Kan vi skabe læselyst og få medarbejdere på produktionsvirksomheder til at læse skønlitteratur?
Af Bodil Hejlsvig, børnebibliotekar, Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne
Dette spørgsmål var udgangspunkt for Danmark Læser projektet i Ringkøbing-Skjern Kommune. En kommune, hvor der er næsten 34% ufaglærte og 45% med en erhvervsfaglig uddannelse på arbejdspladserne. Kulturministeriets undersøgelse Danskernes Kulturvaner 2012 viser, at læsevaner hænger sammen med uddannelsesniveau, og at der læses mindre skønlitteratur, hvis man ingen uddannelse har eller har en erhvervsfaglig uddannelse, og derfor var potentialet for at øge læsning af skønlitteratur meget stort i Ringkøbing Skjern Kommune.
Projektet blev gennemført på virksomheden JSB Plast i Ringkøbing, hvor vi i tæt samarbejde med en arbejdsgruppe på virksomheden udviklede projektet undervejs.
Omdrejningspunktet for projektet blev let tilgængelighed. Det skulle være let og enkelt at få adgang til læseoplevelser. Der har i hele projektperioden været skiftende udstillinger i frokoststuen, hvor man kunne låne materialer.
Da tiden er en afgørende faktor for, om man læser, prøvede vi at finde sprækker i dagligdagen, hvor man kunne putte læsningen ind. Informationer om projektet blev ligeledes givet i frokost- og kaffepauser, og læsning kom på dagsordenen med et festligt indslag til virksomhedens sommerfest. Pludselig blev der snakket bøger og læsning til sommerfesten.
Den velkendte ferieposeordning blev genbrugt i form af goodiebags i sommerferien og juleferien. Med bestillingssedler kunne man bestille læsestof til hele familien til ferien. Poserne blev leveret til virksomheden, og bøgerne kunne afleveres her efter ferien.
Arbejdspladslæsning blev introduceret efter sommerferien. En del af medarbejderne brugte høreværn og hørte radio, mens de passede deres maskine. Projektet tilbød lydbøger på en MP3 afspiller, som man umiddelbart kunne tilslutte sit høreværn. Download af lydbøger til IPhone fra E-reolen kunne ske med lånernummer og pinkode, som var tildelt virksomheden. Endelig kunne man også låne fysiske lydbøger på CD og Mp3. Denne del af projektet bød på tekniske udfordringer, men fik mange i gang med at læse. Især var Trine fra natholdet og Danmark Læser arbejdsgruppen en fantastisk ambassadør. Hun havde ikke læst i 17 år, men i løbet af 3 måneder i efteråret læste hun mere end 20 bøger. Hendes engagement og begejstring smittede af på de andre medarbejdere på natholdet, hvor der blev snakket bøger og anbefalet bøger i pauserne.
Projektet blev afsluttet med ”Bog, bajer og bio”. Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt kunne lånes og læses som bog og lydbog. Der blev indrettet filmsal i mødelokalet, så natholdet kunne gå direkte på arbejde. Der var i snakken efter filmen enighed om, at filmen på ingen måde levede op til bogen.
En del medarbejdere var ikke interesserede i at bruge projektets tilbud. De faldt nok ind under kategorien ”de ikke interesserede” fra Kulturstyrelsens undersøgelse. Men flere kom i gang med at læse og vil ikke længere undvære de gode bøger.
Kommentarer