»Jeg føler mig draget og forpligtet af historien«

Læs interviewet med Ulrik Langen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 for 'Det sorteste hjerte'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

Hvis man som historiker vil have læserne til at følge med tilbage til fortiden, gælder det om at tage udgangspunkt i konkrete skæbner og i fortællingen. Det mener Ulrik Langen, der er indstillet til Læsernes Bogpris for »Det sorteste hjerte«, hvor vi følger handelsmanden Michael Brabrands kamp mod enevælden.

Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske onsdag d. 6. 3. 2013

Vi bevæger os hastigt gennem Danmarkshistorien. Ad snørklede gange, smalle vindeltrapper, gennem læsesale, kølige rum med rå murstensvægge. Forbi kilometervis af reoler og arkivskabe inddelt efter hvilke myndigheder papirerne er fra.
Rigsarkivets sikkerhedsprocedurer er skærpet i kølvandet på sagen om det omfattende tyveri af uerstattelige dokumenter sidste år, men vi har fået lov at komme med Ulrik Langen ind i »det allerhelligste«.
Det er her – på Slotsholmen, lige ved Christiansborg – at den 46-årige forfatter og professor i 1700-tals historie på Københavns Universitet, har arbejdet med sin bog »Det sorteste hjerte«.
»Jeg har siddet på læsesalen og fået stabelvis af protokoller og papirer. Ofte haft en vogn fyldt med arkivalier, som jeg så har kunnet sidde og gennemgå,« fortæller Ulrik Langen.

»Det sorteste hjerte« er en autentisk historisk fortælling om handelsmanden Michael Brabrand, der sætter sig op imod det enevældige styre i slutningen af 1700-tallet. Ikke fordi han er en idealistisk forkæmper for ytringsfriheden, men fordi han føler, at myndighederne gang på gang obstruerer hans forretninger. Han ytrer højlydt og insisterende sin utilfredshed med retssystemet. Det får katastrofale følger i en tid, hvor styret med ængstelse ser mod Frankrigs rullende hoveder.
»Det er en historie om en mand, der uforvarende bliver hvirvlet ind i nogle af de ting, der foregår i tiden: Frygten for den franske revolution og hele kampen for trykkefriheden. Michael Brabrand er en krakilsk og kværulerende herre, som føler sig dårligt behandlet, og på grund af den modstand, han synes, han møder inden for systemet, ruster han op.«
Igennem Brabrand vil Ulrik Langen gerne sætte fokus på en anden side af enevælden end den, vi kender.
»Den her kamp for ytringsfrihed, som man læser om i historiebøgerne, er eksemplificeret ved kendte skikkelser som forfatterne P.A. Heiberg og Malthe Bruun. De er ikoner i dansk historie og de står som dem, der virkelig ofrede noget for ytrings- og trykkefriheden. Men jeg vil gerne vise, at der også var andre, der kæmpede på et andet plan. Jeg har været interesseret i et lag af befolkningen, som ikke er specielt velartikuleret. Brabrand er ikke satiriker, ikke intellektuel. Han beskriver tingene sådan, som han med sin handelsmandstankegang opfatter dem.«
Og så fungerer grebet med at fortælle den store historie gennem den lille godt, mener Ulrik Langen.
»En måde, vi som historikere kan komme i kontakt med fortiden og få vores læsere til at følge med os tilbage til fortiden, er at tage udgangspunkt i konkrete skæbner. Ved at fortælle historier. Ikke kun fordi folk skal kunne identificere sig med dem – for det er fremmedartet, og Brabrand er meget speciel – men gennem de her skæbner, kan man fortælle alt muligt andet end lige personernes historie.«
Ulrik Langen giver et eksempel:
»Jeg prøver at sige noget om enevældens embeds- og retssystem gennem sagen om Michael Brabrand. Men hvis jeg havde skrevet en bog om enevældens embeds- og retssystemet, var det nok blevet en slavisk gennemgang, og jeg havde måske ikke fået læserne til at interessere sig specielt meget for det. Men når man gennem en mand kommer rundt i det embeds- og retssystem, som er fremmedartet – det fungerede på en helt anden måde på det tidspunkt – så bilder jeg mig ind, at jeg kan få læserne til at interessere sig for det og forstå det langt bedre.«
Men ikke alle historikere synes godt om den tilgang til faget.
»Der er nogle, der gør som jeg, men der er også rigtig mange, der gør det på en anden måde. Det er godt, at vi er forskellige, men jeg kan ikke lade være at få en fornemmelse af, at vi historikere godt kan være lidt bange for at stå afklædte. Derfor pansrer mange sig i historiefagets dragt og har nogle bestemte teorier, som de holder sig til. De vil meget gerne fremstå som videnskabsmænd og er bange fortællingen. Bange for, at når de begynder at fortælle, så bliver det taget mindre seriøst.«

Som Ulrik Langen ser det, er det en kunstig modsætning. En historisk tekst kan sagtens være lødig og samtidig godt fortalt.
»Så længe jeg ved, at det videnskabelige arbejde er i orden, har jeg ikke problemer med at prøve at kommunikere det i en anden form end andre. Grundarbejdet, kildestudierne, er jo lavet på videnskabelig basis. Der er ikke noget i materialet, der siger, at det skal fortælles på den eller den måde. Men jeg føler mig både draget og forpligtet af historien – de fortællinger, der er i materialet i forvejen.«

Den metode har Ulrik Langen også benyttet i sine tidligere bøger. I 2005 udgav han »Revolutionens skygger. Franske emigranter og andre folk i København 1789-1914«, der vandt prisen som årets historiske bog. Samme hæder fik »Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre fortællinger fra 1700-tallets København«, som han skrev sammen med Peter Henningsen.
Den videnskabelige forskning har han selvfølgelig lært gennem sine akademiske studier. Men hvad med det at fortælle historier, hvordan lærer man det? For Ulrik Langen handler det om at lade sig inspirere af andre, der gør det. Den berømte jødisk amerikanske historiker Natalie Zemon Davis er én af dem.
»Hun har skrevet en række fantastiske bøger. For eksempel »Martin Guerres tilbagekomst«, som også er filmatiseret. Den handler om en mand, der forsvinder fra en landsby og kommer tilbage 10 år efter og indgår i landsbyen og i et ægteskab igen. Men er han stadig den samme? Det er en virkelig historie, som hun har skrevet som en fortælling,« siger Ulrik Langen og forklarer, hvordan han har kunnet bruge hendes arbejdsmetode:
»Hun siger, at vi ikke kun kan arbejde med nagelfaste fakta, nogle gange er vi også nødt til at tænke i historiske muligheder. Man kan godt tillade sig i en historiebog at sige: Måske har han følt sig utilpas i den situation. Det gør jeg også i »Det sorteste hjerte«. Jeg tillader mig at indsætte små ting, jeg ikke kan dokumentere, men kun sandsynliggøre. Jeg skriver for eksempel: Nu må Brabrand være blevet virkelig vred.«
Men også skønlitteratur inspirerer Ulrik Langen.
»Jeg læser en del og har altid gjort det. Da jeg var ung, læste jeg især længere episke værker – alt fra »Greven af Monte Cristo« til Svend Åge Madsens »Tugt og utugt i mellemtiden«. Senere har forfatterskaber som Isaac Bashevis Singers gjort stort indtryk på mig. Jeg kan slet ikke forstå, at historikere kan lade være med at lade sig inspirere af skønlitteratur. Skønlitteraturen er ikke en trussel mod historiefagets sandhedsidealer. Overhovedet ikke. Det er bare en anden måde at bruge ordene på.«

At det lige er 1700-tallet, der er blevet Ulrik Langens speciale, er ikke så bevidst, som man kunne tro.
»Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg er havnet der. Jeg skrev speciale om påskekrisen i 1920, men siden er jeg ad kringlede veje nået ind i 1700-tallet. Det er ikke sådan, at allerede da jeg var syv år, kunne jeg godt tænke mig at bære paryk og brokadejakke eller noget i den stil.«
Alligevel er der noget helt særligt ved 1700-tallet, mener Ulrik Langen.
»Der er noget meget legende og eksotisk over århundredet. Det er fremmed, men det er ikke så langt væk, at vi ikke kan komme i kontakt med det. Vi kan godt komme ned under parykken og pudderet i ansigtet, men samtidig er perioden indhyllet i den her iklædning, der gør det spændende.«