»Jeg finder mange fejl og bagsider hos PH «

Da Hans Hertel tager imod i sin lyse lejlighed i Kronprinsessegade i det indre København, beder han mig tale højt og tydeligt.

»Jeg har fået en PH-virus,« forklarer den 73-årige litterat og peger på de høreapparater, han har i hvert øre. Dem har en specialist udstyret ham med dagen før.

Arbejdet med det over 500 sider store værk om Poul Henningsen, »PH – en biografi«, der udkom i oktober, for ikke at tale om modtagelsen, har været så krævende, at han har fået en slem virus på det indre øre. Den gør, at han for tiden hører dårligt.

»Det kom nok af voldsom overanstrengelse. Først havde jeg arbejdet i fem år på bogen og næsten ikke haft ferie. Allerede inden den udkom begyndte journalisterne at vælte ind ad døren for at høre om den, og så var der radio og møder.«

Samtidig med biografien udkom en stor debatbog om PH, som Hertel også var redaktør på.

»Nu skal det ikke være nogen martyrhistorie. Nedsat hørelse må man tage humoristisk,« siger Hans Hertel og begynder at fortælle om det, han betegner som en ældgammel fascination.

Han var en borgerlig gymnasiedreng fra Virum, da han stiftede bekendtskab med Poul Henningsen, og da han fik trykt en studenterstil i Politiken, reagerede det kulturradikale ikon på den.

»Det var en meget konservativ kritik af velfærdsstaten, jeg havde skrevet. Poul Henningsen tog mig i skole i en artikel, der hed »Studenten og velfærdsstaten«. Han syntes, det var ulogisk, at en ung mand på 18 år, der var frugt af velfærdsstaten, sad der og kritiserede den.«

»Jeg svarede ham igen polemisk, men syntes, hans synspunkt var interessant,« fortæller Hans Hertel, der siden blev mag.art. i litteraturhistorie, professor ved Københavns Universitet fra 1980-2009, ligesom han har været fast skribent ved forskellige aviser, siden 1988 på Politiken.

Mødet med PH – initialerne, som arkitekten, designeren, sangskriveren, kulturkritikeren, filmkunstneren og provokatøren Poul Henningsen var kendt under – blev afgørende for Hertel.

»Fem år efter vores polemik sendte jeg ham et brev – det havde jeg fuldstændig glemt, men jeg fandt det i hans brevarkiv på Det Kongelige Bibliotek, da jeg researchede til min bog. I brevet skrev jeg, at jeg havde genlæst polemikken, og at jeg syntes, han havde præget mig dybt, og at han havde taget til orde på en meget venlig og pædagogisk måde. Det var med til at dreje mig fra mit konservative hjem, hvor vi altid havde holdt Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis.«

Men det var nu ikke, fordi hans forældre var modstandere af Poul Henningsen.

»De var frisindede konservative, og de var meget begejstrede for PH – for hans revyer og hans lamper, men ikke altid for hans meninger. Min far, der selv havde været i modstandsbevægelsen, mente for eksempel, at hans kritik af retsopgøret var for stærk. Men der var stor respekt omkring ham i mit barndomshjem.«

Fem års arbejde

Da Hans Hertel studerede og siden selv forskede på Københavns Universitet, var den kulturradikale tradition efter Georg Brandes og Poul Henningsen også et af hans kerneområder. Derfor faldt det naturligt, at han arrangerede et seminar på universitetet om PH i 2006. Seminaret  skulle egentlig kun have mundet ud i debatbogen »Poul Henningsen dengang og nu«, som han ville skrive nogle biografiske mellemtekster til. Men teksterne svulmede op til en bog i sig selv, så Hertel og Gyldendal besluttede at dele udgivelsen i to, så biografien kunne få plads.

Når arbejdet kom til at tage Hans Hertel fem år, skyldes det blandt andet sliddet med at få overblik over Poul Henningsens arkiv på Det Kongelige Bibliotek.

»Jeg har gjort som arkæologerne og gravet det hele ud med teske. Poul Henningsens arkiv er på 131 kapsler – kapsler er de mapper, som Det Kongelige Bibliotek opbevarer breve, kladder, avisartikler, udklip i. Det er Poul Henningsens kone, Inger, der efter hans død har samlet det. Men hun har gjort det ud fra hukommelsen, så der er store tidsforskydninger og huller. Og så fortsatte eftersøgningen i mange andre arkiver i Danmark og udlandet. «

Omfanget af den opgave, Hans Hertel havde givet sig i kast med, havde han ikke gjort sig begreb om.

»Det kom fuldstændig bag på mig og mine nærmeste. Men jeg sagde til mig selv, at nu ville jeg lave en nøgtern biografi, som hverken er dæmoniserende eller idealiserende. Poul Henningsen har i 90 år været både forhadt og forgudet. Han er jo skiftevis en figur, som folk vil distancere sig til og så en figur, som alle vil tage til indtægt.«

PH provokerede sin samtid, og han er stadig en skikkelse, som mange har stærke meninger om. Det mærker Hans Hertel også, når han for tiden holder mange foredrag om Poul Henningsen. Men hvad er det, der gør ham så fascinerende? Som Hans Hertel ser det, handler det blandt andet om Poul Henningsens mange facetter.

»Han lavede jo fem-syv ting på én gang, han var virkelig en polyhistor og et multitalent. Han kunne skrive en revyvise om formiddagen, en artikel om eftermiddagen og tegne en ny lampemodel om aftenen. Han var i gang hele tiden.«

Hans Hertel giver et andet eksempel på PHs vitalitet: »Han elskede at have gæster, og folk, som har besøgt ham, fortæller, at han midt i en middag i muntert lag kunne sige: Nu må I lige undskylde mig, jeg har fået en ide til en vise. Så gik han ind og skrev og kom så indimellem ud og læste op af sit værk. Han elskede den åbne dør, folk i baggrunden.«

Der er også meget, vi kan lære af PH i dag, mener Hans Hertel.

»Han var en modig mand, der gik op imod alle former for vanetænkning. Han rensede ud i fordomme, også nogle af dem, vi stadig har. Jeg synes, at hans princip om civil ulydighed er meget nyttigt – mange embedsmænd får jo i dag mundkurv på, og politikere tør ikke udtale sig af taktiske grunde. Den slags hadede han som pesten. Hans kritik af politisk hykleri og magtmisbrug, intolerance og fanatisme er også stadig aktuel.«

Men PH havde bestemt også fejl.

»Poul Henningsen var ikke noget læsende menneske, han var en travl praktiker. Han havde et fantastisk håndelag, hans ideer udgår fra det praktiske, og der er mange selvmodsigelser hos ham. Hans udprægede bagside er manglende sans og respekt for fortiden, han havde jo ligefrem en fortidsallergi foruden en fobi mod fredning. De sidste otte-ti år af sit liv kom han i en ofte ufrugtbar modsigerposition, hvor han blev fanget i rollen som Rasmus Modsat.«

Hans Hertel viser os sit store arbejdsværelse ud mod Kongens Have. Væggene er tapetseret med bøger hele vejen rundt, og også på gulvet står bøger i stakke og i kasser. Det er her, han har arbejdet med sin bog om PH – når ikke han har siddet på Det Kongelige Bibliotek.

Når Hans Hertel ser tilbage, har Poul Henningsen i den grad præget hans liv og samfundssyn.

»Jeg er en kritisk iagttager af den kulturradikale tradition. Jeg er bestemt ikke nogen ukritisk beundrer hverken af Poul Henningsen eller af Georg Brandes, men jeg synes, at det er en meget værdifuld kritisk tradition, vi har i Danmark. Derfor er det også sjovt at arbejde med,« siger Hans Hertel og tilføjer:

»Man skal jo også kunne lide folk, når man bruger fem år af sit liv på at skrive om dem. Selvom jeg finder mange fejl og bagsider hos PH, har jeg en helt basal sympati og beundring for ham; for hans kæmpe indsats, hans mod og frækhed, hans evne til at være let og vittig og sige tingene på ganske få linjer i en vise eller en avisartikel. Og så synes jeg stadig godt om hans lamper.«