inspirere de 9-14-årige piger til at læse mere ved at bruge et af de medier, som pigerne bruger en del tid på, som formidlingskanal.
Om Læs piger – booktube for dig, der elsker bøger har inspireret andre piger til at læse, ved bibliotekerne mere om senere på året, når projektet slutter. En ting er dog sikkert; det har inspireret pigerne i Booktuberklubberne til at læse mere, og både de og bibliotekerne har lært en masse om, hvordan man skruer en YouTubevideo sammen.
Du kan følge projektet og finde læseinspiration på Instagram og på YouTube.
Kommentarer