Den nu kanoniserede danske forfatter og kommunist Hans Kirk (1898-1962) kom sammen med sine partifæller i modvind den 22. juni 1941, idet den danske regering fulgte besættelsesmagtens begæring om arrestation af alle danske kommunister.
Nazisterne havde ikke kun et paranoidt forhold til jøder, men anså under eet en antaget “jødisk-bolsjevikisk verdensbevægelse” som hovedfjenden for det nazistiske lykkelands virkeliggørelse. Kirk tilbragte nu adskillige måneder i forskellige danske fængsler, heraf flere i isolation, indtil han var blandt de heldige, som nåede at flygte i sommeren 1943. Andre blev senere deporteret til barskere skæbner i tyske fangelejre. Sådan gik det en del danske kommunister, fordi den danske regering adlød værnemagtens instruktioner.
Efter krigens afslutning opstod en begrundet forventning, særligt blandt kommunister, om placering af et politisk ansvar for udleveringen af danske statsborgere. Men efter flere års undersøgelser i en parlamentarisk kommision, blev arbejdet afsluttet uden politiske konsekvenser.
For kommunistiske sympatisører forekom efterkrigstidens såkaldte retsopgør endnu mere urimeligt, da anklagerne mod værnemagerne blev afprøvet ved de danske domstole. Navnlig sagen mod omtalte entreprenørfirma WTK bragte kommunistiske sind i kog, idet sagen resulterede i en injuriedom mod frihedskæmperen og kommunisten Børge Houmann, som i avisen Land og folk havde publiceret sin kritiske fortolkning af entreprenørfirmaets parløb med værnemagten.
WTK havde tvangfrit opført bunkeranlæg og store jyske flyvepladser for nazisterne; entreprenørfirmaet var sågar kendt som værnemagernes tekniske korps i samtiden. Men i krigens juridiske efterspil gik kollaboratørerne på paradoksal vis fri, mens en kendt modstandsmand måtte fængsles. De danske kommunister kunne altså ikke få anerkendt deres version af krigshistorien, for det politiske og juridiske Danmark insisterede på en mindre dramatisk historieskrivning uden egentlige ofre. Denne situation efterlod et medium, hvorigennem kommunisterne kunne udtrykke alternative historiefortolkninger uden injuriesager, nemlig litteraturen.
Romanernes retsopgør
Hans Kirks romaner 'Djævelens penge' og 'Klitgaard og sønner' (begge 1952) er i den forstand politiske bestillingsarbejder: romanerne handler om et stort entreprenørfirma, som allerede i krigens første dage byder i kampen om nazisternes lukrative kontrakttilbud; firmaet opfører snart store flyvepladser i Jylland, og efter krigen formår dygtige jurister at friholde firmaet for straf, mens en højtråbende kommunistisk redaktør, kaldet Børge Houmann, ender i fængsel.
Kirks romaner skal således læses som alternativ historieskrivning; romanerne er i særdeleshed interessante, fordi litteraturens fiktive medium her indtager en position, hvor fiktionen alene er et alibi, som friholder forfatteren fra retsforfølgelse.
Kirks historier repeterer kommunisternes “injurierende” påstande, men de centrale navne er forandret, og hele miseren er vævet ind i krøniken om slægten Klitgaard. Ingen kan rejse tiltale mod forfatteren, som altid kan identificere romanerne som fiktion. Men ingen kan være i tvivl om romanernes politiske plot.
Vurderet udelukkende som litteratur hører 'Djævelens penge' og 'Klitgaard og sønner' utvivlsomt til blandt forfatterskabets ringeste: fortællerstemmen er moraliserende og nærmest blottet for humor, og romanernes primære handling, historien som slægten Klitgaard, afløses i perioder af en række juridiske detaljer, som for en uindviet læser forekommer decideret irrelevante.
Tilsvarende harmonerer den traditionelle kirk’ske fortællestil i begyndelsen af Djævelens penge slet ikke med den voldsomt indignerede afslutning i Klitgaard og sønner; her nærmer fortællestilen sig ren politisk agitation. Kirks værnemagerfortælling er således et ujævnt bekendtskab, men ser man romanerne som agenter i kommunisternes fiktionaliserede retsopgør, får romanerne en anden funktion, som nok også er nærmere det oprindelige mål; Hans Kirk skrev værnemagerhistorierne som indlæg i en aktuel politisk konflikt, ikke med henblik på eftertidens litteraturhistoriske kanonstempel.
Alligevel går Kirks glemte romaner måske nye læsere i møde, efterhånden som historievidenskaben får interesse for besættelsestidens dansk-nazistiske samarbejde, øges chancerne for en rehabilitering af 'Djævelens penge' og 'Klitgaard og sønner'.
Af Truels Præstegaard Sørensen, Cand. Mag.
Kommentarer