Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Der kan nævnes adskillige: Harriet Beecher Stowe, Emily Dickinson, Louisa May Alcott, Sylvia Plath, Dorothy Parker, Gloria Naylor, Carson McCullers, Alice Walker, Erica Jong, Toni Morrison…. Kvindelige amerikanske forfattere, der på den ene eller den anden måde har haft indflydelse på den litterære verden. I den amerikanske litteratur har der altid været plads til kvindelige forfattere, lige siden Harriet Beecher Stowe i 1852 skrev Onkel Toms hytte og dermed fik en kolossal indflydelse på spørgsmålet om slaveriets ophævelse.
Men hvor er de yngre forfatterinder blevet af? Som dansker kan man til nød komme i tanke om Candace Bushnell og andre forfattere i city girl-genren. Den generation af kvindelige forfattere, der dominerer i dag, er født i 1950’erne eller før. Deres litteratur er ofte præget af, at mange af dem tilhører minoriteterne: indfødte amerikanerne, afroamerikanerne, kinesisk-amerikanere etc.
Opvækstens splittelse mellem to kulturer er en væsentlig inspirationskilde. Hos en forfatter som Amy Tan (f. 1952) er denne splittelse i høj grad forfatterskabets drivkraft – hendes personer lever nærmest et dobbeltliv, hvor de på den ene side er amerikanere, der lever et almindeligt amerikansk liv, og på den anden side skal de også tilfredsstille deres forældre og andre ældre slægtninge, der nærer en vis skepsis over for den amerikanske levevis og holder fast i traditioner, som Tans figurer finder pinlige, kedsommelige og forbundet med en evig skyldfølelse. Naturligvis lykkes det oftest personerne at forene de to sider i deres liv og acceptere deres rødder og betydningen af dem.
En forfatter, der er blevet meget litterært anerkendt og har modtaget et hav af priser, er Louise Erdrich (f. 1954) der er af indiansk oprindelse – eller af indfødt amerikansk oprindelse, som det hedder nu om dage. Hun debuterede i 1981, men det var med udgivelsen af Love Medicine (da. Elskovsmidlet) i 1984, at hun slog igennem.
Hun blev rost til skyerne af Toni Morrison og Philip Roth og fik hurtigt en større fanskare blandt indfødte amerikanere, der følte, at de med Erdrich havde fået en stemme. Bogen blev første del af en tetralogi, der fortsattes med The Beet Queen (Himmelflugt), Tracks (Spor) og The Bingo Palace (Bingohallen). Tetralogien er Erdrichs absolutte hovedværk, selv om den også blev kritiseret fra flere sider for ikke at give et realistisk billede af de indfødte amerikaneres levevilkår.
En tredje forfatter af samme generation er den mere populære forfatter Terry McMillan (f. 1951), der her i landet mest er kendt for romanen Åndenød (Waiting to Exhale) fra 1989, senere filmatiseret med bl.a. Whitney Houston (det skal tilføjes, at filmen er en del dårligere end bogen, der indeholder mere humor og selvironi end man skulle tro efter at have set filmen). I oktober 2003 er netop udkommet En dag for sent med en dollar for lidt, der er en humoristisk familiehistorie om påtvungen omsorg og en mor, der ved bedre.
De ovennævnte forfattere er bare eksempler på en generation af kvindelige forfattere, der er kendte, sælger i store oplag, får deres bøger filmatiseret og som samtidig formår at holde en vis litterær standard. Måske er det dominansen af denne generation, der gør, at man ikke hører meget til yngre forfatterinder fra USA – hvis man gør, er det som før nævnt forfattere, der skriver city girl-bøger og som har lagt sig i slipstrømmen fra bølgen af romaner om singlekultur.
Det er måske ikke utænkeligt, at årtiers romaner om anderledeshed, kulturel splittelse, racisme og fordomme har gjort en yngre generation af forfatterinder lidt trætte – måske er city girl-romanerne en reaktion mod den alvor og tvivlende selvransagelse , der trods humor og hjertevarme præger den dominerende generation af kvindelige forfattere.
City girl-genren er sjov og ballade, men den er også et portræt af en kvindetype, der tager selvstændigheden for givet og ikke interesserer sig synderligt for kulturkløfter og etniske minoriteter, men mere for egne muligheder i erhvervslivet, hvordan man kommer ind på de mest fancy restauranter og hvor det er mest trendy at købe sit designertøj.
Der er naturligvis også den oplagte mulighed, at den unge generation af mere seriøse amerikanske forfatterinder simpelthen ikke finder vej til de danske boghandleres hylder, fordi det skønnes, at der er større interesse for city girl-genren. Man kan mene, at markedet for romaner om frustrerede singler i designertøj er ved at være mættet, og så kan det være, vi får mulighed for at se andre former for litteratur fra amerikanske forfatterinder.
Kommentarer