Læs interviewet med Christian Jungersen, der fik Læsernes bogpris 2013 med 'Du forsvinder'. Interviewet har været bragt i Berlingske. Den 50- årige forfatter havde – som altid – en meget bogelskende og meget begavet kvinde i tankerne, da han skrev romanen.
Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 9. 2. 2013
Christian Jungersen er vant til at begå sig internationalt. Den 50-årige danske forfatter har selv tidligere boet i Dublin og New York, og hans bøger har også haft et liv i en lang række lande. »Undtagelsen«, Jungersens forrige roman, blev solgt til 18 lande, røg på bestsellerlisterne i nogle af dem, blev nomineret til priser i Storbritannien, Frankrig og Sverige, ligesom den kom på New York Times’ eftertragtede liste over anbefalede bøger.Men selv har han nu et ret jordnært billede af, hvem han skriver til.
»Inde i mit hoved har jeg en kvinde, jeg kender, som jeg skriver til. Hun er en meget bogelskende og meget begavet kvinde, som ikke har en humanistisk uddannelse.«
Christian Jungersen bor for tiden på Malta, men da Berlingske fanger ham på telefonen, er han på vej til Oslo. Hans nyeste bog, »Du forsvinder«, udkommer nu i Norge som det første i rækken af lande, der har købt romanen, efter at den herhjemme har ligget konstant på bestsellerlisterne, siden den udkom i marts sidste år. Snart følger betydelige bogmarkeder som USA, Tyskland og Frankrig.
Den norske TV-station NRK har betalt fly og hotel, så den danske forfatter kan være gæst i deres litterære magasin »Bokprogrammet«.
»Det er en rejse tilbage i tiden,« konstaterer Christian Jungersen begejstret.
»Det er jo som Danmark i 1970erne. Tænk, at man gør sådan fra en statslig TV-kanals side – putter nogle af milliarderne i et bogprogram.«
Men hvorfor betoner han, at han skriver til en kvinde uden en humanistisk uddannelse?
»Nu vil jeg ikke begynde at kritisere alle mine humanistvenner, men der er forskel på at være højtuddannet og at være intelligent. Jeg prøver at skrive til nysgerrige, intelligente mennesker og prøver at holde mig fra at skrive til mennesker, der slynger om sig med en masse akademiske udtryk uden at være mere begavede af den grund.
Og så kan man jo ramme alle mulige,« siger Christian Jungersen om baggrunden for sin succes, men skynder sig at tilføje: »Det er ikke mennesker, der bare vil have sex og mord. De, der vil det, gider ikke læse mine bøger. De sælger jo heller ikke nær så godt som visse andre bestsellere.«
Selv om han skriver til en bestemt kvinde, er han sig generelt bevidst om læserne.
»Man hører nogle gange forfattere sige, at de slet ikke tænker på læserne, når de skriver. Sådan har jeg det også med det meste af det, jeg skriver – som er tanker og noter til mig selv. Alt det sender jeg jo ikke ind til et forlag. Men nogle gange er der noget, hvor jeg siger: Det her er beregnet til andre mennesker, og så tænker jeg på læserne.«
Det er en del af arbejdsprocessen, at Christian Jungersen skriver langt mere, end der kommer med i bogen. Særligt i forbindelse med 'Du forsvinder' har han været gennem en heftig udvælgelsesproces.
»Jeg skriver rigtig meget om. Alle mine bøger har været highlights, koncentrater af tusindvis af siders tekst. Derudover prøver jeg at lave en form, som man inden for skuespilkunsten kalder »method acting«. Det tager meget lang tid for mig at skrive bøger, som på den ene side har en plot-fremdrift og samtidig er skrevet indefra et menneske, som ikke er mig. For at det kan lade sig gøre, skal jeg rent følelsesmæssigt og intellektuelt nærmest blive et andet menneske i et stykke tid.«
I den proces kan han også overskride sit eget køn. 'Du forsvinder' fortælles af kvinden Mia, hvis mand, skolelederen Frederik, rammes af en hjernesvulst. Efterhånden forandrer hjerneskaden Frederiks personlighed, og samtidig ændres Mias verdensbillede i takt med, at hun læser en masse om, hvordan hjernen fungerer. Også i 'Undtagelsen' havde Jungersen et feminint perspektiv, idet han fulgte fire kvinder på et kontor.
»Jeg er en to meter høj mand, men for bogens skyld kan jeg for eksempel prøve at leve mig følelsesmæssigt ind i, hvordan det er at være bange, når man går ned ad en gade om aftenen. Jeg tænker: »Nu skal jeg gå hjem fra festen, jeg er bange, hvad kan der ske, vil nogen overfalde og voldtage mig?« Der er jo ikke en eneste scene, der er sådan, men den slags grundvilkår for de mennesker jeg skriver om, prøver jeg ikke bare intellektuelt at forstå, jeg vil gennemleve dem så livagtigt som muligt i min fantasi.«
Det har selvfølgelig omkostninger, erkender Christian Jungersen.
»Det at leve det fede liv og at skrive den fede bog, flyder sammen for mig. Der er nogle, der siger, man er lykkeligst, når man lever for noget andet end sig selv. Jeg stræber efter det ved at forsøge at skrive så godt som muligt. Fik jeg valget mellem de næste tre måneder at være glad eller at komme til at skrive noget, der er godt, så vil jeg altid vælge det sidste. Jeg tror, at jeg indirekte kommer til at være gladest af at leve sådan, men nogle gange kan det virke ret asketisk på folk. Jeg bliver så opslugt af skriveprocessen, at det kan få et helt munkeagtigt præg.«
Indlevelsen vil Christian Jungersen gerne overføre til sine læsere. I 'Du forsvinder' bruger han en lidt utraditionel metode. Mellem hvert kapitel har han indføjet en række fotografier, breve, videnskabelige artikler, kronikker og lignende. Det hele er skrevet af ham selv, og ideen er, at det skal give læseren en anden oplevelse end selve fortællingen.
»Med fagteksterne prøver jeg at lade læserne ikke bare læse om Mias nye intellektuelle rejse ind i neurologien, men lade dem opleve den sammen med hende. Læseren læser simpelthen de samme tekster, som hun gør.«
Han understreger, at han ikke ønsker at pådutte læserne nogle bestemte holdninger.
»Der er mange, der tror, at jeg vil proppe et bestemt syn på hjerneforskning ned i halsen på folk. Men faktisk er en af de store glæder ved at skrive en roman, at man kan kommunikere meget mere rigt og modsætningsfyldt, end man kan i en samtale,« siger Christian Jungersen og tilføjer:
»Mit ideal er, at folk, når de møder mig, tænker: Jeg tror simpelthen ikke på, at han har skrevet den her bog, det er han ikke kvik nok til. Det er også derfor, det tager så forbandet lang tid at skrive. Jeg prøver at skrive noget, der er mere begavet, interessant og smukt, end hvad der er i mig selv på en enkelt dag.«
Kommentarer